Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Den svære sorg, der lærer os at leve

Foto: PR/Netflix

Ugens kulturanbefaling:

Den svære sorg, der lærer os at leve

'After Life' er en underfundig tv-serie om død, sorg og en trummerum-tilværelse fuld af tristesse. Alligevel formår man som seer at sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er håb for livet. Den slags formidling er vigtig, fordi den fortæller os noget om os selv.

Der er en sekvens i Steven Sebrings dokumentar ‘Dream of Life’ om Patti Smith, som jeg altid har husket. Filmen fortæller om Patti Smiths lange og vilde liv, om hendes relationer til mænd, kvinder, kunsten og New York City, og man kommer uendeligt langt bagud, hvis man sammenligner sit eget levede liv med hendes. Hun lever.

Da hendes mand Fred Smith dør i 1994, ringer beatpoesiens hovedskikkelse Allen Ginsberg til Patti Smith og siger de gyldne ord:

“Let go of the spirit of the departed, and continue the celebration of your own life.”

Jeg har altid beundret den nøgterne og alligevel smukke indstilling til livet, Ginsberg besidder: At mennesker dør, at sjæle skal få fred, og at vi kun er os selv nærmest. Sorg er noget, man skal være i, men Ginsberg viser, at der også er en vej videre.

Jeg kom til at tænke på Patti Smith og Allen Ginsbergs ord, da jeg så tredje sæson af 'After Life', som netop har løbet gennem internetkablerne til din Netflix. Bag 'After Life' står Ricky Gervais, der både har skrevet serien og spiller hovedrollen som den triste, britiske halvbistre enkemand Tony, der har mistet sit et og alt, hustruen Lisa.

Seriens præmis har siden allerførste afsnit været, at Lisa var død – men at Tony vedvarende klynger sig til minderne om hende gennem gamle videoklip af hende, han ser på repeat. På den måde får Lisa, spillet af Kerry Godliman, en rolle, selvom hun ikke medvirker i den fortalte tid.

Vi lærer hende at kende gennem hendes vidunderlige grin og det ubrydelige, hjertelige forhold, de to havde og stadig har gennem Tonys konstante gensyn på computeren. Et forhold, der står i stærk kontrast til den formålsløse smalltown-tristesse, Tony hver dag piner sig selv igennem.

Alligevel formår man som seer at sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er håb. Ikke bare for Tony, men for os allesammen – fordi serien balancerer sorgen og håbet, lyset og mørket, livet og døden.

Tony har meget lidt lyst til at være noget som helst for nogen overhovedet. Knap nok hans hund, som ellers logrer trofast. Tony slider sig igennem et hamsterhjul af et arbejde på lokalsprøjten med tåbelige kolleger, en try-hard svoger som chef og absurde menneskeskæbner at portrættere som journalist. Tony er lynskarp i replikken, det er trods alt Gervais, der står bag, men sjældent griner vi for sjov, snarere af desperation.

Der er masser af momenter, både i serien men jo også i livet, hvor man storgriner, men hele tiden med en bittersød bismag af sorgen, der banker på. 'After Life' er et absurdkomisk portræt af et ellers fint liv, som er blevet tvunget i bakgear.

Tonys sorg trænger ind i stort set samtlige scener i serien. Og fordi 'After Life' er så langt nede på jorden, spejler vi os nemt i den: Sorg antager mange størrelser, men alle kender den. Vi mærker sorg, når vi mister noget, og det kan føles som både tristhed, angst og vrede. En for tidligt dødsfald, et forlist ægteskab, det hele kan synes formålsløst. Sorg er ikke kun psykisk, den kan også vise sig både socialt og fysisk, og jo mere den fylder, jo mindre har vi lyst til at være. Og Tony har stadig ikke lyst til at være noget som helst. Ikke for andre, slet ikke for sig selv.

En narrativ om sorg, der kun kigger bagud, ville mangle en motor. Og selvom Tony stædigt forsøger at holde fast i sin egen sørgmodige tilstand med for meget rødvin og et initiativløst forhold til en ny kvinde (Emma, Tonys nu afdøde fars ærlige caretaker), så er der alligevel en enkelt ting, der bliver ved med at snige sig op på ham: Håbet.

Det er netop håbet – og et vidunderligt, outreret persongalleri af randeksistenser (Brian! Postbudet! James!) – der driver 'After Life' frem. Og ligesom med livet selv er det håbet, der gør 'After Life' værd at holde ud.

De små lysglimt i Tonys liv bliver næret af menneskelige relationer. Til Anne på kirkegården, som ligeledes har mistet sin ægtefælle, og som Tony deler lommefilosofisk sort humor med. Til Emma, hans veninde, som hænger på, selvom han ikke tager initiativ. Og så til alle de kolleger og bekendtskaber, der ved første øjekast blot er ligegyldige statister i hans tilværelse, men som hver og en alligevel viser sig at have en betydning, der er større end som så. Både fordi de vil Tony noget. Men også fordi Tony bliver bedre og bedre til at overgive sig og lukke dem ind i sit liv.

'After Life' giver mening, fordi den fortæller os, at sorgen ikke skal omslutte os og overtage os. Sorgen skal vi lære at leve med, og i tiltagende grad med håbet som sorgens modvægt.

Håb og sorg eksisterer side om side, og i 'After Life' bliver vi vist, at livet skal gå videre, med sorgen i hjertet og lysten til at leve.