Da jeg var barn, ejede jeg en hvid slåbrok, som jeg bar konstant i weekenderne. Det har ganske givet ikke været noget venligt syn. Med årene skød jeg ufrivilligt ud af den hvide sag, og i min voksne tilværelse har jeg (i ren og skær afsky for det allestedsværende slasketøj: joggingtøjet) utroligt nok ikke haft en ægte weekendekvipering.
Lige indtil denne jul, hvor jeg af min kæreste fik en pyjamas fra japanske Muji i gave. Hertil vil jeg bare sige, at det ikke kan overvurderes, hvor meget den har løftet humøret.
Annonse
Den harske hals
Den er tilbage, v-halsen. Råb det bare ud over tagryggene, for den er god nok. Og her taler jeg ikke om den bredt accepterede og meget sympatiske strikvest med v-hals. Selvfølgelig ikke. Det er dens langt mere udskældte og nedvurderede slægtning med de lange ærmer, jeg her har i tankerne.
Lad mig give et eksempel: Hvis du har set ’Trainspotting’, så ved du, hvem stjernepsykopaten Begbie er, og måske har du så også set billedet af ham, hvor han er iført en striktrøje med v-hals (og bart bryst, for at det ikke skal være løgn). Det er et ufatteligt smukt og harskt look. (Jeg vil dog anbefale at tage en T-shirt på også.)
Problemet er bare, at mange tøjmærker endnu ikke ved, at den er tilbage, hvorfor kun få laver dem. Men et bud er japanske Comme des Garçons, og ellers må du en tur i genbrugsen.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
