Kommende far til fødselsforbederelse: Spild af tid og fantastisk underholdning

Lad os slå det fast med det samme: Når jeg kommer til magten bliver alle arrangementer, der begynder med navnelege og ’komme hinanden ved’- øvelser lagt ind under straffeloven. Men det er netop, hvad vi – en gruppe kommende forældre – lægger ud med denne aften på et hospital i København, hvor vi skal til fødselsforberedelse.

Nævn ordet for en mand, og der kommer straks kommentarer som ’nå, skal du så lave vejrtrækningsøvelser sammen med kæresten?’.

’Ha ha, nej nej, det var før i tiden’, har jeg svaret overbærende uden helt at vide, om jeg har ret.

Denne aften er første modul af fire, der skal ruste os til at blive forældre. I dag handler det om parforholdet. Men først skal vi altså igennem navnelegene, også selvom – skal det vise sig – vi ikke skal samarbejde med nogen ud over vores partner.

Og gider jeg overhovedet lære ham derovre med rockerlooket at kende, eller parret i deres ensfarvede sweatshirts og næsten ens briller? (og fysisk ligner de desuden hinanden kriminelt meget). Og så bliver irritationen selvfølgelig ikke mindre af, at mine forudfattede opfattelser bliver skudt ned inde i klasselokalet.

For var vi en folkeskoleklasse, ville rockerfar stille op til elevrådet hver gang, og i hvert frikvarter ville han tørre tavlen af, så den var klar til næste time. Allerede fra første minut ryger hans tatoverede arm igen og igen i vejret, når underviseren – når hun ikke lige læser op fra et kompendium – stiller spørgsmål om vores forventninger til forældrerollen, og han leverer alle de pæne og korrekte svar om at skabe et nyt liv sammen og glæde sig til at lære barnet at kende.

Svar, der giver anerkendende og indfølende nik. For at udfordre hele korrektheden får jeg lyst til – men tør i sidste ende ikke – sige, at jeg glæder mig til, at øl kommer til at smage endnu bedre, for jeg kan se på mine travle venner med børn, hvor meget de nyder det, når de endelig har tid til den slags.

Men jeg lader være og det er måske meget godt, for jeg skal ikke stjæle hovedrollen fra aftenens stjerne: underviserens kompendium. Visdommen på de sider, hun holder i sine hænder er så omfattende, at hellige skrifter, coachingbøger og litterære klassikere kan smides på bålet med det samme. Der er kun gået få minutter af kurset, da vores verden for første gang bliver rystet:

’Når man får børn, kan det være svært at få nok søvn, og så kan det være svært at have overskud’.

Vi har dårligt fået vejret igen, før kæberne igen rammer det kommunale mødebord:

’Det kan give problemer i forholdet, hvis man ikke kommunikerer ordentligt’.

Sådan bliver det ved og ved og ved (og var der ikke Champions League i aften?). For dog at finde et ståsted midt i ragnarokket kigger jeg rundt om bordet og finder trøst i at flere, flest mænd, er blevet tomme i blikket. Men de skal fokusere for pokker. Næste skatteyderbetalte guldkorn handler om at give hinanden opmærksomhed. Vores åndelige leder vender kompendiet til næste side:

’Måske skal kvinden ikke give manden blomster, og måske skal han ikke give hende et fodboldblad’.

Men vent, nu sker der noget. Vi skal – jeg burde have set det komme – lege med Lego. Lego-figurerne skal illustrere, hvordan mænd og kvinder kan opfatte samme opgave forskelligt.

Opgaven lyder:

’I skal samle en and i Lego, og I må ikke kigge på, hvad de andre laver, før alle er færdige’. Efter et par minutter, og godt tilfreds med min and, kigger jeg på min kærestes Lego, som ligner en … en sko??

Senere viser det sig, at hun – der ikke har dansk som modersmål – har hørt: ’I skal samle et eller andet i Lego’. Noget undrende er hun gået i gang med opgaven, og lidt flove sidder vi nu tilbage med et dødsdømt forhold og Lego som vi aldrig får brug for, da vi ligeså godt kan bestille en bortadoption til vores lille dreng med det samme.

Der er gået halvanden time, og jeg finder ny trøst i, at også en af kvinderne nu er begyndt at lege med sin and for dog at gribe øjeblikket.

’Når man får kærlighed, har man mere at give af’, bliver der læst op.

’’Yeees,” siger den stakkels underviser tøvende, som om hun selv er begyndt at tvivle på ideen i at følge kompendiet slavisk. I stedet sætter hun en video på med en mand, der helt sikkert også har et godt kompendium til sit liv.

Vi kender ham alle sammen: ’jeg er bare så meget i balance’-typen. Som det ofte går, minder attituden dog mest om et mentalt forhæng, der skal skjule alle de almenmenneskelige usikkerheder. Nå, men han fortæller, at når man kommunikerer, skal man besøge hinandens ’ø’ for at forstå hinanden. Dvs. at man fx skal høre efter, hvad han/hun siger … og omkring dér plaskede jeg i vandet og mistede koncentrationen.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, for i pausen er der en af kvinderne, der overhovedet ikke er ovre på partnerens ø. På vej fra kaffemaskinen, gennem det kønsløse (og vel dermed moderne?) venteværelse siger hun højt og overbærende til sin ventende mand:

’Du er dårlig til at planlægge, skat!’ (har hun slet ikke forstået noget?)

Tilbage omkring mødebordet er der ikke langt igen, og det har jeg heller ikke.

’Jeg håber ikke, vi skal gruppekramme som afsked’, hvisker min kæreste, men nej. Vi skal blot svare på spørgsmålet: Hvad er det vigtigste, vi har lært i aften?

Elevrådsformandens arm er i luften, før spørgsmålet er afsluttet:

’Man skal kommunikere!’.

’Dejligt’, svarer underviseren (det var vist nok ikke noget hun læste op). Og så har vi fri.

Klædt på til at sætte næste generation i verden.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at gå i nogle af forældreskabets fælder pga. manglende søvn og stress, og hvad der ellers følger med. Det behøver jeg ikke et kursus for at lære.

Det sidder jeg og tænker på der ved mødebordet (ud over Champions League). Og så tænker jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Engang blev han til grin, da han i en nytårstale tog sin bedste landsfadermaske på og sagde ’Kan vi ikke gøre det lidt bedre?’. Men i aften mangler vi Poul. På evaluerings-arket vi skal udfylde bagefter, er der ikke mulighed for at skrive kommentarer, men jeg ville nok have skrevet noget i retning af:

'Gennemsnitsalderen for førstegangsforældre i Danmark er omkring 30 år. Mon ikke de fleste på dette tidspunkt i deres liv, børn eller ej, har opdaget, at man bliver irritabel, når man ikke sover, at man skal passe på med at kritisere osv.? Der er masser af områder i sundhedsvæsenet, hvor de ansatte har urimelige arbejdsvilkår. Der er nok at tage fat på.

Ting der er vigtigere end at etablere kurser, hvor vi bliver behandlet som de børn, vi snart får.’ Men noget kan man jo altid tage med sig. Fx glæder jeg mig nu endnu mere til at lege med Lego med vores søn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold og Psykologi