Jakob Støy: ”Det er en fejlopfattelse, at retail er dødt”

Efter at have været en mægtig spiller på den aarhusianske modescene i snart to årtier er Stoy nu åbnet i København. Vi har talt med manden bag, Jakob Støy, om, hvorfor han gerne vil udvide til hovedstaden. 

Jakob Støy: ”Det er en fejlopfattelse, at retail er dødt”
Offentliggjort

Jakob, det vigtigste spørgsmål først: Kommer dine medarbejdere til at snakke aarhusiansk eller københavnsk i jeres nye butik?

”De kommer til at tale en masse dansk og en masse engelsk, ha ha. Personalet bliver et godt mix af københavnere og jyder, og sammen har vi brugt lang tid på at gøre os klar til at åbne.”

Mange taler om, at retail har det svært, og at den fysiske butik er ved at dø. I går den anden vej. Hvorfor?

”Retail kan så meget. Det rører mennesker med den fysiske oplevelse, det er at være i en butik og blive betjent af et kompetent personale. Sanserne bliver skærpet. Jeg kunne se det allerede på første åbningsdag (4. august 2025, red.), hvor lokale og turister og leverandører og partnere talte sammen og skabte en energi på kryds og tværs. Det er en fejlopfattelse, at retail er dødt.”