Sådan føles det at arbejde med døden til daglig

Steffen arbejder på hospice, hvor uhelbredeligt syge kræftpatienter kommer for at tilbringe deres sidste tid.

”Man kan ikke være berøringsangst med et ord som død. Det bruger vi hele tiden. Vi taler ret direkte herinde. Tidligere arbejdede jeg på et plejehjem. Der brugte vi mere eufemismer som at skulle herfra eller gå bort.

Når vores patienter kommer ind, laver vi en slags mini-interview med dem, om hvem de er, og hvad vi kan gøre for dem. Måske er der nogle ting i deres liv, som er uafklarede. Nogle børn, som de ikke har kontakt med. Så foreslår vi dem stilfærdigt, at de måske skulle overveje at få snakket med dem. Jeg taler også med mine patienter om ret lavpraktiske ting: Har du tænkt over, hvem der skal være der, når du dør? Hvilket tøj vil du have på?

De fleste patienter vi har, er over 50, men nogle gange har vi også nogle meget unge mennesker. Så kan det svært at gå på arbejde. 

LÆS OGSÅ: 9 film om musikere der døde for unge

Folk er herinde tre uger i snit. Nogle kommer her for at få tilpasset medicinen og få lindret deres smerter bedre, så de kan udskrives. De fleste er dog så syge, at de bliver her til det sidste. Vi tænder et lys på vores klaver for at markere det, når en patient er død. Nogle dage tænder vi ikke nogen lys. Andre dage er der flere lys på klaveret. Det kommer lidt i bølger.

Nogle pårørende har svært ved at acceptere det, når der ikke længere er noget håb for deres familiemedlemmer. Det sker tit, at de prøver at made dem, selv om de ikke er i stand til at tage føde til sig længere. Når de ikke engang kan synke længere. Det kan næsten ende i tvangsfodring. Folk tager det tungt, hvis vi beder dem lade være. Det var en stor barriere for mig, da jeg begyndte på det her arbejde. I vores samfund er mad lig med kærlighed og liv. Tingenes tilstand bliver meget tydelig, hvis man fortæller, at deres elskede ikke kommer til at spise mere.
 
Andre har svært ved at forstå det, hvis deres tilstand pludselig bliver meget dårligere. Nogle siger: ”Hvad fa’en har I gjort ved vores far?” Folk, der ingen erfaring har, foreslår helt andre diagnoser som forklaring. En blodprop. En forstuvet ankel.

Når folk dør i film, siger de ”åh, jeg elsker dig,” inden de lukker øjnene. I virkeligheden ligger de mest og gisper. Det er hårdt arbejde at trække vejret, når man er ved at dø. Nogle pårørende føler trang til at ruske i den døde for ved selvsyn at konstatere: Det er sket.

LÆS OGSÅ: Den dag min far døde



Nogle gange skal man tage en dyb indånding, inden man går ind på en stue, hvor der sidder 5-7 pårørende. Det kan godt være en hvepserede af spørgsmål og utryghed, man træder ind i.

Det er mit arbejde at have overskud, hvor andre ikke har det. Men jeg bliver også nødt til at tænke på det som et job og ikke leve mig alt for meget ind i det. Jeg kan ikke lade mig trække ned, selv om det er intenst og følelsesmæssigt tungt. Samtidig må jeg sige, at jeg har en vis fascination af livets sidste fase, der er en ærlighed over den. I mit arbejde bliver man meget bevidst om, at ingen er her til evig tid. Det har vi lidt glemt at se i øjnene i vores samfund. Lige indtil vi pludselig står over for døden. Nogle pårørende er angste for at se deres familiemedlemmer i den tilstand. Fordi det er en side, de ikke kender. Nogle beder os om at give det sidste skub. At skrue op for medicinen. Men det kan vi jo ikke. 

Når folk argumenterer for aktiv dødshjælp, tænker jeg, at det er unaturligt. Jeg har vel set 10 mennesker dø, og jeg tror, at folk har brug for den sidste fase for at nå frem til det sidste erkendelses-trin. Det kan være, at man gør status over sit liv. Men det kan også være en erkendelse, der ikke er intellektuel, når kroppen glider over i døden. Jeg ser det som et kredsløb. Vi er født ind i en krop. Og vi kunne ikke ret meget, da vi kom. Det kan vi så heller ikke til sidst. Det virker mere naturligt og humant end den bratte overgang, som aktiv dødshjælp er. Jeg tror, det er nødvendigt at opretholde dødsprocessen. Personligt er jeg ikke religiøs. Og umiddelbart tror jeg ikke på noget liv efter døden. Men reelt set kan hverken du eller jeg fuldstændig udelukke det. 

Jeg er godt klar over, at ikke alle kan have det som vores patienter på hospice. Biologisk reagerer man på den sidste fase med angst. Men herinde ser jeg ikke ret megen lidelse. Stod det til mig, skulle alle have mulighed for at dø under opsyn af så kompetente læger, som vi har her. Med den rigtige medicinering, god mad og lidt stilfærdig musik. 

Jeg kan godt vågne om natten med sved på panden og have drømt, at jeg har givet en patient for meget medicin. Vi arbejder med store mængder af meget potent medicin. Der skal man holde tungen lige i munden. Hvis jeg ser forkert på et skema, kan det være fatalt for et menneske. Jeg kan aldrig tillade mig at have en dårlig dag. Jeg kan ikke byde de pårørende ikke at have overskud til at tage mig af den mest sørgelige ting i deres liv. Det er noget af det, der motiverer mig. Det giver energi, når adrenalinen sætter ind. Nogle gange fatter jeg ikke, at jeg kan gøre det.”

Steffen Alf Pedersen er 36 år og er uddannet sygeplejerske. Han har arbejdet på hospice hos Sankt Lukas Stiftelsen i halvandet år.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive en mand - når man er født som kvinde

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være prostitueret

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft brug for at være ærlig, hvis jeg skulle dø i morgen"