Belgien er kilet ind i kontinentet mellem Holland, Tyskland, Luxembourg og Frankrig. Identiteten er splittet i tre; de fransktalende vallonere og de nederlandsktalende flamlændere – og regionen omkring Bruxelles. Spørger man en belgier, er der kun få ting, der reelt forener de tre hovedgrupper: Kongehuset, fodbold og EU. Og så cykling. Eddy Merckx. Lucien Van Impe. Wout Van Aert. Remco Evenepoel. Benhårde slidere, der er bygget af ren og skær kærlighed til cykel­sporten og rundet af tarveligt vejr.

For dårligt vejr er opfundet i Belgien. Og det hører med til fortællingen om landet, at hvis du overlever en forårsklassiker, en vinter eller endda en hel opvækst her, er du ganske enkelt skabt af noget andet, noget større.

Når det regner i Belgien, river og rusker det, og du får ikke et sekunds hvile på cyklen. Hverken den italienske æstetik eller den franske je ne sais quoi findes her, øjet er ofte på overarbejde for at finde noget billedskønt at hvile ved, og så meget desto mere indgyder det respekt, at belgierne i det store og hele trækker vejret for cykling.