Champagnen og roséen skylles ned i rige mængder, når der inviteres til modeevents i København. Fingerhaps fra noget meget alternativ catering sikrer, at der lægges bare en lillebitte bund, så promillen ikke stikker helt af i lysten til at lægge billeder af den nye kollektion på Instagram. 

De fleste modefrynser nyder, som jeg, mængden af kindkys, udveksling af branche-ros og at skåle i Provence-rosé, men når ’dørmand-Anders’ (ham der sikrer god ro og orden ved 90% af alle modearrangementerne i København) og hans folk har sendt de sidste videre fra butikseventen eller gallerireceptionen, splittes flokken i to. De unge tager på Chateau Motel, mens de ældre søger mod de brune vandhuller.

Der er altså noget befriende over at kunne starte aftenen i et nydampet jakkesæt med lommerne fulde af overskud og gode manerer og slutte af i et kælderværtshus med højt til loftet og luften tyk af røverhistorier og cigaretskodder.

For tiden er Café Malmø i Havnegade sidste stop, ikke bare på natten, men i det hele taget. Det er bodegastemning af den gamle skole med billardbord, mønttelefon og indendørs rygning. Her kan man gøre som det passer en, og det passer åbenbart mange rigtig fint.

De lave barpriser er ikke for stort et spring fra eventet forinden med fri bar, og skulle man måske ikke være blevet mæt af frimærkehapsen lavet af stedmorblomst drysset med chiafrø dampet i kondensvand fra bornholmermos, så langer Ole og Tanja cowboytoast ud over baren til alarmerende lave priser.

Modefolket har altid været glad for at komme, hvor kontrasten til vores polerede rammer er størst. Beverdinger med ølsjatter på gulvene, røg i gardinerne og Kim Larsen på jukeboksen er den perfekte modsætningsventil til designklassisk interiør, ubetalelige abstraktioner på væggene og lavmælt bagtaleri.

I min tid alene har det på skift været Byens Kro i Møntergade, Palæ Bar i Ny Adelgade, Skipper Bodega, ’Kluuden’ og Café Sommersted på Vesterbro, Funchs Vinstue på Nørre Farimagsgade Hviids Vinstue på Kongens Nytorv, 90’eren på Gammel Kongevej på Frederiksberg, Eiffel Bar på Christianshavn, Bo-Bi Bar i Klareboderne og Andy’s Bar på Gothersgade. 

Ole ejede tidligere det legendariske morgenværtshus, Andy’s. Altså det, der bl.a. var et af omdrejningspunkterne, da ’Jaguar’ og Jared Heller dræbte og parterede en taxachauffør i 2005. Ole solgte senere stedet og købte sig et Rolex-ur og Café Malmø.

Tanja er der til gengæld en del, der husker fra hendes år på morgenværtshuset Café Sommersted på Sønder Boulevard. Hun er dækket med tatoveringer, har SM-attitude, læderkasket og er iskold overfor selvcentrede fyldebøtter fra alle samfundslag.

Alle er på fornavn med Ole og Tanja, og musikken på Malmø stikker i alle mulige retninger. Undtagen når bartender Christian er på arbejde. Han vil kun høre Bikstok Røgsystem, mens man godt kan få lov at ønske 80’er og 90’er hits hos de andre.

En aften overdøvede Iben Hjejle stereoanlægget med et rejekællingepift og fik overtalt Ole til at slukke for Depeche Mode, så Iben selv, sangerinde og X-factorvært Mette Lindberg og tv-værtinde Sarah Grünewald akkompagneret af to gutter med guitar og kontrabas kunne give et par numre. Imens sad topmodellerne Louise P og Lykke May og en håndfuld flere og spillede snyd i et hjørne.

LÆS OGSÅ: Stor strikguide: 25 klassiske og eksperimenterende sweatre til efteråret

LÆS OGSÅ: Mandagens detalje: Skil dig ud i sildeben

LÆS OGSÅ: Lige til regntiden: Se det nye samarbejde mellem Wood Wood og Barbour