Jonas Vingegaard gik fra fiskeauktioner til podiet i Paris. Til sommer vil Suset fra Glyngøre vinde det hele scroll-down

Jonas Vingegaard gik fra fiskeauktioner til podiet i Paris. Til sommer vil Suset fra Glyngøre vinde det hele

Det hele begyndte i en cykelsimulator på havnen i Thisted, hvor Jonas Vingegaard for første gang oplevede at være god til noget. Men da gennembruddet endelig kom, blev han sin egen værste fjende. Nu skal den 25-årige, danske cykelrytter se, om sidste års andenplads i Tour de France kan veksles til den fuldkomne triumf.

Af Anders Ryehauge
Foto: Bram Berkien
Sport Euroman

Det lille skilt i vejsiden viser to kilometer til toppen, da Jonas Vingegaard pludselig rejser sig i cyklen. Iklædt den hvide ungdomstrøje hugger han i pedalerne. Mens forhjulet sluger asfalten under den franske sol, rasler konkurrenterne af bagved og bliver en efter en plantet i den golde kalkstensørken på det mytologiske bjerg.

”Nu angriber han, Vingegaard!” råber Dennis Ritter fra kommentatorboksen: “Jonas Vingegaard, han åbner simpelthen ballet!”

I stolen ved siden af hopper og springer Rolf Sørensen med barnlig begejstring: “Sådan der, Vingegaard, sådan der, Vingegaard!”

”Det er Jonas Vingegaard, der svinger pisken nu,” fortsætter Dennis Ritter.

Udsigten ud over Mont Ventoux virker uendelig. Længere oppe på bjerget svæver en stor, oppustelig gul førertrøje. Bag Jonas Vingegaard må den ecuadorianske klatrer Richard Carapaz give slip, så det nu kun er netop manden i gult, Tadej Pogačar, der fortsat hænger i med kløerne. Det får kun Rolf Sørensen til at råbe endnu mere ivrigt:

”Kom nu, fortsæt Vingegaard, kom nu!”

Med observationsposten på toppen af bjerget i syne drejer Jonas Vingegaard hovedet og kigger et øjeblik på Tadej Pogačar. Den unge slovenske sensation er forsvarende Tour de France-vinder og har også dette år virket uden sidestykke i det prestigefyldte etapeløbs første 10 etaper.

”Se det blik, det er altså dræberblik, han har i øjnene lige nu. Pogačar ligner en, der er en lille smule presset for første gang,” konstaterer Rolf Sørensen.

Jonas Vingegaard har set det samme. Siddende i sadlen strammer han skruen endnu en gang. 

”Han bliver sat nu! Jonas Vingegaard sætter Tadej Pogačar! Hvad er det, der sker, mine damer og herrer!” udbryder Dennis Ritter.

”Det er altså Jonas Vingegaard, der sætter Pogačar,” konstaterer Chris Anker Sørensen på sin vanlige, afdæmpede facon, der ikke tager noget fra den underliggende storhed i udsagnet. 

”Jeg er målløs,” siger Dennis Ritter så, mens kameraet bevæger sig fra Jonas Vingegaard i ensom majestæt mod toppen og videre til den ellers uovervindelige Tadej Pogačar, der lidende må se sig efterladt på Det skaldede bjerg: “Det er første gang, vi ser den her mand sådan for alvor presset.”

Et halvt år senere trækker Jonas Vingegaard racercyklen ud ad indkørslen i hjemmet i Glyngøre. Det er en kold decemberdag, der ligger tunge snedriver rundt omkring, og grå og hvide skyer farer over himlen. Han triller ud på vejen iført sin gule og sorte træningsdragt fra det hollandske cykelhold Jumbo-Visma, hvor han siden 2019 har været på kontrakt, og kører forbi byens ældrecenter, der har hjemme i en stor, rød murstensbygning, som engang var en fiskefabrik, forbi linedance-klubben Skive Country Liners og den lokale skole. Kort efter åbenbarer Limfjorden sig, og det samme gør Sallingsundbroen, der forbinder halvøen Salling med Mors, hvor det ryger fra store skorstene.

Lidt efter passerer Jonas Vingegaard tre stenskulpturer, der forestiller træer, to store indianertippier af træpæle og en lille badebro, snart efter industrikvarteret i byens udkant med fragtfirmaer og elektronikproducenter, og så er han ude i det åbne landskab, hvor det river og rusker i det høje krat, pukkelryggede træer forsøger at stå imod vinden, og vindmøller spæner afsted på markerne. 

Selvom Glyngøre i det nordvestlige Jylland med Jonas Vingegaards egne ord ”måske ikke er det bedste sted for en bjergrytter,” holder han meget af at træne i disse omgivelser. Den 175 centimeter høje og knap 60 kilo lette rytter er i forvejen så meget i udlandet i løbet af et år, at det i øvrigt ikke gør den store forskel, som han selv ser det. Da han tidligere på året kørte over målstregen i Paris efter sit første Tour de France i slutningen af juli, havde han således kun tilbragt omkring 40 dage i Danmark i årets første syv måneder. 

Ved hjemkomsten i Glyngøre blev Jonas Vingegaard dengang fejret af flere hundrede borgere for sin podieplacering i verdens største etapeløb, og dagen efter var der skruet yderligere op til den officielle hyldest foran Det Gamle Rådhus i Skive, hvor det nærmede sig en form for folkefest. Han blev også nomineret til Årets Sportsnavn i Danmark. Men som sportsmand kan man ikke hvile for længe på laurbærrene. Her, i starten af december, er Vingegaard ved at bygge sin form op på ny frem mod næste sæson. 

”Det er også en vigtig periode for skadesforebyggelse, for når først sæsonen er i gang, handler det mest af alt om at slukke ildebrande. Det er nu, man har mulighed for at bygge kroppen op, så man ikke får de samme problemer igen. Og samtidig er det her, man kan slappe lidt af mentalt,” siger han på sin stilfærdige, nordvestjyske facon. 

Få dage forinden er Jonas Vingegaard hjemvendt fra en tur til Den Bosch i Holland, hvor Jumbo-Vismas træningscenter ligger. Her har han været igennem både det obligatoriske lægetjek og trænet i vindtunnel i forsøget på at forbedre sin enkeltstartspræstation. Holdet fandt nogle små forbedringer, og det er bedre end ingenting. For allerede nu går det hele ud på én ting, nemlig forberedelsen til Tour de France. 

”Vi skal være så gode som muligt til det her ene løb. Derfor gør vi alt, hvad vi overhovedet kan for at forberede os.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Tour de France