Men lagde man an til den mindste samtale, indbød man til mere end bare “kom så Danmark,” skinnede det igennem: Denne her landskamp skulle spilles på fundament af nervøsitet. Hvad skulle det blive til, hvad skulle vi stille op?
På papiret kunne det gå to veje: Enten vandt Belgien en sikker men respektfuld 0-2-sejr, der cementerede deres plads øverst på verdensranglisten. Et forventeligt slag i danskernes stolthed, der så ville skrive sig ind i en fortælling af Eriksens kollaps, holdets genrejsning og “hertil og ikke længere.” Det var jo trods alt Belgien, vi mødte. Spået til at gå hele vejen.
Eller også. Man turde næsten ikke sige det højt. Eller også ville det danske landshold, drengene, truppen, kollegaerne ... eller også ville Christian Eriksens landsholdskammerater tage den. På et rush af gejst. På en bølge af genrejsning. På en stormflod af Europas og hele verdens opbakning.
Du så den med dine venner. Du så den med dine børn. Du så den på en alt for lille skærm på et alt for dyrt streamingabonnement i baglokalet på dit arbejde. Du kunne måske dele kampen med dem, du helst ville. Du sad måske alene og savnede en at se den med.
Vi havde dem. Hurtigt på 1-0, euforien lurede, men for helvede, en fodboldkamp er lang. Skulle det så blive 88 minutter på defensiven? Ingenlunde. Danmark sad på alt i første halvleg, gav alt hvad de kunne give, og det var fandme godt givet ud.
Vi havde dem. Vi havde dem så meget. Mirakuløst. Vi havde dem fandme. Men på et tidspunkt vender det, fysikken siger stop, overtaget giver slip.
Det er heller ikke nemt, når Belgien fra bænken kan sætte De Bruyne, Witzel og Hazard ind. En bænk så frygtindgydende, at man næsten kun kan grine af det. Hvor er det bare vanvittigt.
Og så vendte det. Klask, klask, hold nu ferie hvor spiller Belgien bare flot fodbold. Du så det selv, det behøver ikke flere ord. Der er et grund til, at det er verdens bedste landshold. Det er umuligt. De er frygtindgydende suveræne.
Men i lange perioder, ikke kun momenter, var vi bedst. Overlegne. Dominerende. Det kan ingen tage fra os. Vi pressede belgierne så hårdt, at de var rundtossede, og i masser af minutter, ikke bare momenter, var vi de rette vindere af denne kamp.
Vi angreb helt til slutfløjtet. Og sikke en kamp. Intet blev foræret væk, ingen lagde sig ned uden at kæmpe.
Og så står man her, med en heroisk indsats at have overværet, med de kolde cifre på papiret at forholde sig til.
Nederlag.
Men ikke uden kamp.
Og med os i ånden, fra sygesengen, klappet frem af fans, Eriksen, motoren i vores spil, sjælen i nationalsangen, 10 minutter inde, hele verden var der, Christian, og det bliver nok næppe smukkere nogensinde i Parken igen:
Glæden ved livet, landsholdet og lysten til at levere til det, vi alle står sammen om: Fællesskabet i toppen af Europa.
Hvor vi retteligt hører til.
Det er ikke ovre endnu.
