Sådan føltes det at arbejde på Londons hippeste barer i 90’erne scroll-down

Sådan føltes det at arbejde på Londons hippeste barer i 90’erne

Johan Borup Jensen rejste som helt ung til London og befandt sig pludselig midt i epicenteret af den eksklusive bar-scene i den britiske metropol. I dag har han for længst sagt farvel til det vilde festmiljø, men det, han lærte, tog han med sig hjem. Her fortæller han sin historie.

Af Anders Hjort
Foto: Thomas Nielsen
Livsstil Euroman

I januar 2018 modtog jeg en e-mail fra Nick Jones, stifteren af Soho House, som er verdens største og mest eksklusive medlemsklub. Det var længe siden, jeg havde været i kontakt med ham.

Nick Jones skrev, at det var præcis 23 år siden, at de havde åbnet den første Soho House-klub i Greek Street i Soho i London. Det ville de gerne markere ved at samle det gamle, oprindelige crew en gang til.

Jeg blev fløjet ind til London sammen med min ven Marcus, der i dag er designchef i Soho House og står for åbningen af alle deres nye klubber og hoteller rundt i verden. Aftalen var, at alle os, der havde været med dengang, skulle stå en time bag baren. Nogle af de andre blev fløjet ind fra Singapore og Sydney og alle mulige steder, enkelte af dem på første klasse.  

Det var som at træde ind i en tidslomme. Der blev fortalt røverhistorier og krigshistorier fra årene omkring, at den første Soho House åbnede i 1995. Der var også mange af de gamle stamkunder til stede den aften, folk fra det øverste lag i den kreative klasse, fra film-, tv- og reklamebranchen.

Vi var alle blevet en del ældre, for hold nu op, hvor var vi nogle knægte dengang, da Soho House startede. Da jeg trådte ind i the Circle Bar, omdrejningspunktet på hele stedet, kom min gamle manager mig i møde. Han lagde armen om min skulder og sagde:

”My god, Johan, you’re a man now.”

Det var ret rørende, faktisk.

Jeg stammer fra Viborg, og op gennem mine teenageår havde jeg en stor udlængsel. Jeg spillede musik hele tiden, læste musikblade, drømte om at blive musiker og tænkte, at det kunne være fedt at bo der, hvor det virkelig skete.

Da jeg blev færdig i gymnasiet, arbejdede jeg sammen med min ven Lars i noget, der hed ’Dansk presseservice’, hvor vi pressede tøj, der skulle ud i butikkerne fra fabrikanterne. Vi sparede op til at tage et år i kibbutz, men en dag, da vi stod der midt imellem dampmaskinerne, spillede de pludselig ’London Calling’ med The Clash i radioen.

Lars kom over til mig og sagde:

”Hvad øh, vi kunne da også bare tage til London.”

Jeg tænkte lidt over det og svarede så:

”Det kan vi sgu da godt.”

Et par måneder senere kørte min mor os til færgen i Esbjerg, hvorfra vi tog en færge til Harwich. Jeg var 19 år gammel og havde aldrig været i London før.

Vi fandt et værelse på Royal College Street i Camden Town og brugte alle vores sparepenge på at købe guitarer og gå til koncerter med de bands, vi havde hørt derhjemme, blandt andre Nick Cave og The Jesus and Mary Chain. Jeg fik et job som afrydder på en kæde, der hed The Stockpot, som lå lige bag ved Harrods.

Der mødte jeg en pige, Diana, som introducerede mig til raves og house-klubber. Sammen med hende tog jeg til mit første illegale rave og var helt solgt. Det var et helt andet liv derovre.

Vi festede konstant, men havde nærmest ingen penge og kun lige råd til chipsene i fish’n’chips-shoppen nede om hjørnet. Men det var fedt at bo i en storby med mange forskellige nationaliteter, og London havde en speciel stemning, jeg godt kunne lide. Der var en frihed og en følelse af, at alt kunne lade sig gøre, modsat derhjemme, hvor alting var så beskyttet og folk rodede rundt på dagpenge i årevis.

Efter i et par omgange at have været hjemme i Danmark for at spare flere penge op, flyttede Lars og jeg for alvor til London i 1994. Vi flyttede ind i en lejlighed på kanten af Soho, i Fitzrovia. En pige i det slæng, jeg hængte ud i, Nadia, var blevet assisterende manager på en nyåbnet bar, der hed Riki Tik.

