Knud Brix
Foto: Ivan Riordan Boll/Polfoto

Knud Brix om dagene efter udgivelsen af sin digtsamling

Christiansborg-digter Knud Brix om de hektiske døgn i mediemøllen: ”Det skal fandeme ikke hedde sig, at jeg ikke tør stille op”

Politisk journalist Knud Brix har skrevet en digtsamling om Christiansborg bag facaden. Diskussionen om fiktion og fakta bragte ham pludselig i mediedanmarks centrum. Her fortæller han om stribevis af skarpe spørgsmål, kritiske overskrifter og beskeder fra internettets underliv.

Tirsdag 
Den amerikanske diplomat spidder mig med et høgeblik. Du hører ikke efter, siger hans mørke øjne. Han er ellers både bad-ass-bramfri, morsom og i gang med en voldsomt interessant ’off the record’ briefing af en lille gruppe danske journalister.

Mine tanker har fortrukket sig til ’Natfolden’, digtsamlingen om den mørke flod under Christiansborg, som jeg i morgen detonerer på min arbejdsplads gennem mere end 10 år.

Bogen har været en hemmelighed indtil mandag, hvor vi slap en lille pressemeddelelse om udgivelsen løs.

Siden er jeg blevet kimet ned, og flere politikere og spinfolk har jagtet manuskriptet.

Men nyhedens interesse skulle helst ikke dampe af inden pressemødet på Borgen, så jeg holder tæt. Prøver at slippe nervøsiteten, det går ikke så godt. Bliver jeg udstødt af stammen? 

Har allerede givet interview til Politiken, trukket splitten, tiden er ikke til fortrydelse eller sidste øjebliks panik. Jeg suger en slurk sort, amerikansk kaffe og haler tankerne ind til rundbordet igen.

Onsdag
Telefonen er på lydløs, men brummer fra kl 6. Og det er ikke mit vækkeur. Tjekker Politikens e-avis; velkommen på forsiden. Det er underligt foruroligende og forløsende på samme tid. Forfængelighedens tirrende stemme presser sig på; hvorfor har du hængerøv i habitten på forsidebilledet? Har du virkelig så høje tindinger?

Luner havregrød til ungerne, falder i staver.

Jeg cykler ind på Borgen for at mødes med en journalist fra Information. Han viser sig hurtigt at være en skarpretter. Hudfletter mig. Hvor meget er fiktion? Du har jo været mange af disse steder. Hvordan kan du så stadig hævde, at det er fiktion?

En forsmag på de spørgsmål, som vil komme igen og igen, tænker jeg.
Møder Line Bilenberg foran Borgens den store trappe. Får et kindkys. Hun kan vel bedst beskrives som en krydsning mellem Greta Garbo og Robert De Niros figur i ’Wag the Dog’.

En af de skarpeste pressestrateger. Line laver oftest ting for dokumentarfilmbranchen, men forlaget Kronstork og jeg er blevet enige om at hyre hende til ind til lanceringen af Natfolden. Kronstork er et lille, ambitiøst forlag med en række af de mest interessante unge poeter i deres stald.

Men de er ikke vant til den her slags opmærksomhed. Og for mig er det simpelthen for underligt selv at skulle arrangere interview med mine kolleger.
Vi skridter over til Provianthuset. Lokalet er fuldt - nogle få venner, en del politikere og en masse journalister. Min hustru Maia ankommer, får min puls til at falde.

Lars Løkke Rasmussen har med kort varsel valgt at holde pressemøde nøjagtig samtidig. Jeg får en melding om, at der kun er mødt ganske få journalister op i Spejlsalen. Han skal tale om ’regeringens reform af de forberedende tilbud til unge’.

Jeg begynder at læse op, hakker lidt i det, finder rytmen. Efter oplæsningen interviewer journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen mig. Han varedeklarerer straks, at vi er venner. Hvorfor jeg vil få ekstra hård kam til mit sparsomme hår, har han ladet mig forstå på forhånd. Rune har været med i bogens modningsproces, han har sylespidse sprogøjne.

Så er der spørgsmål fra salen. Per Mathiessen fra Ekstra Bladet slår klart hårdest. Det var ham, som drev GGGI- og bilagssagen frem. Ham, der stod bag historierne om ’Messershit’, som EBs rubrikmagere har døbt sagen.

Nu vil han have mig til at læse en bestemt passage op fra side 63.

/Formanden er fuld igen/ den ene af hans to springere skider/på tæppet foran hjørnekontoret/den kigger op på mig med skyldigt blik/

Spredt latter fra salen. Kulturordførerene Mogens Jensen (S) og Rasmus Nordquist fra Alternativet stiller spørgsmål. Efter seancen bliver min hustru Maia kontaktet af flere journalister, som først siger tillykke og dernæst udfritter hende om Natfolden.

Maia er fra Rio de Janeiro og har læst brasiliansk litteratur. Hun kender debatten om fiktion og autofiktion bedre end de fleste, hun udtaler sig ikke.
Jeg giver interview til en række medier, spørgsmålet om fiktion kontra virkelighed titter frem i elleve varianter.

