Den vigtigste oplevelse, jeg har haft med mine sønner, er ikke en specifik oplevelse, men alle de små og store oplevelser, der tilsammen udgør den livsrejse, vi er på sammen. Et fantastisk emotionelt spænd fra at tage dem i hånden på vej til vuggestuen eller børnehaven i slut-70’erne over at dele to småkager og en juice i en spisevogn fra Bergen mod Oslo i midt-80’erne til mange, mange år senere i midt-10’erne, hvor Frej og Jacob gennem en lang aften forsøgte at drikke mig under bordet i New York. Og det endte med, at vi alle tre sad på bagsædet i en skramlet taxa: Mig i midten og med de to på hver sin side af mig snorksovende med min skulder som hovedpude. Selvom de i dag er granvoksne mænd, er de jo stadig mine sønner. Det ændrer sig aldrig.
Jeg har følt mig utilstrækkelig som mand, hvis jeg har solgt ud. Det vil sige givet køb på min integritet og værdier. Jeg tror ikke, det handler om mit køn. For sådan tror jeg også, kvinder oplever det. Men jeg har selvfølgelig mærket følelsen af utilstrækkelighed i forhold til de klassiske Skipper Skræk-dyder, de få gange, hvor jeg blev bange for at blande mig i en fysisk konflikt. Tre gange i mit liv har jeg oplevet at være det forkerte sted med de forkerte mennesker. Og alle tre gange besluttede jeg mig efterfølgende for, at nu starter jeg altså på karate. Men det gjorde jeg så alligevel ikke.
