Den 35-årige radiovært David Mandel blev far for første gang for to en halv måned siden til sin søn, Pelle. Her fortæller han Euroman om, hvordan det er, når ens liv ændrer sig for altid fra det ene øjeblik til det andet. Hvordan man skal huske at have sex med sin kæreste og drikke øl med sine venner, og hvordan man kan blive ramt af to sekunders panik.
Hvordan fik du at vide, at du skulle være far?
Øh. Hm. Øh. Hvor fanden var det nu henne… Jeg spørger hende lige. Måske bliver hun sur. Hæng lige på.
(David kalder på sin kæreste og er væk et øjeblik)
Jeg var i Sverige for at se landskamp. Camille ringede til mig dagen efter, da jeg gik bagstiv rundt i et forladt mall i en eller anden svensk by sammen med min kammerat Henrik. Hun havde taget en test, der var positiv, og jeg kan huske, at jeg blev helt grundlykkelig i maven, da hun fortalte det.
Privat foto | David Mandel og sønnen Pelle
Hvad glædede du dig til ved at blive far?
Jeg glædede mig til at lave min egen lille klon. Der kommer noget super narcissistisk ind i det. ”Fuck, hvor er jeg fed. Han bliver mega cool, for han bliver ligesom mig.” Men der er en dobbelthed i det, for der er sider ved en selv, som man er lidt nervøs for at give videre.
Jeg er for eksempel utrolig dårlig til at færdiggøre ting. Alt fra uddannelse til kørekort og til at have en rygrad helt generelt. Og så er jeg konfliktsky. Til gengæld er jeg et utroligt rart menneske, og jeg har en udmærket form for humor, synes jeg selv. Og jeg er heller ikke en idiot. Jeg er ikke specielt klog, men jeg er heller ikke helt dum. Jeg ligger et sted midt imellem, hvor jeg ikke skammer mig over, hvad jeg ved, og hvad jeg ikke ved. Pelle må godt blive klogere end mig.
Gik du i panik på noget tidspunkt, da Camille var blevet gravid, og du vidste, at nu skulle du være far?
Panikken kommer i bittesmå glimt. I et millisekund eller et minut ad gangen, hvor man lige skal trække vejret. Men jeg glædede mig så meget til at blive far, og jeg har haft en ro omkring, at jeg sgu godt kunne finde ud af det. Der er tusind mennesker, der har fået børn og opdraget dem før Camille og mig – også nogle kæmpe idioter.
Der har selvfølgelig været en masse spørgsmål i ens hoved. Bliver han rask? Eller bliver han helt deform og får otte arme? Til 12-ugersscanningen tænkte jeg, at jeg ville blive nervøs, men det gjorde jeg faktisk ikke. Måske er det egentlig lidt skræmmende, at jeg bare tager for let på tingene.
Millisekunderne af panik bundede nok i utilstrækkelighed og grundangst for alting i hele verden. Troen på, at det nok skal gå, forsvinder. Hvad nu hvis vi ikke kan? Men sådan kan jeg få det med alting. Alt fra at skulle sætte et skab op på mit arbejde til at få et barn. Lige pludselig får man sådan et jag i livet.
Hvordan oplevede du fødslen?
Indtil fødslen har man kun set scanningsbilleder, og det er jo super at se, at der er noget derinde. Men at se ham komme ud med sit lille ansigt og se, at han var et rigtigt menneske og ikke bare en lille træstub. Det øjeblik var fandeme stort, og der kneb jeg også nogle tårer. Det var sindssygt rørende.
Det første han gjorde var at pisse på børnelægen. Det, synes jeg, var super stærkt.
Var du bekymret for, at der var nogle relationer, der ville ændre sig? Altså mellem dig og dine venner, eller dig og din kæreste?
Jeg har først lagt mærke til det, efter Pelle blev født. I princippet ændrer alle ens relationer sig, fordi der kommer en ny rækkefølge for, hvad der er vigtigt. Det sværeste af det hele er at finde ud af, hvordan man skaber en form for balance i det hele. Jeg synes, det er vigtigt også at have nogle relationer, hvor ens samtaler ikke primært handler om børn. I går var jeg ude med nogle venner, hvor der blev snakket om forældreintra og maling på cupcakes, mens vi sad og drak øl. Det var helt åndssvagt.
Jeg ser min familie meget mere. De kommer på besøg hele tiden, og det er vildt hyggeligt. I starten måtte jeg dog sige til dem, at ”nu må I lige slappe en lille smule af”. De vil selvfølgelig bare se deres nye barnebarn, men ro på.
Efter Pelle er blevet født, skal jeg også overveje, hvornår jeg går ud, og hvad jeg skal dagen efter. Jeg kan ikke bare lave fire aftaler på en uge. Den går ikke længere. Det hele er ikke ligeså spontant, og det er jo det, man ofrer. Det er da ikke fedt, og jeg ville hellere have begge dele.
90 procent af tiden nyder jeg at være far, men det er også kedeligt noget af tiden, hvor man virkelig bare har lyst til at komme ud af hytten og lave noget, der ikke handler om ham. Måske handler det bare om at være lidt egoistisk engang imellem og sætte sine egne behov først. Men jeg er fuldstændig forbløffet over, hvor lang tid man kan sidde og kigge på det lillebitte menneske. Han kan jo ikke rigtig noget endnu.
Hvordan er det at være kærester bagefter, når man har fået et barn?
Det er klichéernes holdeplads det her, men nu kan jeg godt forstå den der med, ’at man skal huske at være kærester’. For det gør man altså ikke automatisk – der er så meget fokus på ham. Men vi går ud og spiser, mens han ligger og sover ved siden af.
Og så skal man huske at have sex, når man kan overskue det. At give hinanden komplimenter og hele den ballade. Det bliver en test, og det bliver ikke bare lige til. Men det er jo også spændende.
Hvad er det allerbedste ved at være blevet far?
Børnepenge. 4500 kroner hver tredje måned lige ned i foret. Haha.
Ej. Forleden var jeg ovre hos nogle venner, og så lagde min kæreste et billede af Pelle op på de sociale medier, og jeg blev helt rørt indeni. Jeg savnede ham, selvom jeg havde set ham for to timer siden. At han kan gøre det ved mig - det har jeg det vildt over.
Han kan ligge og savle en i hovedet, mens man flyver med ham, og man synes bare, at det er for vildt. Mere savl! Det er fuldstændig absurd og sindssygt. For mig var det ikke den der altoverskyggende kærlighed fra begyndelsen, som nogen fortæller om. Der var dele af den, men for mig vokser den hele tiden. For hver time jeg bruger med ham, så bliver vores forbindelse stærkere, og kærligheden vokser.
