Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Mit liv med pissoirskræk – eller paruresis, som lægerne kalder det

Foto: Getty Images

Mit liv med pissoirskræk – eller paruresis, som lægerne kalder det

16 procent af alle danske mænd oplever mentale blokader, når vandet skal lades i selskab med andre oprejste pissere. Oliver Bodh Larsen er en af dem.

Der er nogle ting her i livet – dårlige vaner, små skavanker, den slags – som man dårligt ved, hvornår indtraf. På et eller andet tidspunkt er de ligesom bare dumpet ned fra oven og sat sig fast.

Og så er der andre ting, sådan som det, jeg nu vil fortælle dig om, hvor oprindelsesøjeblikket træder anderledes klart frem i erindringen.

Året var 2012, det var forår, og sammen med et hold venner og godt og vel 15.000 andre var jeg på vej ind i Boxen i Herning for at høre rapmusik med Jay-Z og Kanye West. Vi var ikke forrest, men bestemt heller ikke bagerst, da vi blev sluset ind i hallen, og eftersom ingen står tilbage for nogen sådan en dag, var det med at få benene på nakken. Men jeg skulle også tisse helt vildt, så jeg gjorde hold på drengene, inden vi nåede for vidt, og stak mod hallens store mandepissoir. Hurtigt opstod en ledig plads, og jeg møvede mig ind og fandt min diller frem.

Men der skete ingenting. Sekunderne gik, så et halvt minut, et helt. Det begyndte at snurre lidt sjovt i mine knæ, jeg forsøgte med en ny positur, måske det ville hjælpe? Folk omkring mig gik, nye kom til, og de pissede, og så gik de igen. Flere kom til. Og de pissede og gik. Nu begyndte jeg at svede. Jeg skiftedes mellem at stirre ind i væggen og ned på min højre hånd, hvor min uvirksomme diller bare lå og dasede, som om den ingen forestilling havde om, hvorfor jeg mon havde hevet den frem. Jeg forsøgte at bevare roen, mens jeg så mine venner for mig ude i hallen, trippende og kiggende på deres armbåndsure, hvor fanden bliver han af, mand. Jeg pressede lidt ekstra, men lige lidt hjalp det. I 18 lange år havde min følgesvend mellem benene uden nævneværdige udsving udført dens mest banale pligt, nemlig at kanalisere indtaget væske ud af min krop, men nu var uskyldens tid forbi, og så lige i Herning, mand! Som en slukøret hestesælger på vej hjem fra markedet, trækkende med alle sine salgsobjekter, traskede jeg ud af pissoiret med tonstung blære.

Siden den dag har jeg haft, hvad jeg over for venner og bekendte omtaler som pissoirskræk. På lægesprog hedder det paruresis. En mental blokering af en art, der opstår, så snart vandet skal lades i selskab med andre oprejste pissere.

Det er svært at forklare, hvad det egentlig er, der sker: Det er ikke sådan, at hjertet begynder at slå hurtigt ved bare den blotte stank af urin. Der sker ligesom bare, ja, ikke noget. Og så står jeg dér og venter. Og overvejer, om jeg kan klare den mindre ydmygelse, det vil være at træde væk fra urinalet og over i køen til den aflukkede bås, som om jeg ved nærmere eftertanke er blevet bevidst om, at jeg faktisk også skal lave lort.

Det er ikke sådan, at jeg aldrig lykkes. Nogle gange går det godt nok; det kan også være, at jeg slet og ret skal tisse så ekstremt meget, at selv ikke en mental dæmning kan holde skyllet tilbage. Andre gange kræver det bare et overordentligt tålmod.

At vente lidt ekstra ved pissoiret kan – i enkelte tilfælde – også føre interessante oplevelser med sig.

Som dengang, hvor jeg stod ene mand på herretoilettet på Café Englandshus, et brunt og godt værtshus på Amager, og akkurat var ved at få gang i apparatet, da døren til toilettet pludselig gik op (hvilket som hovedregel altid vil medføre en akut opbremsning i processen – kun hvis jeg har tisset i cirka fem hele sekunder, er jeg i sikker havn). Ind ad døren trådte en af stedets stamgæster, lad os kalde ham Torsten Den Gavmilde, som jeg i de foregående uger havde bidt mærke i, virkede til at være ham, de andre faste gæster gik til, hvis de fik lyst til et euforiserende pust.

I hælene på Torsten Den Gavmilde var en snøvlende stiv gut. De to strøg lige forbi mig, der atter en gang stod med min uvirksomme ven/fjende i højre hånd, og hen til toilettets vindueskarm, et par meter bag min ryg.

”Nu får du en streg af mig, så du kan komme oven på, og så holder du dig til vand bagefter, okay!” sagde Torsten Den Gavmilde til den snøvlende stive gut.

”Tak,” mumlede han.

Torsten Den Gavmilde lagde sine almisser på karmen og begyndte at snitte dem parat og line op.

”Så!” sagde han, og jeg, som stod og stirrede ind i væggen, forestillede mig, at han trådte et halvt skridt tilbage og gestikulerede med den ene hånd, som om han netop havde serveret en flot pighvar med citronskriver oven på.

Den snøvlende stive sniffede til.

”Fy for helvede!” udbrød han, nu anderledes frisk i spyttet. ”Det’ jo fucking dårligt!”

Og så gik han ud. Og kort efter, da han også lige havde fået lidt, gik også Torsten Den Gavmilde. Og jeg kunne tisse.

Jeg kender en del, der ligesom mig må bakse med det hersens paruresis (hvilket betyder hvad, egentlig? Paralyseret tisser?), og det er ikke så underligt endda, eftersom Samvirke sammen med YouGov i 2018 fandt ud af, at 16 procent af alle danske mænd lever med lidelsen i en eller anden grad. Og nu er det altså ikke, fordi vi skal lyde som arme stakler, vi klarer os fint, men det er heller ikke ligefrem fedt, må jeg trods alt slå fast.

Hver mand har sine metoder til at håndtere skidtet. En af mine venner fortalte mig, at han, når krisen for alvor opstår, laver en hvislende, tisseagtig lyd til sig selv – simpelthen med det håb at narre den gamle hjerne til at tro, at nu, nu sker der fandeme noget. Udfordringen er dog, tilføjede han, at lave lyden så tilpas lavt, at de andre tilstedeværende og problemfrit-tissende typer ikke begynder at kigge for mærkeligt på én. En anden, jeg kender, lukker sine øjne og håber på det bedste.

Selv har jeg hovedsageligt to strategier, jeg tyer til: Jeg begynder at stave halvkomplicerede ord bag fra. For eksempel: t-e-l-b-a-t-l-a-n-i-r-U. Og håber på, at den mentale afvigelse kan få dilleren på geled. Eller også – og det er kun, når jeg er rigtigt desperat – trækker jeg mine bukser og underbukser ualmindeligt og nok også upassende langt ned for på den måde at signalere over for pissoirets andre besøgende, at det altså ikke er selve fremvisningen af min diller, der forårsager uvirksomheden, men at det altså er en l-i-d-e-l-s-e.

Nå, men næste gang, når Torsten Den Gavmilde træder ind med en vakkelvorn kammi og dårlige almisser i lommerne, vil jeg trække mine bukser helt ned om anklerne, lukke mine øjne, stikke tungen frem i munden og udgyde en hvislende lyd, mens jeg oppe i knolden staver til paruresis bagfra. Og så skal han bare se løjer.