Selv om jeg ingen rigtig joberfaring havde udover min tjans på ’The Stockpot’, skaffede Nadia mig ind på prøve. ’Riki Tik’ var blevet åbnet af en flok venner, en af dem var tidligere bartender, en anden havde været med til at starte Junior Boy’s Own Records, som stod for nogle af de mest hippe fester i byen på det tidspunkt. På kort tid var Riki Tik blevet universets centrum. Den lå i en gammel skobutik, og havde den feature, at den var i to etager med en trappe ned til en repos i midten, hvor gæsterne kunne gøre sin entre, så alle kunne se dem, når de kom ind på baren.

Jeg fik jobbet foran en anden bartender, der havde masser af erfaring, og det var en lang, uendelig fest at arbejde der. ’Riki Tik’ var stedet, man gik hen, hvis man var noget ved musikken. Paul White, som havde designet Bjørks pladecovers, lavede det indvendige design i baren.

Andy Weatherall, en kendt dj, spillede dernede hver onsdag, og der kom mange gæster, som arbejdede på tidens førende pladeselskaber, som ’Wall of Sound’, ’Skint’ og ’Warp Records’. En af ’Riki Tik’s faste regler var, at de havde en meget stram dørpolitik. Ingen i jakkesæt fik lov til at komme ind, og det betød blandt andet, at Quentin Tarantino på et tidspunkt blev afvist i døren. Det gjorde selvfølgelig, at stedet kun blev endnu mere hypet.

Ret hurtigt lærte jeg at lave drinks, og jeg steg straks i graderne. Det vigtigste som bartender er straks at kunne aflæse, hvad folks behov er, og dermed give dem den bedste oplevelse. Det kunne jeg åbenbart godt finde ud af. Og så tog jeg det med det samme til mig, at tingene selvfølgelig skal være i orden, ligegyldigt hvor travlt du har.

Hvis du får et stort selskab ind, der bestiller 12 drinks på en gang, så skal du kunne huske, hvilke 12 drinks det er, første gang de bestiller dem. Du må ikke fucke det op. Når det er sagt, så var ’Riki Tik’ ikke sådan et fisefornemt sted. Det var en partybar, og vi serverede også hele kander med cocktails, men gæsterne var blandt de mest cool i London på det tidspunkt, og vi havde enormt mange stamgæster, som kom forbi flere gange om ugen.

Det affødte, at folkene bag ’Riki Tik’ fik stor succes med et produktionsselskab, de havde stiftet sideløbende med selve baren. De afholdt fester for magasinet ’The Face’, som var det vildeste dengang, og alle mulige andre spillere i den happening del af byen og i musikmiljøet.

Jeg fik møvet mig ind i det selskab og blev barmanager for de her jobs ud af huset. Vi afholdt en masse store events, blandt andet Brit Awards, og stod for en af ’Virgin Records’ julefester med et budget på en million pund. Da Pulp lancerede deres album ’This is hardcore’, blev vi valgt til at styre baren på 28. etage på Hilton-hotellet. Farverne på coveret af deres album var noget med sort og lyserødt, så jeg fik hele holdet af bartendere til at stå med sorte skjorter og lyserøde slips på bag barerne. Det var noget, der vakte genklang.

At stå der som ung dansker og være hvirvlet ind i hele det miljø, var ret overvældende. Cocktailscenen boomede virkelig i London i de år, og vi var lysår foran det, de havde gang i på samme tid i New York.

Jeg befandt mig midt i epicenteret, og jeg havde selvfølgelig været heldig. Jeg var på det rette sted på det rette tidspunkt, men det var også meget intenst at være en del af. Når du står bag en bar hver aften og ser folk fyre den af, så vil du også selv gerne gøre det, når du så endelig har fri. Vi lukkede hver nat klokken 03, og så festede vi videre bagefter på illegale barer i Soho og i West London. Jeg levede nok lidt over evne i den periode.

Højdepunktet i den tid, jeg arbejdede på ’Riki Tik’ og på deres produktionsselskab, kom, da vi skulle være med til at afholde Keith Richards datters bryllup på hans gods Redlands. Jeg er kæmpe Rolling Stones-fan, og da de skulle lave deres soundcheck, dristede jeg mig lige til at afprøve en af guitarerne oppe på scenen.

Senere den aften endte jeg ved et bål sammen med Kate Moss og Keith Richards’ søn Marlon, hvor jeg spiste gourmethotdogs med en Laurent Perrier-champagneflaske i hånden. ’Nu kan det ikke blive meget bedre,’ tænkte jeg.

Johan Borup Jensen

Cand.jur. Ansat som eventmanager og juridisk rådgiver på Engelstofte Gods.

