Journalist, redaktør og forfatter Karl Erik Stougaard kan skrive både Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, B.T og Euroman på sit CV.

For Karl Erik Stougaard, der fylder 50 den 14. marts, favner bredt. Han respekterer de forskellige genrer på deres præmisser - så længe journalistikken gør en forskel.

Således har Karl Erik Stougaard blandt andet været Berlingskes korrespondent i Washington, digital redaktør på Politiken, chefredaktør på BT og bestrider nu posten som chefredaktør på Egmont-magasinet Euroman.

Årets VU’er 1984
Det hele startede i den lille by Glamsbjerg på Fyn, hvor Karl Erik blev født og voksede op. Allerede som 14-årig viste han sin hang til at gøre en forskel, da han etablerede en VU-afdeling, som hurtigt samlede unge venstrefolk fra det meste af Fyn.

Faktisk var Stougaard så populær blandt sine unge partifæller, at han blev kåret til Årets VUer på Fyn i 1984. Den politiske overbevisning var dog ikke noget, Karl Erik Stougaard tog med sin ind i voksenalderen, hvor han kastede sig over journalistikken med stor iver og arbejdsglæde.

I 1994 blev han færdig på Danmarks Journalisthøjskole med praktik på Jyllands-Posten, hvor Karl Erik Stougaard blandt andet dækkede krimistoffet. Siden kom han til Berlingske og blev en del af det graverhold, der afdækkede dansk erhvervslivs samarbejde med tyskerne under Anden Verdenskrig – journalistiske afsløringer, der omfattede A.P. Møller, og som angiveligt fik den hæderkronede Mærsk Koncern til at sælge sine aktier i avisen.

Siden tog Karl Erik Stougaard, som i dag hepper på Juventus, et con amore ophold som menig på avisens sportsredaktion, før han blev søndagsredaktør og efterfølgende kom fire år til Washington.

Arbejdshest
I 2013 kom han til Politikens digitale redaktion som chef, og to år senere blev Karl Erik Stougaard chefredaktør på BT.

Også her vandt han gunsten fra medarbejderne, som oplevede en chef, der trods sin ‘finere’ journalistiske fortid viste udelt respekt for den tabloide genre.

Siden maj 2017 har Stougaard stået i spidsen for Euroman, hvor han sikrer den høje journalistiske kvalitet, der er central for Egmont-magasinet og dets 222.000 dedikerede læsere.

Undervejs i karrieren har Karl Erik Stougaard været medforfatter til en række bøger om både samarbejdet med tyskerne under Anden Verdenskrig, golf, og de to krige i henholdsvis Irak og Afghanistan.

I branchen betegnes han som en arbejdshest, der stædigt går efter at afdække sandheden og med noget så sjældent i medieverdenen som fravær af nykker.

Flere peger også på Karl Erik Stougaards sjældne evne til både at grave og formidle. Som en kollega tæt på betegner det, har Stougaard matematik i sin metode og musik i sit sprog.

Den pæne metaldreng
Men bag det pæne ydre gemmer sig alligevel en form for vildskab; Karl Erik Stougaard har en begejstring for tyske Rammstein og kan metalbandets pænt hårde tekster udenad.

Passionen for popmusik er dog også stor, og tættest på Stougaards musikalske hjerte står dog svenske Kent.

I det hele taget har han en omfattende viden om pop- og rockmusik fra 1970’erne og frem til i dag, som to år i træk Karl Erik Stougaard fået sejren i den interne musikquiz på politiken.dk. Når noget har Karl Erik Stougaards interesse, så læser og husker han alt om det.

Og når hovedet skal blæses igennem sker det gerne på cykelture i Spanien sammen med Annette, som han deler liv og bopæl med på Østerbro i København, og gennem så mange koncerter, festivaler og hede musikdiskussioner som muligt med de voksne stedbørn Andreas og Helene.

LÆS OGSÅ: Det danske urfirma ’About Vintage’: ”Vi skal have en omsætning på 100 millioner indenfor de næste par år”

LÆS OGSÅ: Hvad er meningen, Sidney Lee?

LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"