Jeg ville gerne have et nyt ur i forbindelse med, at jeg i slutningen af marts fyldte 40 år. Jeg har en længere ønskeliste med ure, men jeg endte på det her Cartier Tank Solarbeat i large-udgaven. Jeg kan godt lide historien om Andy Warhol, der havde en del ure, men virkelig elskede sit Cartier Tank. Han satte det aldrig, men han brugte det, fordi han var vild med designet, og det er til at forstå. Urets designsprog er eminent. Det går godt til alt fra smoking til stonewashed jeans eller joggingbukser.
Det er beundringsværdigt, at Cartier hviler så meget i selv sig som high-end luxury, at de tør innovere det, der ligger bagved, på en måde, hvor de ikke forsøger at gøre det til noget særligt. De har fx puttet solceller ind bag romertallene, så det kan køre i 16 år uden at skifte batteri, og i stedet for en rem lavet af læder har de brugt et materiale lavet af æbleskræl.
Jeg er ikke særlig optaget af bæredygtighed på den måde, men jeg er fan af, at de tager det her veletablerede design og fører det ind i det 21. århundrede uden at skilte med det. Der står ikke ’green’ eller sådan noget henover – det ligner et klassisk Tank. Det vidner om brand value.
Jeg har altid været fascineret af ure. Det startede egentlig mest med fascinationen af urmagere og deres arbejde: at de er så dygtige, at de ikke efterlader spor efter deres arbejde. Det er der ikke meget selvpromovering i, det er meget subtilt.
