Hvad ville du gøre, hvis der en dag lå en blankocheck til alverdens luksusprodukter i postkassen? Mange mænd ville formentlig smide penge efter det ur, de altid har drømt om.

Men hvilket ur er egentlig øverst på ønskelisten hos de danske mænd? Det har den deleøkonomiske virksomhed Chronoshare undersøgt blandt mere end 200 brugere af ur-udlejningsplatformen.

Ifølge denne undersøgelse er det stadig de evigtgyldigt populære Rolex-ure, der sender danske urentusiaster i drømmeland, selvom de til tider bliver skudt i skoene at være de nyriges foretrukne statussymbol.

”Der er bestemt andre spændende brands, der scorer højt, men Rolex er lige dét mere eftertragtet. Mere specifikt er det de forskellige Submariner-modeller, såvel nye som vintage, der ligger øverst på urentusiasternes ønskelister, og det er min personlige teori, at det skyldes en kombination af brandværdi, kvalitet og en stort set tidløs designæstetik,” fortæller Kristian Mortensen, der er medstifter af Chronoshare.

Også Audemars Piguets Royal Oak-model, der bæres af prominente velhavere af som Remee og Jesper Buch, scorer højt på danskernes ønskeliste, der i fuld form ser ud som følger:

  1. Rolex (Submariner, både vintage og nyere iterationer)
  2. Audemars Piguet (Royal Oak)
  3. Omega (Seamaster, både vintage og nyere iterationer)
  4. Patek Phillipe (Nautilus)
  5. IWC (Portuguese)
  6. Panerai (Luminor)
  7. Cartier (Tank)
  8. Jaeger LeCoultre (Master Ultra Thin)
  9. Breitling (Navitimer)
  10. Lange & Söhne (Lange 1)