Fra 1996-2005 bartender og barmanager på omkring 20 forskellige barer i det centrale London, blandt andre Riki Tik, Soho House, Woody’s, The Manor og Rockwell.

Samtidig freelance event-barmanager for blandt andre Peters & Beach, The Alchemist og Urban Productions, som leverede barløsninger for eventbureauer til fester og events i mode- og musikbranchen i London.

Har derudover beskæftiget sig med ejendomshandel i både England, USA og Danmark, samt været medejer af en sandwichbar og café i Pisserenden i København.

Passioneret musikelsker med stor interesse for mad, øl, kaffe, spiritus, fodbold, streetart, cigarer, palmetræer og alle andre fine ting i livet.

Ikke længe efter lukkede ’Riki Tik’ da også. I sådan et miljø har barer som den kun en periode i vælten på omkring otte måneder til et år. Så går det ned ad bakke, næste lag i pyramiden begynder at komme på stedet, og de rigtigt cool gæster rykker videre til den næste, nye bar. Samtidig var Soho blevet et hipt område, konkurrencen blev hårdere, og masser af steder blev huslejen sat op med 120 procent. Folkene bag ’Riki Tik’ besluttede sig for at sælge, hvilket nok var klogt.

Jeg rykkede med videre til en anden bar, ’LED’, der lå lige over for The Guardians kontorer i Farringdon, men den kørte ikke lige så godt som ’Riki Tik’. Så efter et stykke tid begyndte jeg at kigge mig om efter noget andet. En veninde til en kæreste til en, jeg kendte, skaffede mig en prøvevagt på ’Soho House’, der havde slået dørene op kort forinden. Det var et helt andet sted end ’Riki Tik’, en bar kun for medlemmer og med et helt andet klientel end det på ’Riki Tik’.

Jeg tog i ’Marks & Spencer’, købte en hvid skjorte og troppede op foran gadedøren i Greek Street nummer 40 og ringede på dørklokken. Gennem hele den aften fulgte jeg i hælene på chefbartenderen, Pete, og det stod med det samme klart, at Soho House var et helt andet ballgame.

Stedet var fyldt med berømte ansigter fra den kreative klasse, og Pete snakkede med gæsterne som om de havde kendt hinanden i årevis. Det var afslappet og uprætentiøst, men samtidig også vildt eksklusivt, og jeg fik hurtigt ind under huden, at det var det helt særlige kendetegn ved Soho House.

Det personlige touch i interaktionen mellem bartenderne og gæsterne gjorde stedet til noget særligt. Viben var ekstremt underspillet, og jeg havde ikke før været på et sted, hvor du som bartender står og snakker om gårsdagens fodboldresultater med den ene celebrity efter den næste.

’Soho House’ er bygget op efter devisen ’A home away from home’, og klubben er designet til, at medlemmerne kan komme ind og spise morgenmad, holde møder hele dagen, få en frokost, og så feste om aftenen.

Samtidig har stifteren Nick Jones haft en finger med i hver enkelt lille detalje. Det er utroligt gennemført, og for at få et medlemskab skal du indstilles af to personer, der allerede er medlemmer.

Man kan med andre ord ikke bare købe sig til et medlemskab, og gæsterne vælges ikke ud efter, hvor mange penge de har. Mange fra eksempelvis film- og tv-branchen bruger ’Soho House’ som deres kontor, og det er ikke et særsyn, at unge, håbefulde skuespillere møder op i klubben til castinger ved bordene.

Det tog mig ikke mange aftener på klubben at se, at det var helt afgørende, at du som bartender lærte medlemmernes navne at kende, og at du vidste, hvad de foretrak at drikke. Jeg lærte også, at man helst ikke skulle være alt for benovet over at servere cocktails til folk, der er kendte. Når de kom på Soho House, så ville de bare gerne kunne slappe af og være sig selv, uden så meget fuzz. Omvendt, hvis du var bartender på ’Soho House’, så åbnede det alle døre i resten af byen, og du fik rigtig, rigtig gode drikkepenge, især hvis du stod i ’The Circle Bar’ fredag eller lørdag aften. Det var ekstravagant, pengene sad løst, og hvert år lejede Nick Jones en husbåd under filmfestivalen i Cannes, hvor han skabte et flydende ’Soho House’. Der kunne gæsterne betale med pund, så det var lige som at være derhjemme.

Soho House

Medlemsklub stiftet af briten Nick Jones i London i 1995. Otte år senere blev klubben udvidet til New York, hvor den første filial uden for England åbnede.

