Foto: Rasmus Weng Karlsen

Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

Ved valget i 1998 fik jeg 178 personlige stemmer, hvilket var 20 mere end nr. 3 i Vejle Amt. Hvis jeg havde fået 11 stemmer færre, og han havde fået 10 flere, var det ham, der var kommet i Folketinget i stedet for. Så var jeg aldrig kommet ind i politik. Så havde jeg fået et helt andet liv og formentlig stadig været gift.

Politik er en ufattelig opslidende branche at være i, og man kan ikke slippe det. Vi går efter at få de afgørende mandater til at sikre et borgerligt flertal ved næste valg, og hvilke stemmer bliver afgørende for det? Hvilket vælger-møde bliver det afgørende?

Min far fik to hjerneblødninger. De havde opgivet ham efter den første. Da de skulle køre ham op til den afdeling, hvor han bare skulle ligge og dø, tabte portøren sidegærdet på sengen med et ordentligt brag. Så vågnede min far.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: "Da jeg vågnede igen, var jeg ude i baglokalet, hvor nogle PET-vagter gav mig førstehjælp"

Han kom hjem og begyndte at undervise igen. Han havde et år, hvor han var næsten sprutfri. Så fik han endnu en hjerneblødning, og så opgav han alt igen. Det tog ham 20 år at drikke sig selv ihjel, men det lykkedes ham til sidst.

Løb er det, jeg altid falder tilbage på. Når jeg er i min bedste form, løber jeg et maraton på under tre timer. Jeg har løbet syv maratoner, tror jeg. Da jeg blev skilt, løb jeg to gange om dagen. Det var supereffektivt. Så når jeg ikke løber så meget for tiden, er det fordi, det egentlig går meget godt.

Jeg synes generelt, at jeg har et lyst sind, men jeg har også nogle huller, jeg falder ned i, og dem ville jeg gerne være foruden. Når man kæmper så hårdt for det, man selv mener er en god sag, og så får voldsom kritik for det, man laver, kan man ikke konstant lade det hele prelle af. Indimellem mister jeg pusten, føler, kampen er for voldsom.

Det er der, man tænker, om de samlede omkostninger, ikke mindst privat, på nogen måde står mål med anstrengelserne.

I Ny Alliance havde vi den her idealistiske drøm om, at vi var det team, der kunne flytte noget, og det kunne vi også. Men vi havde ikke haft forberedelsestiden, hvor vi kunne teste hinanden af på, hvad vi egentlig ville.



Det viste sig, at vi havde for forskellige vinkler på det. Og så kom vi under et sindssygt pres. Når man stjæler 20 % af stemmerne fra andre partier, har man ingen venner. Det tærer hårdt, og det tærer at starte så højt og så bare se det gå ned ad bakke.

14 dage efter at Gitte (Seeberg, red.) var trådt ud af Ny Alliance, skulle vi have gruppemøde, og Malou (Aamund, red.) var forsinket. Vi sad og jokede med, at nu gad hun sikkert heller ikke mere. Så åbnede hun døren og sagde netop det. Det var vildt.

LÆS OGSÅ: 13 gifs der vinder enhver disussion på Facebook

Jeg har lige været i Nordkorea. Det er første gang siden 1998, hvor jeg har været uden telefon i fire dage. Vi var otte, der var af sted, og vi talte sammen hele tiden, der var jo aldrig nogen, der sad og kiggede på den åndssvage telefon. Alle var aktive med enten at lytte eller tale. Jeg sagde til mig selv, at det skulle jeg huske, når jeg kom hjem, men jeg røg jo i lige med det samme.

Liberal Alliance ramte 0,0 % i meningsmålingerne i januar 2008 og kom først op over spærregrænsen på de 2 % i marts 2010. Det er egentlig ret lang tid, hvor man bare ved, at folk må tænke, at vi er idioter.

I den periode vågnede jeg mange gange fra en drøm, hvor der havde været en måling på 1,8 %. Fornemmelsen af, at nu er det så tæt på, og så: ”Åh nej, det var bare en drøm.” Men så kom den første måling over de 2 %, og kort efter skulle vi i Det Kgl. Teater i forbindelse med dronningens 70-års fødselsdag. Søren Espersen (Dansk Folkeparti, red.) kom hen og rakte mig hånden og sagde tillykke. Der stod en masse rundt omkring os, og jeg tænkte: ”Fedt, endelig nogen, der anerkender os.” Men så tilføjede han lige: ”Det er der jo ingen af os, der tror på kommer til at ske.”

