Ugens modeoverblik: Justin Bieber er ny kampagnemodel for Balenciaga
Traileren til 'House of Gucci' er klar, og så debuterer Justin Bieber som ny Balenciaga-model. Vi samler op på ugen, der er gået i modeverdenen.
Foto: Balenciaga/Katy Grannan
Se første trailer til 'House of Gucci' med Lady Gaga og Adam Driver
Instruktør Ridley Scott har længe arbejdet på det biografiske drama 'House of Gucci', og nu kan han endelig afsløre den første officielle trailer til filmen, som fortæller om et af de mørkeste kapitler i modehistorien.
I slut-90’erne blev Patrizia Reggiani retsforfulgt for at have arrangeret mordet på sin eksmand, Maurizio Gucci – barnebarnet til Gucci-stifteren Guccio Gucci og enearving til Gucci-formuen. Maurizio Gucci blev skudt på trapperne foran sit kontor i Milano.
Bag de to hovedroller i ‘House of Gucci’ er musiker Lady Gaga som Patrizia Reggiani, mens Maurizio Gucci spilles af Adam Driver.