Vi skruer tiden helt tilbage til starten af 80’erne. Sommeren begyndte i det sekund, min bror og jeg cyklede hjem fra sidste skoledag i Auning på Djursland, hvor jeg er vokset op. Da vi kom hjem, pakkede vi bilen og kørte på familiehøjskole på en højskole i Hou ved Odder, der i dag hedder Egmont Højskolen. Der var vi mange år i streg, så den første ferieuge brugte vi med de samme familier år efter år. Nogle af dem så vi også privat, mens andre var tilbagevendende bekendtskaber på højskolen hver sommer.
Den uge var altid magisk. Vi hang ud med vores venner i skønne omgivelser med alle de muligheder for aktiviteter, som en højskole har. Det, jeg bedst husker, er, at vi brugte meget tid på at sejle i optimistjoller, som min far underviste os i. Ellers lavede vi ret klassiske ting: Vi spillede fodbold og rundbold og byggede ting i træ i værkstedet.
Der blev ikke hvilet på laurbærrene. Efter ugen på højskole kørte vi hjem og pakkede bilen om. Jeg tror ikke engang, vi sov hjemme en nat, før vi kørte til Frederikshavn for at tage færgen til Oslo. Herfra tog vi op til Hardangervidda – et fjeld i det nordlige Norge – for at bruge den næste uge på at vandre der. Min bror, mig og vores forældre havde nogle dejlige somre der. På vandreturene brugte min bror og jeg tiden på at finde på lange historier og skrive sange, der kunne vare i timevis. Om aftenen sov vi blandt køer og får, der gik rundt om vores telte.
Efter ugen på fjeldet kørte vi hjem, men igen skulle vi pakke hurtigt om for at sætte kursen mod Kalø Vig, hvor vi havde en båd liggende. De næste fire uger sejlede vi rundt i den svenske skærgård og gik i havn i en dag eller to ad gangen. Vi sluttede sejlturen med en lille uge på Anholt, før vi vendte snuden hjemad. Og så var ferien slut, uden at vi havde været hjemme overhovedet.
Ligesom på vandreturene havde vi, når vi sejlede, utroligt mange stille timer for os selv, hvor min bror og mig lå forrest på båden og fandt på røverhistorier og rim. I det hele taget har de her somre efter samme opskrift været med til at give min bror og jeg et utroligt tæt forhold, som vi stadig har i dag.
Der var jo ingenting at lave, når vi sejlede i 10 timer i træk. Resten af min familie har den gave, at de er benhårde på havet. Det er jeg ikke. Jeg er ikke særligt søstærk, så når jeg kiggede ud på det bølgede Kattegat og vidste, at der var mange timer til den næste havn, forbandede jeg den båd langt væk.
