Lord Siva: ”Jeg følte bare, han var sådan en fucking rockstjerne, at han skulle være på en T-shirt, ligesom rockstjerner er det”
32-årige Lord Siva er på Euromans liste over Danmarks bedste klædte mænd. Her fortæller han om forfængelighed, festtøj og de T-shirts, han gerne selv laver.
Hvordan adskiller Lord Siva sig fra Brian Siva i forhold til at tage tøj på?
”Jeg har altid godt kunne lide, at der er noget for folk at kigge på, når jeg står på en scene. At der er noget ekstra ud over mig og musikken. Jeg synes, det er spændende at finde nye designere at samarbejde med. Lige nu har jeg fx fået Fiddy Press (lille dansk virksomhed, der laver T-shirt-tryk med rhinsten, red.) til at lave nogle megafede trøjer med rhinsten i forskellige mønstre. De har samarbejdet med en tatovør, der har tegnet deres mønstre. Jeg tror ikke, der er nogen, der rigtigt kender dem, men de har gang i noget fedt, synes jeg. Og det ser virkeligt flot ud, når lyset rammer rhinstenene. Men det er nok ikke noget tøj, jeg ville gå ned og købe mælk i.”
Det må godt være lidt mere outreret og glamourøst på scenen?
Annonse
”Ja, mere end jeg er privat.”
Har det altid været sådan?
”Nej, i starten af min karriere tror jeg bare, jeg havde det tøj på, som jeg egentlig selv syntes var fedt at have på til hverdag. Men altså: Man ændrer sig jo som menneske. Og jeg ændrer mig også som kunstner. Der er andre ting, jeg synes er fede nu, end jeg gjorde engang. Det kan være, at jeg om 10 år synes, det var mærkeligt, at jeg havde de der rhinsten på den trøje. Men so be it ...”
Hvornår føler du dig mest velklædt?
”Til daglig.”
Når du har hvad på?
Annonse
”Det, jeg har på nu (en grå striktrøje, et par afblegede camouflagebukser og et par sneakers, red.). Tøj for mig handler om, at jeg føler mig komfortabel i det.”
Og hvad er det typisk?
”Jeg er en forfængelig person. Jeg vil gerne se godt ud. Jeg træner før tours. Jeg gør noget ud af, at min krop ser godt ud. Jeg prøver på at klæde mig pænt, sådan at jeg føler mig godt tilpas i min egen krop. Jeg er også Lord Siva privat; folk ved godt, hvem jeg er. Derfor vil jeg også gerne se godt ud. For så tænker jeg lidt mindre over at blive set. Derfor gør jeg måske lidt mere ud af mig selv. Det synes jeg, alle bare skulle gøre.”
Har tøj altid betydet noget for dig?
”Ja. Altså jeg har aldrig været ligeglad. Jeg tror, jeg altid har gået op i tøj. Ikke på sådan en måde, hvor jeg var en collector. Men bare sådan mere ... Jeg ville gerne have noget pænt, decent tøj på.”
Kort fortalt
Brian Sivabalan er født i 1989 og opvokset i Aalborg. Debuterede i 2014 med ep’en ’100’. Albumdebuterede i 2017 med ’3’. Fik sit kommercielle gennembrud med singlen ’Paris’ i 2019. Udgav i 2020 ’Solhverv’. Danner par med modellen Ulrikke Toft Simonsen. Sammen har de en datter.
Kan du huske nogen, der inspirerede dig, da du var yngre?
”Michael Jackson, syntes jeg, var rigtigt, rigtigt fed, da jeg var helt ung. De der sindssyge outfits, han havde på på scenen. Som teenager syntes jeg, Chris Brown var virkeligt fed.”
Annonse
Hvad var det for noget tøj, Chris Brown havde på?
”Det var meget baggy. Meget, meget baggy. Vi går jo alle sammen igennem vores teenagefaser.”
Hvilken ting i din garderobe kan du ikke undvære?
”Det ved jeg faktisk ikke.”
Du har lige anskaffet dig et par loafers, fortalte du inden interviewet.
”Ja, altså jeg går ikke i loafers særligt tit, men jeg synes, de er fede at have på på scenen. De er gode at danse i. Eller hvis jeg skal til noget lidt mere fint. Jeg er ikke så vild med spidse sko, og loafers – i hvert fald dem fra Church’s, jeg har købt – er ikke så spidse, og de sidder flot på min fod, når jeg har sorte habitbukser på. Jeg kan godt lide, at de lige kan gøre outfittet lidt ekstra, hvis der er brug for det. Fuldføre det, hvis jeg skal til bryllup eller noget andet fint. Sådan at jeg kan køre den helt rent hjem.”
Derfor er han blandt Danmarks bedst klædte
Lord Siva formår overlegent at bevæge sig mellem flere forskellige stilarter; den ene dag er han i loafers og jakkesætbukser, og næste dag er han i et look med camouflagebukser og far-sneakers som Kanye himself ville have nikket godkendende til. Og når han så smider det hele sammen i en stor stilmæssig pærevælling med farvede tennissokker, loafers, brede japanske fløjlsshorts kombineret med en grafisk sweatshirt, ja, så virker det bare.
