Man prøver at holde sig ung. Det er alle de andre, der bliver ældre, mens man selv er blind for de grånende hår i siderne og tindingerne, der kravler længere og længere mod nord.

Man ser frem mod weekenden, ikke fordi dunkende natklubber og røgfyldte barer skal aflægges besøg, men fordi drømmen om en rolig lørdag morgen uden madpakker og mødetid, mens det stadig er mørkt, bare er enormt behagelig. Men pludselig står man der: søndag morgen i alt for stramt cykeltøj og med en alt for dyr cykel. Og så er man blevet som alle de andre midaldrende mænd, man har grinet af gennem hele sin ungdom.

Og sådan er jeg: Opslugt af cykling, udlevende alle klichéerne, konstant overvurderende egne evner, men mest af alt bare glad for kombinationen af fart, natur og fællesskabet.

Der er tre sider af at være en glad cykelmotionist. For det første er der timerne, man tilbringer på cyklen. Paul Gascoigne blev engang spurgt, hvornår han var lykkeligst, og han svarede, at det uden sammenligning og uden konkurrence var de 90 minutter, han spillede Premier League hver weekend.

Sådan tror jeg mange, der cykler, har det.

For det andet er der tankerne, man har off bike, om det udstyr, man gerne vil købe, om de steder, man gerne vil cykle, og om den form, man gerne vil komme i, så man kan sætte alle de andre.

Og for det tredje er der alle de mere eller mindre vanvittige ting, man foretager sig, fordi man i svage øjeblikke føler sig som en del af det professionelle felt på World Touren.

Således fandt jeg sidste forår mig selv på badeværelset med begge ben smurt ind i barberskum, bevæbnet med en engangsskraber og klar til at få helt glatbarberede ben. Det var lidt af en oplevelse.

De seneste 10 år har jeg haft to livsdefinerende erfaringer, der har givet mig endeløs beundring for kvinder. Den første er at overvære min datters fødsel. Den anden er at barbere mine ben og på egen krop erfare, hvad mange kvinder udsætter sig selv for på fast basis for at opnå lår og lægge fri for hår.

Og det er en kamp, har jeg måttet sande. En ting er at fjerne hårene, en anden ting er at holde glatbarberede ben ved lige. Der går nærmest ikke mere end en halv dag, så er der stubbe, der som modhager hænger fast i buksestof og dyner og venter på at blive trimmet på ny.

Og jo mere jeg barberer ben, jo mere genstridige bliver hårene, så i sommermånederne udvikler det sig hurtigt til et fuldtidsjob. Og så har jeg slet ikke nævnt rifter, helligdage og den umulige opgave, det er at barbere sine knæ.

Jeg har hørt, at man kan vokse benene, men det er endnu for avanceret for mig. Den gode gamle skraber fungerer fint. Engangshøvlen kommer nærmest med en garanti om at flå din hud op, så jeg tyr til Gillettes Venus-skraber, der godt nok er markedsført til kvinder, men som et par middelmådige mandeben som mine er fint tilfredse med.

Efter endt arbejde påføres masser af fugtighedscreme. Og et par dage senere kan du så gentage samme rutine. Time is a flat circle.

Jeg plejer ikke at hilse de mørke måneder velkommen, men i år drog jeg et lettelsens suk, da det blev for koldt til cykelshorts og bare ben. Seks måneder med lange bukser og ben pakket godt væk – og skraberen sendt i velfortjent vinterhi.

Så hvorfor gør jeg det?

Man siger, at cykelryttere barberer ben, fordi det er mindre smertefuldt at få småsten ud af huden, hvis man styrter.

Andre siger, at det er for at gøre massørens arbejde nemmere, fordi hår på benene kan sende selv de stærkeste massørfingre ud i smertefuldt overarbejde. Og så er der nyere forskning, der påstår, at det kan gøre én marginalt hurtigere på cyklen.

Jeg styrter sjældent, jeg har endnu ikke min egen massør, og jeg har meget sjældent brug for millisekunder. Så jeg gør det slet og ret af æstetiske grunde: Det ser ganske enkelt sejere ud.

Prøv at google et billede af Mathieu van der Poel og nyd hans muskelspændte, solbrune ben i aktion. Det ville se helt forkert ud, hvis han havde lodne ben som en anden kontornusser i lycra, så det skal jeg selvfølgelig heller ikke have. For det er klart, at jeg er langt tættere på den hollandske mester end en mellemleder i for stramt cykeltøj.

Min hustru synes, jeg ligner en idiot, men det er en pris, jeg er villig til at betale. Der er mange lidelser i en cykelrytters liv, og jeg tager gerne hug på hjemmefronten for at komme bare en my tættere på at føle mig som en professionel på landevejen.