Efter jeg fik min datter for fire år siden, har jeg insisteret på, at det ikke skulle gå ud over mit sociale liv. Børn er fantastiske og forfærdelige på samme tid; de udvider dit hjerte og totalskader din frihed. At dyrke venskaber er pludselig blevet en disciplin, der kræver planlægning og snilde. Derfor har jeg udviklet en særlig evne: At kunne spise aftensmad to gange.
Jeg spiser hjemme med familien klokken 18. Jeg står som altid i køkkenet, og de skal ikke lide afsavn, så den står gerne på helstegt kylling, cacio e pepe eller burritos. Og altid en grøn salat til, som er den, jeg holder mig til. Jeg spiser, men langsomt og ikke så meget, at jeg bliver mæt. For så snart børnene sover, stikker jeg afsted til anden omgang.
