På samme måde som 60’erne var en revolution for rockmusikken, var midt i 80’erne og starten af 90’erne det for hiphoppen. Det var her, at genren gik fra undergrund og baggrund til fester til at møve sig ind på førstepladserne og overalt i populærkulturen. Det var den kreative eksplosion, der skete i de år, som har gjort hiphoppen til de seneste årtiers mest populære genre.

Midt i det stod en gruppe helt unge, hvide danske drenge, og de var helt centrale figurer i den ekstreme udvikling. De producerede og lavede musik for de største rappere som Ice Cube, Eazy-E, MC Ren, Rakim og mange flere.

Det var tung, hård gangsterrap, og på få år blev der skabt en millionindustri i Los Angeles. Den danske manager og producer Carsten Willer var flyttet dertil, og han havde fået en fast kontrakt med at levere beats til Eazy-E’s pladeselskab Ruthless Records.

”Carsten Willer er den første store entreprenør i dansk hiphop,” fortæller Sonny, bedre kendt som DJ Typhoon, der selv er en af de mest markante figurer i kulturen og blandt andet har lavet det internationalt anerkendte samarbejde ’Nobody beats the beats’.

”Willer var den første, der lavede en hiphop-plade i Danmark med ’Break the Limits’, og der har aldrig været nogen som ham siden, der har hooked danske artister op med internationale superstjerner som han kunne. Han vil altid være ’The Man’ for det.

I første afsnit af podcasten ’Willers version’ kan du høre, hvordan Carsten Willer skabte sig et internationalt navn ved at være med til at producere for den tidligere Miss Univers, Vanessa Williams, og hvordan de lavede først en EP og siden et helt album med amerikanske livstidsfanger.

Scan044.jpgCarsten Willer med sin daværende kæreste.

Det var det sidste projekt, der gjorde, at Eazy-E fik ørerne op for Carsten Willer og hans selskab Solid Production. De lavede et samarbejde, og Carsten Willer fik så mange opgaver, at han også inviterede producer-teamet Madness 4 Real til USA. Madness 4 Real bestod af Jesper, Nick og Rasmus, der senere blev til Den Gale Pose, og Lasse, som senere er med i Malk de Kojn.

Samarbejdet bliver en stor succes, og de laver mere end 35 numre for nogle af de største rapnavne. Men Madness 4 Real bliver i stigende grad utilfredse med forholdene. De synes, de laver alt arbejdet, mens Carsten Willer får alle pengene. Til sidst ender det med konfrontation.

Du kan høre hele det andet og sidste afsnit i iTunes. Du kan også finde det på Spotify eller her i linket nedenfor.

Og du kan selvfølgelig finde første afsnit de samme steder eller her.