En kort fortælling om korte bukser
De korte bukser har ikke altid haft det nemt, men bl.a. takket være Hemingway er det i dag legalt, også for voksne, at vise stænger i sommervarmen.
”The short-pant is a terrible fashion choice. Unless it is from Bermuda,” sagde Winston Churchill engang om de korte buksers stamfader, bermudashortsene. Ifølge den oprindelige dresscode skal de slutte 7,5 cm over knæet, og de var det første stykke tøj, der gjorde det bare nogenlunde legalt at vise lidt ben uden for fodboldbanen. Shorts har historisk set aldrig været velanbragt på andet end børn og sportsfolk. I gamle dage kunne drenge se frem til endelig at få et par lange bukser, når de blev 13-14 år og på den måde trådte ind i de voksnes rækker. Shorts blev sjældent forbundet med god stil. Det skulle da lige være de kakifarvede af slagsen fra den lille øgruppe i Atlanterhavet.
Oprindelig blev bermudashortsene båret af den engelske hær, men fra 30’erne indgik de forholdsvis lange korte bukser i de lokale mænds stramme regelsæt, hvor strømperne skulle trækkes op over skinnebenene, og regimentets slips blev båret under blazeren. Civilbefolkningen gjorde det til en slags nationaldragt, og munderingen blev verdensberømt, da den britiske hertug Edward VIII tilbragte anden verdenskrig på Bermuda. I samme periode blev Ernest Hemingway fotograferet i et par lignende shorts på Hawaii, og den afslappede forfatter var på den måde med til, at de korte bukser fremover blev set på andre end knægte og idrætsfolk.
LÆS OGSÅ Vandhund: Sommerens 16 bedste badebukser
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