Jeg kører med Line Bilenberg mod DR Byen. Er voldsomt brødflov, men orker ikke at spise i DR’s kantine, har brug for lidt ro. Det er sindssygt vigtigt for mig, at jeg ikke kommer til at fremstå som et offer, der står med rene hænder og kritiserer den rådne politiske kultur. Jeg har selv en rem af huden.

Er først i P1 Eftermiddag, så over til P4. Værten har læst litteraturvidenskab, fortæller hun mig, da vi er færdige.

Jeg hopper ind i Lines mørke Mercedes, hvor jeg får en opringning fra Statsministeriet. En embedsmand vil gerne overbære en note fra statsministeren. Vi kører mod Borgen.

Er forvirret og lidt paranoid. Kan det være en stævning eller et fogedforbud? Nej, selvfølgelig ikke. Det viser sig at være et digt, som statsministeren har forfattet. Og en lykønskning.

Embedsmanden beder mig læse digtet op, mens hans filmer. Løkkes tekst er god, koncis og spids.

Aner man en meget subtil hentydning til, at bogen nok bliver mit endeligt som Christiansborg-reporter?

Jeg svarer statsministeren via Twitter. ’Tusind tak, du har jo tydeligvis også en digter gemt i dig.’

Line og jeg går fra Borgen mod Go’ aften Danmark.

En lille gråhåret kvinde er mødt op foran studiet på Hovedbanegården, hun er autografjæger. Den var ny.

Jeg hugger parmaskinke i mig i studiets baglokale, hvor jeg støder ind i Rasmus Botoft fra Rytteriet.

Vi mødes jævnligt nøgne, men kender ikke rigtig hinanden. Vi kommer på samme badeanstalt, hvor vi er på nik. Han viser sig at være venligheden selv. Han skal berette om teaterforestillingen Røde Orm på Moesgaard.

Jeg går i studiet hos Michèle Bellaiche, sveden pibler frem gennem den tykke make-up, som sminkedamen har lagt på mig. Bellaiche har åbenbart også har læst litteraturvidenskab.

Skrår over Højbro Plads til Toga Vinstue, hvor vi skal holde reception for bogen. Toga er indbegrebet af det politiske kandestøberi. Kroværten, Peter Frederiksen, kender folk i alle politiske farver. Jeg slæber et par kasser hof ind til det tørstende folk, der er mødt virkelig mange op.

Digteren og Kronstork-medstifter Peter-Clement Woetmann læser op af sin digtsamling ’Bag Bakkerne, Kysten’, som er en elegi om flygtningekrisen. Det lyder skrøbeligt, messende. Tror ikke de hårde Borgen-journalister er vant til den slags.

Jeg får mikrofonen i hånden, begynder at læse op. Folk hujer efter hvert digt. Ikke hverdagskost til de digtoplæsninger, jeg tidligere har gæstet.

De råber ’ekstra nummer’ og ’læs den med lorten’, to verdner mødes.
Bagefter signerer jeg bøger, ryger for mange Marlboro og bæller hof. Der er alt for mange mennesker til det lille lokale. Jeg når ikke rigtig at snakke med nogen.

Sprutten trækker, men jeg laver snigeren efter midnat.

Torsdag
Vågner igen kl. 6, otte ubesvarede opkald. Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen har ifølge en overskrift i B.T. sagt: ’Han burde makulere sit pressekort’.

Kysser fruen og de søvndrukne ulveunger, cykler ind mod Radio 24/7, mens regnen pletrenser Amager.

Jeg møder Carl Holst i studiet. Han kender bagsiden af politik, mørket og ensomheden. Vi taler lidt. Han siger tillykke med bogen. Værten beder mig læse op. Den med lorten igen. Jeg elsker 24/7’s uforudsigelighed i æteren. Men nu hvor jeg selv står her, har jeg paraderne oppe.

Smutter ind på vores redaktion i kælderen. Kollegerne klapper mig på skulderen. Det må være lidt underligt for dem. Flere er blevet ringet op af andre journalister, som har forhørt sig, hvordan de ser på historien. Er der mon splid på redaktionen? Jeg forstår fiskeriet. ’Kolleger angriber tv-reporter: du blander fakta og fiktion’ ville være en fin historie.

Smutter ind til konkurrenterne i kælderen hos DR. Bjarne Steensbeck og Jens Ringberg er begge yderst erfarne herrer. Jeg forventer hårde spørgsmål, ingen kredit. Det ville skuffe mig.

De spørger til Panorama-manden. Om jeg ikke var til stede i Tivoli? Om jeg kender andre formænd end Løkke, der har to springere og et hjørnekontor? De er gode. Jeg vil jo ikke benægte, at mange af situationerne ligner ting, jeg har oplevet.

Men det gør det ikke til fakta. Fiktionen har heldigvis vide grænser, men er jo ikke en beskyttende kappe mod kritik. Jeg når ikke at røre min kaffe, mit hoved dunker, en snert af tømmermænd.