Jeg overtog mit barndomshjem i Horsens, da min far døde. Det er et helt almindeligt parcelhus fra 60’erne med vinkelstue. Jeg bor på den vej, hvor der stadig bor folk, der har set mig gå med ble. Jeg er stærkt knyttet til det hus, på godt og ondt. Det er min base, og i den grad derfra min verden går.

Det største tab ved at blive skilt er den fælles historie, der forsvinder. Det, at man ikke skal se sine børnebørn sammen, er for langt ude og en sindssyg pris at betale.

Min storesøster Mette var med og bare 10 år­, da det skete. Jeg var ikke født endnu. De havde været ovre og plukke æbler på den anden side af vejen og skulle krydse vejen igen. Mette løb forrest og vores søster Karen bagefter. Men Karen nåede ikke over, hun blev kørt ned og døde. I et eller andet omfang blev det starten på min fars store nedtur.

Min vægt svinger med 15 kg. 1. januar 2014 vejede jeg 90 kg. Tre måneder senere var jeg nede på 75. Der levede jeg af smoothie til morgenmad, smoothie til frokost og salat og kød til aftensmad. Det generede mig ikke det mindste.

Jeg har stadigvæk dårlig samvittighed over for mine børn. Jeg har jo ikke været med dem til fodbold.

LÆS OGSÅ: Lars Løkke: "Det var ikke en mulighed bare at lægge sig ned"

Min far var radikal og røg ud af Folketinget ved valget i 1973. Kort efter blev han skilt, og så kollapsede hans liv. Uanset hvor træt jeg kan blive af politik, ved jeg godt, at den dag, jeg ikke længere er i det, kommer jeg til at savne det. Det var det, der skete for min far.

Mit liv har haft visse paralleller til hans liv. Jeg sidder endda i det samme hus, han sad i, da det gik galt for ham. Jeg kan godt blive bange for, at jeg også har den bløde side, som min far havde, og som betød, at han ikke havde nogen modstandskraft. At der sker et eller andet, så jeg mister kontrollen og kollapser.

Jeg ville gerne begrænse indsatsen. Have modet til at prioritere mine børn og min kæreste lidt mere og sige nej til det næste møde. Men jeg skal hele tiden lige rundt om det næste hjørne.

Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand. Øjnene, farven på huden, læberne. Et næsten udefinerbart udtryk, jeg kan fornemme med det samme.

Jeg stillede engang op i ’Jeopardy’. Om formiddagen havde jeg læst et speciale, hvor pointen var, at politikere aldrig skal stille op i videnskonkurrencer, for de kan kun skuffe.

Samme eftermiddag blev jeg så ringet op og spurgt, om jeg ville deltage i ’Jeopardy’. På trods af at jeg lige havde læst, at jeg burde sige nej, sagde jeg ja. Første spørgsmål var: ”Verdens største pattedyr med en lang snabel.” Jeg hamrede bare til knappen. Da det
blev min tur, kunne jeg ikke huske, hvad jeg skulle svare på, jeg kunne kun huske noget med en lang snabel, så jeg sagde: ”Hvad er en myresluger?”

Værten kiggede underligt på mig og sagde: ”Nej, det er ikke rigtigt.” Sådan fortsatte det stort set hele udsendelsen igennem. Siden da har jeg sagt nej til al den slags.

Efter mine forældre blev skilt, blev min mor gift med en præst på Samsø. Han ændrede karakter det sekund, de trådte ud af rådhuset. Han var psykopat, drevet af jalousi. Hvis man havde gjort noget dumt, snakkede han ikke til én i en måned.

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg skulle i gymnasiet, for der var ikke noget gymnasium på Samsø. Da jeg kom til Viborg, begyndte jeg at løbe. Det var under de løbeture, jeg fik bearbejdet ham, tror jeg. Min lillebror og jeg var med til hans begravelse, men det var kun, fordi vi ville være sikre på, at der blev hældt jord nok på.

LÆS OGSÅ:  Thorning Schmidt: "Jeg tror, der er mange misforståelser om mig. Blandt andet at jeg er kommet let til det. Men jeg har kæmpet for, hvad jeg har"

LÆS OGSÅ: Rikke Møller Pedersen: "Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse"

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at redde sin far

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt