Slår man op i ordbogen under borsalino, finder man beskrivelsen ”bredskygget, blød elegant herrehat af filt”. Den norditalienske hattefabrik Borsalino har været så dominerende på sit felt, at den er gået over i sproget og blevet fællesbetegnelse for en bestemt beklædningsgenstand.
Succesen blev grundlagt af brødrene Giuseppe og Lazzari Borsalino, der i 1857 åbnede et værksted med 10 ansatte i hjembyen Alessandria i Piemonte. Gennem de følgende generationer voksede familievirksomheden eksplosivt.
Da den ikoniske producent var på sit højdepunkt, havde den 2.500 ansatte, der fremstillede 2 millioner hatte om året.
Annonse
Med de mindre formelle 1960’ere begyndte hatten som sådan at forsvinde ud af manges garderober, ikke mindst de unges. Gradvist igennem 1980’erne og 1990’erne blev den mere sporty og praktiske kasket verdens mænds foretrukne hovedbeklædning . Borsalino var nødt til at tilpasse sig efterspørgslen, og indtil virksomheden denne uge blev erklæret konkurs, har den beskæftiget 150 arbejdere.
Med det nye årtusinde har herrehatten, ikke mindst den bredskyggede Fedora-model, der er Borsalinos mest berømte produkt, udødeliggjort af stjerner som Humphrey Bogart og Alain Delon, imidlertid oplevet en generel opblomstring.
Flamboyante mænd og yngre designere – herhjemme for eksempel Henrik Vibskov og Soulland – har taget den til sig.
Alligevel har Borsalino ikke kunnet klare sig, og det hænger ikke kun sammen med, at deres hatte rask væk koster flere tusinde kroner – og at de næppe er førstevalget til en blæsende dag på cykelstien. Borsalinos forfald skyldes måske først og fremmest dårlig ledelse.
Faktisk leverede Borsalino op gennem nullerne et stigende overskud. Men i 2015 blev Marco Marenco, der ejede aktiemajoriteten i firmaet og for øvrigt var storinvestor i en stribe virksomheder, arresteret for bankeråt og svindel efter et af de største krak i Italiens nyere historie. Staten beslaglagde tre milliarder euro fra hans forretninger, herunder halvdelen af Borsalino-selskabets aktiver.
Her trådte en italiensk-schweizisk investor til og reddede foreløbig hattefabrikken, der fortsatte sin produktion og også oplevede en vis opgang, blandt andet med lanceringen af hatte lavet på mål til den enkelte kunde i mærkets butikker rundt om i verden.
Men tidligere denne uge kom så dødsstødet fra retten i Alessandria, der vurderede, at den ikke er i stand til at betale sine kreditorer. Borsalinoen er snart ude af markedet. Men mon ikke den bliver i sproget?
Atlanta-rapper Future (tv) bar i en periode en stor, blød borsalino som en signatur.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.