Da vi er færdige tjekker jeg Facebook for første gang længe. Det vælter ind med beskeder fra internettets underliv. En på profilbilledet nydelig herre lover mig ”en på lampen”, mens en ældre kvinde mener, at jeg ”besat af Satan selv”.

Tilbage til 24/7 og Cordua & Steno. Skal være med fire gange på kanalen indtil videre. Jeg siger ja til alle henvendelser, hvis de ellers passer ind i kalenderen. Det skal fandeme ikke hedde sig, at jeg ikke tør stille op.

En mail fra Euromans nye chefredaktør Karl Erik Stougaard tikker ind. De sidste par år har jeg skrevet en månedlig klumme til magasinet ved siden af mit arbejde som politisk reporter. Han skriver, at han er ved at rydde op i de faste formater og ’tiden er kommet til at prøve noget nyt’. Så de har ikke længere brug for mine klummer om politik.

Har kun hørt godt om Karl Erik, men tænker straks, at han fyrer mig på grund af virakken omkring bogen. Er jeg blevet lorten på tæppet? Finder heldigvis hurtigt ud af, at de to ting ikke hænger sammen - beslutningen om nye formater blev truffet en uge før nyheden om Natfolden kom ud.

Kommer til at savne at skrive for Euroman, men forstår godt beslutningen. Klummen skal afleveres tre måneder før tryk på grund af den lange produktionstid. Tre måneder kan være en evighed i politik.

Jeg bliver ringet op af Politiken. Bogen får åbenbart 1 stjerne hos litteraturens grand old man, professor emeritus Bredsdorff, i morgen. Avisen tilbyder mig en replik.

Men jeg skal sgu ikke nyde noget af at svare en anmelder. Kan kun komme til at fremstå som et fornærmet curling-barn. Så hellere tage den med rank ryg, selv om affejningen af tekstens univers irriterer mig. Luner mig ved flammen fra de positive anmeldelser i JP, Berlingske og Bukdahls halvvarme i Weekendavisen – men med en for mig vigtig hilsen til den store konfrontationsdigter, Jess Ørnsbo.

Tager et smut forbi Borgen, min bærbare har gemt sig under stormen, den putter sig i en skuffe. Jeg hilser på en mindre perlerække af parlamentarikere i Vandrehallen, det fleste siger tillykke og næsten alle kommer med drillende kommentarer til ’poeten’. Hvis andre end Venstres politiske ordfører er oprigtigt indignerede, så skjuler de det godt.

En kilde fortæller mig, at statsministeren har fortsat sin lyriske løbebane. Under et møde i Europaudvalget har han åbenbart læst embedsmændenes notat fra et EU-møde op som et digt.

Jeg småklukker, mens jeg går mod Politikens Boghal. Her signerer jeg bøger hos bogbranchens vidende blæksprutte, Christina Thiemer. Har aldrig tidligere tænkt over min underskrifts karakter, men den virker pludselig sjusket på det mælkehvide papir. Christina Thiemer rynker på næsen over min blækdryppende Bic-kuglepen og forærer mig en stram, sort tuschpen.

I Skindergade møder jeg Jørgen Leth. Jeg kender ham ikke personligt, men min ven, digteren, filmmanden og cykel- aficionadoen Daniel Dencik, må have fortalt ham om projektet. Jeg lover Leth, at komme forbi en bestemt adresse med en bog. Han fortæller, at han skal læse op i Det Kongelige Teater med sit ensemble ’Vi sidder bare her’ samme aften. Den tidligere så udskammede digter på den helt imposante nationalscene, jeg kan li’ det.

Fredag
Bededagen ligger som en dyne over medierne. Jeg giver et enkelt telefoninterview, mens jeg forsøger at styre min søsters sejlbåd ind mellem kajakker og kanalrundfarter i havneindløbet.

Vi stikker til Flakfortet, den lille tidslomme i Øresund.

Mine drenge spiser Nutella med ske. På fasters båd må man alt. Jeg læser de sidste sider i Houllebecqs ’Kortet og Landskabet’. Han lader sig selv myrde på bestialsk vis, og jeg kan pludselig ikke forstå, hvorfor jeg er kommet så sent i gang med ham. Men beslutter mig overvældet af patos for at læse forfatterskabet baglæns mod færdselsretningen.

Nyder isolationen, men ved jo godt, at Flakfortet kun er et midlertidigt helle, inden det går løs med Presselogen, Sveriges Radio og nye spørgsmål og kritik.
Jeg går ud for at udforske de lange betongange under kanonstillingerne med mine drenge.

Den yngste bakker ud, vil ikke med ind alligevel.

Jeg tager ham i hånden og forsøger at få ham med ind i den dunkle gang via et hjemmemuteret citat fra Jonathan Løvehjerte.

”Du behøver ikke gå med. Far er også bange for mørke. Men indimellem må man gøre det alligevel.”

LÆS OGSÅ: Tidligere praktikant afslører ’sexistisk og syg’ arbejdskultur på Christiansborg i ny bog 

LÆS OGSÅ: Bertel Haarder: "Hvordan skulle jeg kunne forhandle mere end 100 forlig, hvis jeg var manisk og utilregnelig?"

LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg