Jeg har lige gennemført et halvmaraton med min løbeklub i godt vejr i København, da det begynder at småregne. Regnen tager til, men der er ingen tegn på torden, så jeg søger ly under et træ. Pludselig rammer det som et kæmpe kanonslag. Braget og lynet i ét. Det gør bare så ondt i hele kroppen. Jeg siger til mig selv: ”Hold kæft, du er blevet ramt af et lyn!” Jeg knytter hænderne og tænker: ”Du skal bare holde ved, indtil det er ude af kroppen.” Det føles som mindst 10 sekunder, men måske er det et eller to. Jeg tænker, at jeg bare skal holde ud. Men det kan jeg ikke. Jeg må give slip. Jeg læner mig til højre og vælter.
En ung mand, som løber hen for at hjælpe, fortæller bagefter, at det dampede kraftigt fra mit hår og min krop. Det hvide vendte ud af begge mine øjne. Han var sikker på, jeg var død. Lige der føler jeg selv, jeg er død. Jeg må være i Himmelen, tænker jeg. Er det sådan, det er at være død? Det er jo rart. Det er en mærkelig følelse at have. Jeg er ikke specielt kristen eller noget, men jeg følte bare sådan en tryghed. Alle mine bekymringer var væk. Sådan havde jeg det.
