NÅR JEG TÆNKER tilbage på min ungdom og tidlige voksenliv, er alkohol med overalt. Fester, forelskelser, venskaber, koncerter, vilde aftener med vennerne, ferier og dybe samtaler om døden, verden og fremtiden. Alle de billeder, der står tilbage fra den periode, er berusede.

Alt blev mere virkeligt for mig dengang, hvis jeg havde drukket. Og alt forekom mig mindre virkeligt,  mindre intenst, hvis jeg ikke var fuld. Jeg elskede at læse Charles Bukowski og Baudelaire, ’Martin og Victoria’ og ’Hærværk’, fordi de knyttede det poetiske og alkoholen sammen.

Jeg elskede at høre Jimi Hendrix og Jim Morrison og læse deres biografier, som bekræftede mig i, at livet skulle være rock’n’roll, poetisk og intellektuelt. Og det skulle være beruset.

SÅDAN VAR DET for de fleste af mine venner dengang, tror jeg. Det var ikke unormalt. Jeg er til stadighed forbløffet over attraktionen ved historier om, hvor fulde folk har været, hvor vilde ting de har gjort, og hvor meget de har glemt.

Men for mig stoppede det ikke rigtigt på noget tidspunkt af sig selv. Det var, som om jeg tog det fra ungdommen med ind i voksenlivet. Og derfra blev det, der startede som en fest, mere og mere til en hverdagsvane med ubehagelige omkostninger.  

ALLE DE JOBS, jeg havde som ung, var forbundet med at drikke. Jeg arbejdede som pedel et sted efter gymnasiet, hvor vi drak, fra vi kom, til vi gik. Senere fik jeg job på et hotel, hvor vi drak os stive og gik i byen bagefter.

Jeg arbejdede i boghandlere, hvor det flød med rødvin, og da jeg kom ind på Information, sad vi også herinde og drak hver aften. Det var ikke noget bevidst valg, men når jeg ser tilbage, kan jeg se et klart mønster: Jeg søgte de steder hen, hvor alkohol var normaliseret. Hvor det netop ikke var noget særligt, men hvor det var helt normalt, at man drak sig fuld. Og jeg var altid en af dem, der var med fra starten og sluttede sidst.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har kastet op for at kunne drikke mere, og på vej hjem købte jeg tit mere, som jeg hamrede ned alene. Det minder lidt om dem, der ikke kan holde op med at ryge, som samler på historier om den her farmor, der røg som en skorsten og alligevel blev 102 år gammel. Jeg samlede på steder, hvor ’vi’ drak, og hvor det var legitimt at drikke.