Hva' så nu?
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann Patrick Nielsen så mildest talt medtaget ud efter nederlaget til britiske John Ryder.

Hva' så nu?

Patrick Nielsen over en øl efter karriereknusende nederlag: ”Nu er jeg bare en nobody igen”

På et hotelværelse i London fortæller Patrick Nielsen åbenhjertigt om den skillevej, han står ved, efter karrieren i værste fald blev knockoutet og i bedste fald led et voldsomt tilbageslag med nederlaget til John Ryder lørdag aften i The SSE Arena, Wembley.

”Vil I ha’ en øl?”

Vi har passeret midnat, og Patrick Nielsen fisker en metalspand med Heineken frem fra skabet. Han knapper gæstfrit øllene op med en kniv. Det er med lidt besvær, for hænderne gør ondt. Vi er på bokserens hotelværelse på Hotel Hilton Wembley i London. Klokken er omkring 00.30 lokal tid, og det er kun tre timer siden, han led det forsmædelige nederlag til briten John Ryder i The SSE Arena, der ligger blot en spytklat fra hotellet.

Sporene fra de læsterlige klø ser man tydeligt. Under det ene øje bruser en voldsom bule uhæmmet frem. Den har den der helt blå-lilla farve, som typisk indikerer, at den er helt gal – eller i hvert fald meget, meget øm.

”Det er bare luft,” siger han og trykker på den.

Han lyder forkølet, når han taler. Endnu et tegn på, at han fik nogle på hovedet i kampen, der skulle have vist, at han hører til blandt eliten, men, som han også ganske udmærket er klar over, endte som et totalt flop.

”Det er bare tilbage til 0 igen. Nu er jeg bare en nobody igen, så alt det, jeg har kæmpet for, er væk,” siger den slagne dansker.

Patrick Nielsen var da også hurtigt ude af arenaen igen efter den dybt skuffende præstation, som kulminerede med en brutal knockout i femte omgang. Måske forståeligt nok oven på en nedtur af den kaliber, men ikke så godt for vores forhåbninger om et interview efterfølgende. Vores plan om en snak i omklædningsrummet, som vi havde fået stillet i udsigt, blev i hvert fald umuliggjort. I kulissen blev der i stedet arbejdet på at sætte et interview i stand på Hilton-hotellet, hvor vi begge boede.

Som tiden gik, fik vi dog fornemmelsen af, at bokseren oven på et af karrierens absolutte lavpunkter måske ikke var i det mest snakkesalige hjørne – og formentlig heller ikke havde den store lyst til at forholde sig til spørgsmål og skriblende journalister. Det var ligesom dér, det bar henad, følte vi. Og bedst som vi havde forenet os med tanken, render vi tilfældigvis ind i ham ved elevatoren på hotellet, der er kilet ind mellem Wembley Stadium og The SSE Arena, Wembley med plads til over 12.000 tilskuere.

Patrick Nielsen står med sit hold af venner, der er fulgt med ham til den engelske hovedstad. Følget tæller omkring 10. Han er klar på et interview, og vi går ind i elevatoren.

”Skal vi gå med?” spørger en af vennerne.

”Nej, det er fint. Jeg skal lige lave et interview, så kommer jeg,” svarer Patrick Nielsen, hvis store solbriller på ingen måde formår at skjule det markante blå øje.

Vi tager elevatoren til 5. sal, mens slænget bliver stående på 9. etage, hvor Hilton-hotellet har sin ’sky bar’. Den 26-årige bokser beklager rodet, da vi kommer ind på hans hotelværelse. Room service har været forbi nogle gange. Det fortæller tallerknerne med madrester på.

Patrick Nielsen sætter sig til rette i en stol med sin PSG-trøje på. Han har taget solbrillerne af. Paraderne er nede, hvilket han også erkender og ærgrer sig over, at de var i kampen. Spørgsmålet om fremtiden og karrieren presser sig på.

”Det er fifty-fifty lige nu. Jeg siger ikke, at jeg stopper, men jeg siger heller ikke, at jeg ikke stopper. Nu må vi se. Lige nu har jeg nogle andre prioriteter. Jeg har en søn, jeg rigtig gerne vil hjem til, og det har virkelig også været hårdt for mig at være væk fra ham. Jeg har set ham hver dag på FaceTime. Det er ikke nogen undskyldning for, hvad der skete i kampen, men jeg kan mærke nu – efter det lort jeg har lavet nu her – at jeg vil prioritere min søn og min familie lidt højere end boksning,” siger Patrick Nielsen.

”Det kræver meget at være bokser. Det kræver egoisme, og jeg har været meget egoistisk de sidste 16 år. Det bliver svært at afskrive boksning lige nu, men jeg har en søn, der betyder hele verden for mig, og nu vil jeg bare gerne være der lidt mere for ham i stedet for at være den her egoist, jeg altid har været.”

