Nyt afsnit af ’Watch Me’: Jonas Schmidt fortæller om sin ursamling scroll-down

Nyt afsnit af ’Watch Me’: Jonas Schmidt fortæller om sin ursamling

Skuespiller og komiker Jonas Schmidt er blevet inviteret til en gang urnørderi hos vært og ur-redaktør Brian Lykke i det nyeste afsnit af vores urpodcast ’Watch Me’. Rammerne er sat hos Rasmus Kjær på vinbaren Svovl, hvor også urmager Christian Lass og urentusiast Peter Christiansen sidder med til bords.

Af Marcus Højgaard
Foto: Nina Buth Olsen
Podcast Euroman

”En af de sjove ting ved urverden er, at dykke ned i hvad de forskellige ure er værd. Det kan være ret så forskelligt, hvad man er villig til at betale for de små runde, og det er en af de ting, jeg har fundet ud af, efter min urinteresse er vokset,” fortæller Jonas Schmidt.

Han er nemlig gæst i det nyeste afsnit af ’Watch Me’, hvor ur-redaktør og vært Brian Lykke har inviteret ham på Svovl Vinbar til en snak om hans ursamling sammen med urmager Christian Lass og ur-entusiast Peter Christiansen. Alt imens serverer kok Rasmus Kjær, der også selv er ur-interesseret, dejlig mad og gode dråber i glasset.

Jonas Schmidts seneste tilføjelse til sin ursamling er et Omega Swatch MoonWatch, der udspringer af et samarbejde de to giganter imellem. Uret kan udelukkende købes i Swatch-butikker, men fordi Swatch ikke har en butik i Danmark, og udbuddet har været småt, har Jonas Schmidt været nødsaget til at ty til andre midler for at anskaffe sig uret.

”Jeg skrev med en fyr på DBA, som hed Kenneth, der havde været i Las Vegas og derfor havde købt uret. I butikkerne koster uret 1800 kroner, men jeg måtte give 4000 kroner for at fingrene i det. Kenneth svarede ikke tilbage med det samme, og for at vække en interesse besluttede jeg mig for at skrive: ’Det er den rigtige Jonas Schmidt’.

Jeg håbede, at jeg kunne bruge kendisfaktoren til at komme foran i køen. Til mit store held havde han set P.I.S. (Politiets Indsatsstyrke, red.), og derfor fik jeg lov til at købe uret og til en nogenlunde pris, synes jeg selv,” fortæller Jonas Schmidt.

”Uret har nogle små detaljer, som jeg er ret vild med. Man kan fx se, at det tager seks dage at komme til månen, og fordi jeg er en ret stor science fiction-nørd, gav det mig kun endnu mere lyst til at købe det,” siger Jonas Schmidt.

Du kan lytte til det nye afsnit af ’Watch Me’ helt gratis på alle podcastplatforme. Og hvis du foretrækker levende billeder, kan du også se med på vores YouTube-kanal, hvor hele afsnittet ligger som film:

Watch Me

Brian Lykke er vært på podcasten ’Watch Me’, der kredser om ure og alt nørderiet bag. I første afsnit er gæsten komiker Thomas Warberg, og i det efterfølgende program kan du høre Nicklas Bendtner dele sine bedste ur-historier og ur-erfaringer.

Lyt til 'Watch Me' helt gratis på alle podcastplatforme eller se med på YouTube og euroman.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Watch Me og Ure