Hvad trækker du ellers i, hvis du skal til en fest, hvor der fx står 'casual smart' i invitationen?
”Det kunne godt være en sort cashmere-sweater, jeg har, som bare er rigtigt lækker at have på, og så et par sorte bukser. Ha ha. Så er jeg i hvert fald sikker.”
Så går du ikke helt galt i byen?
”Ja. Hvis man er lidt usikker på sig selv, og man skal afsted til et eller andet, så bare kør sort. Det er i hvert fald min plan. Den holder bare. Er det ikke også alle andres plan i hele verden?”
Det tror jeg, den er næsten altid god.
”Ja.”
Har du været til noget for nylig, hvor du ikke har ramt den? Og følt dig enten over- eller underdressed?
”Hm, nej, jeg føler altid, jeg klæder mig, som jeg gerne vil se ud. Jeg føler mig meget sikker i den person, som jeg er, så jeg kommer ikke nogen steder, hvor jeg ville føle mig underdressed. Jeg skal jo også stå ved, hvem jeg er. Derfor skal jeg ikke prøve at passe ind et sted, hvor man skal have noget på, man ikke har lyst til. Selv om jeg klæder mig, som jeg gør, tror jeg, at jeg vil kunne passe ind til enhver fest, så længe jeg har det godt med det. Det er jo ikke kun tøjet, der skal gøre magien.”
Hvilken butik kommer du oftest i?
”Jeg kommer nok mest i Norse-butikken i København. Jeg synes, de har nogle fede ting. Men jeg er typen, der gerne piller mærker af mit tøj. Jeg kan godt finde på at pille et Dickies-mærke af en buks.”
Det er også et grimt mærke.
”Men en rigtigt fed buks!”
Har du et stykke tøj, der fortæller en særlig historie?
”Jeg har en orange T-shirt, jeg fik af en kammerat, fordi jeg fortalte ham, at jeg syntes, den var virkeligt fed. Motivet er en plakat med nogle tyske frihedskæmpere, hvor de er blevet stemplet som terrorister. Og så er det sat op som en efterlysningsseddel. Samme dag, jeg fik den, skulle vi skyde videoen til 'Paris', og så havde jeg den på der. Ja, og nu har den video så en helt masse plays.”
Hvad er det bedste fund, du nogensinde har gjort dig?
”Jeg kan godt lide at trykke mine egne T-shirts, så mit bedste fund er en T-shirt, jeg selv har lavet med Yahya Hassan på. Jeg lavede den, da jeg skulle optræde til X-Factor (i foråret 2021, red.). Jeg var stadig fucking nede over, at han var død (Yahya Hassan gik bort i foråret 2020, red.). Jeg var sådan: 'Fuck, mand, vi har mistet en af de største digtere, vi har haft i Danmark.' Jeg følte bare, han var sådan en fucking rockstjerne, at han skulle være på en T-shirt, ligesom rockstjerner er det. Han var bare – i mit hoved – den sygeste.”
Hvordan har din stil udviklet sig med årene?
”Jeg føler, at jeg altid har haft den samme stil.”
Hvordan vil du så beskrive den? Ud over at det skal være rart og behageligt? Skal det helst være baggy?
”Nej, jeg kan både have det på, jeg har nu, et par afblegede, forvaskede bukser, og i morgen kan jeg have nogle pæne sorte bukser på, som ikke er så brede og nogle andre sko. Jeg er meget alsidig med mit tøj.”
Du føler dig ikke låst i en kasse?
”Overhovedet ikke. Jeg kan have de her store New Balance-sko på i dag, og en anden dag kan jeg have loafers på, pæne strømper og nogle bukser, der lige stumper lidt. Det, ville jeg også synes, var fedt. Jeg tror, at stil for mig er, hvad jeg har lyst til. Jeg er ikke låst fast i noget. Det gider jeg ikke. Jeg er venner med en masse forskellige typer mennesker. Masser af rockmusikere og folk, der laver punk, og i mit band har alle en forskellig stil. Jeg stjæler altid og hele tiden, ligesom vi alle gør. Fra alle kulturer, der er i Danmark. Og i udlandet. Jeg snupper bare, hvad jeg godt kan lide. Resten lader jeg ligge.”
Danmarks bedst klædte
Hvert år kårer vi på Euroman de bedst klædte mænd i Danmark, og årets liste er endnu et bevis på, at man kan være velklædt på mange måder.
Vi har udvalgt 10 mænd i forskellige aldre, der alle hver og en har taget klar stilling til det tøj, de møder verden i. 10 mænd, der er dygtigere end de fleste til at mikse nyt og gammelt. 10 mænd, der har fundet deres helt egen stil – om det så handler om at bære et rubinrødt velourjakkesæt eller om at vælge kun at gå i hvidt. Se alle de velklædte mænd i vores juli-nummer eller følg med her på euroman.dk.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.