Kristian Ibler mistede sin kone til kræft: ”Folk skal lade være med at prøve at løse problemet, for mit problem kan ikke løses. Ida er død” scroll-down

Kristian Ibler mistede sin kone til kræft: ”Folk skal lade være med at prøve at løse problemet, for mit problem kan ikke løses. Ida er død”

Skuespiller Kristian Iblers kone klagede til sin læge over ondt i maven og fik at vide, at der ikke var mere at gøre. Hun døde i januar 2019 som følge af brystkræft – en sygdom hun også kæmpede med fem år tidligere. Ida efterlod Kristian med to små drenge på syv og ni år, et stort hus og en ustoppelig energi og lyst til at leve. Her fortæller han om sit liv efter Ida.

Af Louise Skovsgaard Winther
Foto: Kasper Kristoffersen
Mennesker Euroman

Min kone Ida blev terminalt syg i januar 2018. Hun levede præcist ét år derefter, selvom lægerne kun havde givet hende 3-4 måneder. Lægerne havde tilbudt hende stråling med risiko for, at hun ville blive hjerneskadet, så det sagde hun nej til.

Hun blev syg med brystkræft for første gang for syv år siden. Hun blev meldt rask dengang, men den forebyggende medicin virkede tilsyneladende ikke. Vi opdagede, at hun var syg igen, fordi hun havde ekstremt ondt i maven. Vi troede, det var stress på grund af arbejde, men en mave-tarm-kirurg fandt kræft i hele hendes mave og omkring bugspytkirtlen, hvor der lå store mængder af knuder. ”Det er sgu ikke godt det her,” sagde de. ”Vi kan ikke gøre noget.” Derefter fik hun livsforlængende medicin.

Hun var ikke bange for at dø. Men en nat, mens hun lå på hospice, sagde hun til mig, at hun pludselig var rigtig bange for, hvad der skulle ske. Vi snakkede om det og ringede også til en god bekendt, som ikke var bange for at tale om liv og død. Midt i al Idas egen tvivl, havde hun brug for at tale med en, som ikke vaklede, og han fik skubbet hende tilbage på sporet og hjalp hende af med den angst, der fyldte hende. Det gav hende en ro, og frygten forsvandt lige så stille. Da tiden kom, valgte hun selv at sige, at hun ikke ville have mere medicin. Hun gik ind i døden med et åbent sind.

En dag ville hun smage alle kager nede fra Hart Bageri, så jeg købte en af hver. Hende, der betjente mig, var møgsur, og jeg tænkte på, at hun dog bare skulle vide, hvorfor jeg var blevet sendt ned for at købe kager. Hun havde en arrogant attitude, og det var så absurd, at vi kom op at skændtes over navnene på kagerne. Ida havde galoperende sukkersyge som følge af canceren, så hun kunne slet ikke tåle at spise kage. Men lægerne sagde, at det skulle hun være ligeglad med, og så stod de klar til at styre og regulere hende. Ida smagte, og jeg åd det meste.

”Jeg er så træt. Kan du ikke hente nogle pomfritter,” sagde hun en dag, hvor hun helt uventet vågnede fra sin koma. Jeg kørte ned og hentede en stor bakke, som vi delte. Hun havde lyst til at nyde til det sidste. Det var ejendommeligt, men også så dejligt, at hun stadig var her bare lidt endnu, og at jeg skulle gøre noget så uhøjtidelig som at hente pomfritter til hende.

Efter hun havde spist pomfritterne, fortalte hun, at hun simpelthen var så træt. Jeg spurgte hende, om det ikke var rart bare at kunne sove. Så svarede hun ”Jo, jeg har det simpelthen så fedt”. Hun faldt i søvn, vågnede ikke mere, og døde fem dage efter.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her