Duften af gulvlak, kantinefriture og harpiks er lugten af min ungdom. Jeg er født i Jylland, og det var i mit tilfælde lig med at vokse op i den lokale håndboldhal. Træning hver tirsdag og torsdag, nogle sæsoner også om fredagen, og så kamp hver søndag. Jeg har besøgt samtlige sportshaller i Østjylland, og hvis der var søndagsstævne i Odder Hallen, hvor vi havde hjemmebane, var jeg der fra tidlig morgen til sen aften.
Jeg var en habil bagspiller og blev et par gange udtaget til udvalgt hold i Kreds 5. Men jeg var langtfra god nok til at drive det vidt. Til det er jeg for gennemsnitlig: Jeg lod mig forpurre af ungdomskærester, fredagsbarer og nogenlunde flittig skolegang. Præcis som 99 procent af alle andre talentfulde unge mennesker, der hver dag gik og går til håndbold og fodbold og tennis og badminton, og som tror, at de er på den direkte vej mod landsholdet. Det var jeg ikke, og det var faktisk heller ikke min ambition. Vigtigst af alt: Det tog intet af min glæde ved at spille håndbold.
Håndbolden gav mig noget andet og mere værdifuldt end en plads i ligaerne. Den gav mig et tilhørsforhold til et fysisk sted, hvor jeg følte mig hjemme, og et fællesskab med en sammentømret gruppe kammerater. At være sammen om at træne, rejse, overnatte, vente og vinde og tabe fordrer en samhørighed, der er svær at beskrive med ord, men som de fleste, der har prøvet det, kan genkende.
Som ungt menneske er det vigtigt at høre til. Og som voksen har jeg båret med mig, at ingen er hævet over fællesskabet. Sammen er vi stærkere.
Jeg har en svaghed for håndbold, fordi der aldrig er gået milliardsummer i transferhandlerne i sporten. Jeg holder af den fysiske no-nonsense-hårdhed, der næsten har flere fællesnævnere med brydning end med lignende boldspil. Og så er der bare noget fedt over en sportsgren, hvor der bliver scoret mange mål. Banalt, men sandt.
Jeg nød at se kulturelitære stemmer slå knuder på egne tungebånd, da deres intellektuelle gudfar Jørgen Leth efter herrelandsholdets VM-sejr i Egypten sidste vinter kastede sin kærlighed på sporten. ’Jeg tog fejl,’ sagde han til Information og tog afstand fra egne udtalelser, hvor han tidligere havde kaldt håndbold for både grimt og kedeligt. Leth mente, at han ville være i stand til at skrive et digt om Mikkel Hansen eller Mathias Gidsel. Og han nåede tilmed at kalde landstræner Nikolaj Jacobsens trænergerning for ’genial’.
Lige netop Nikolaj Jacobsen er for mig det perfekte billede på, hvorfor håndbold er tiltalende: I sin aktive karriere var han en af sin generations mest underholdende spillere. Han appellerede til publikum med legesygt og uhyre effektivt fløjspil. Og så var han en helt almindelig og omgængelig fyr, der lige så vel kunne komme fra samme klub som jeg og have spillet på holdet et par årgange over mig selv. Han er billedet på et fællesskab, der spirede i hans barndomsklub på Fyn, tilsat et talent, der ikke kunne holdes nede, som førte ham til den hårdeste liga i verden og selvfølgelig til landsholdet.
Håndbold er symbolet på det Foreningsdanmark, mange af os er formet af i dag, og som i mine øjne bliver endnu vigtigere fremover. I en fragmenteret verden, hvor relationer oftere end før indgås og vedligeholdes digitalt, er det fysiske møde uvurderligt.
Det skal langt hen ad vejen drives af frivillige, der skal sikre bredden i idrætten og gribe alle dem, der blot har det mindste mod på at prøve kræfter med kaste-gribe-øvelserne fra femårsalderen. Og så skal aspirationen mod eliten ske ved fokus på talent, som vi skal sikre at dyrke for fortsat at have nogle af de bedste landshold på både herre- og kvindesiden i verden.
Lige nu er Nikolaj Jacobsen verdens bedste træner for verdens bedste landshold. Vi har tegnet et portræt af fynboen, som alle gerne vil være på hold med. Det dufter af harpiks, håndboldhal og bølgepomfritter, og mon ikke det kommer til at gå vores vej, når landsholdet til januar spiller EM.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