I dag findes der i alt 27 Soho House-klubber i verden, blandt andet i Berlin, Chicago, Istanbul, Hongkong, Los Angeles og Barcelona.

I USA koster et års medlemskab af Soho House 3.200 dollar. Det inkluderer adgang til samtlige medlemsklubber i de forskellige byer. 

I 2008 solgte Nick Jones 80 procent af sine aktier i firmaet til rigmanden Richard Caring.

I 2012 opkøbte den amerikanske milliardær Ron Burkle 60 procent af firmaet.

Det vurderes, at Soho House har omkring 50.000 medlemmer.

Tre nye medlemsklubber er på vej i Lissabon, Paris og Tokyo.

Alt det jeg lærte i min tid på ’Soho House’, men også på ’Riki Tik’, har jeg taget med mig videre i mit liv. Det har været formende for mig som ung mand at være en del af det her miljø i London, hvor jeg skulle lære en bestemt jargon, som var meget langt væk fra, hvad jeg kendte hjemmefra i Viborg, og at skulle kunne blende ind imellem en masse forskellige mennesker fra forskellige lag i samfundet.

Det har rustet mig til at kunne begå mig i mange andre forskellige jobs sidenhed. På de barer lærte jeg alt om teamwork, og jeg lærte meget om ledelse. På ’Riki Tik’ gik dem, der var højest oppe i hierarkiet, forrest, og hvis du ser din nærmeste manager selv gå ind og rydde bordene og ordne et stoppet toilet, så sætter det sig i dig. Det gjorde det i hvert fald for mig.

Det betød meget for mig at være del af et fællesskab, hvor cheferne ikke kunne finde på at bede resten af medarbejderne om at udføre noget, som de ikke ville kunne gøre bedre selv. Samtidig er jeg glad for, at jeg lærte et servicefag, et håndværk, helt fra bunden, mens jeg skulle tage hånd om alt fra gangstere til popstjerner og til aristokrater.

Men til sidst var jeg brændt ud. Det hele begyndte at blive for meget af det samme, alt blev gentagelser, og på et eller andet tidspunkt indser du, at så meget sker der altså heller af spændende ting efter klokken 4 om morgenen.

Det at være bartender er et young mans game, og jeg kunne godt se, hvor det førte hen, hvis man skulle skabe sig en karriere som ’voksen’ i branchen. Det næste naturlige skridt ville være enten at blive ambassadør for et sprutfirma eller at åbne sit eget sted. Men du kan ikke have en bar, der er succesfuld, uden selv at skulle stå der hver aften. Så jeg sagde stop, mens legen var god.

Da jeg kom hjem til Danmark, dalrede jeg lidt rundt og arbejdede som konsulent på et par barer. Jeg forsøgte også at jagte drømmen om at blive rockstjerne, men det kunne jeg ikke få til at ske.

Jeg lavede lidt ejendomsudvikling sammen med min kone og åbnede en sandwich-bar sammen med hende og hendes kusine. Siden uddannede jeg mig som jurist. Jeg tænkte, at jeg så ville blive ret meget sværere at løbe om hjørner med. Jeg mener, hvis du står over for en bartender, der har en jurauddannelse, så skal du altså stå tidligt op for at kunne være med.

I nogle år efter jeg blev færdig med studiet, arbejdede jeg i Skatteankestyrelsen, og nu er jeg eventmanager på Engelstofte Gods. Der trækker jeg på alle mine erfaringer fra London, og i mit daglige arbejde bruger jeg fortsat mange af de ting, jeg lærte der. At lynhurtigt kunne aflæse, hvad folk har brug for, og så levere det. Jeg får også lov til at lufte mine bartendermuskler en gang imellem, og jeg elsker stadig at lave drinks, både på arbejdet og til mine venner i hyggeligt lag.

Mit liv er selvfølgelig enormt anderledes nu, i forhold til da jeg var 23 og fyrede den af i Soho. Nu har jeg en datter og en familie. Jeg er blevet voksen og gammel, vil nogle måske sige. Den, jeg var dengang, hører en anden tid til, og jeg savner ikke at arbejde som bartender på den måde, som jeg gjorde i de år.

Jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke længere behøver at arbejde hver aften og hver nat, og at jeg på et tidspunkt, mens det stadig var sjovt, valgte at sige farvel til det miljø. Men jeg ville aldrig have været oplevelsen derovre foruden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fester, London og Sådan føles det

Få fuld adgang til Euroman fra kun 23kr./md.

Prøv nu