Patrick Nielsen knapper øl op på sit "rodede" hotelværelse. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Patrick Nielsen er med afstand hurtigst til at tømme sin øl og får vist også snuppet en slurk fra fotografens Heineken i kampens hede. Der er nogle sorger, der skal druknes, som han siger, men sønnen Oscar, der kom til verden i januar, trækker i Albertslund-bokseren.

”Jeg har allermest lyst til bare at tage det første fly hjem og ligge i ske med ham. Den der far-følelse er totalt mærkelig, når man er vant til at være egoist.”

Patrick Nielsens kamp lørdag aften i London var optakt til VM-opgøret mellem briterne George Groves og Jamie Cox i den stort anlagte ’World Boxing Super Series’-turnering. En turnering, som Patrick Nielsen gerne havde set sig selv i, og som han drog til det engelske som officiel reserve i.

”Men jeg beviste lige i dag, at det havde jeg sgu ikke fortjent,” lyder den klare dom få timer efter den opsigtsvækkende knockout, der var så brutal, at den blev modtaget med en blanding af gisp og jubel fra det britiske hjemmepublikum.

I 5. omgang blev Patrick Nielsen, der havde været til tælling tidligere i kampen, først ramt, så tandbeskytteren fløj. Groggy blev han stående og var i et eller andet omfang reduceret til en vaklende boksebold, da John Ryder satte de afgørende stød ind. Som en sneengel ramte danskeren kanvassen:

”Da den rammer, kan jeg intet huske. KLASK! Men da jeg blev hjulpet op, var jeg tilbage igen, og så kunne jeg huske det hele. Jeg sagde tak for kampen til ham – ’go’ kamp’. Jeg gik ud i omklædningen og sad og græd lidt. Og så var det det. Jeg har skuffet så mange mennesker, som jeg overhovedet kunne gøre. Det er det hårde ved boksning. Man skuffer fans, familie og venner, men det gode er, at alle rygklappere forsvinder, og så står de ægte (støtter, red.) tilbage.”

”Det er det sjove ved boksning. Man kan sagtens tabe en kamp i fodbold, men så kan du vinde den næste, og du kan stadig være et godt hold, men boksning er bare et helt andet game. Taber du, så er du en nobody igen, og jeg kan kun skyde skylden på mig selv. Jeg kan ikke sige ’fuck, han og han spillede dårligt, og det var derfor, vi tabte’. Det er det, der er så hårdt ved boksning. Vi dræber os selv hver dag.”

Vi er på hotelværelset belagt med det blødeste tæppe og med en seng, der rigtignok er ’king size’, i en halv times tid. Snakken bliver kun kortvarigt afbrudt af en ven, der banker på og kigger ind. De aftaler at mødes bagefter.

Under interviewet kredser vi hele tiden om den uvisse fremtid. Det sker helt naturligt, for det store spørgsmål er, om handskerne snart bare skal samle støv.

”Det bliver rigtig svært at lægge boksning på hylden. Jeg har bokset, siden jeg var 10 år gammel,” siger Patrick Nielsen og tager en dyb indånding, inden han fortsætter:

”Det var sådan her, da jeg var lille: Min far elskede, når det gik godt til træning, og min mor hadede, når det gik dårligt i skolen, så jeg kunne ligesom vælge en af tingene at være god til og så bare have den ene forælder i ryggen. Jeg havde altid min far i ryggen, for han var så stolt af mig.”

Én ting er dog sikkert. Karrieren skal ikke fortsætte for hver en pris.

”Jeg gider ikke at være en lavt betalt bokser, der render rundt og taber til alle mulige. Jeg har ondt i hænderne hver dag, jeg har hovedpine, og jeg æder Ipren (smertestillende, red.) og hovedpinepiller. Så vil jeg hellere stoppe, mens jeg stadig fungerer som et menneske. Så dum er jeg heldigvis ikke endnu,” siger han med et lille, smørret grin.

Vi runder snakken af. Efter et barskt nederlag har Patrick Nielsen alligevel haft overskud til at invitere os indenfor – både rent fysisk på sit hotelværelse, men også i sine tanker om karrieren, familien, boksningen og afsavnet til sønnen. Den 26-årige bokser og far fra Albertslund stiller velvilligt op til et par billeder. Det hårde gadedrengsudtryk, som man er vant til at se ham med i og omkring bokseringen, toner helt automatisk frem i hans ansigt, som kameraet begynder at knipse.

Patrick Nielsen inviterede Euroman indenfor efter karrierens største nedtur. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

LÆS OGSÅ: Det lærte vi om fodbold i weekenden

LÆS OGSÅ: Juventus inviterer Netflix indenfor: Ny dokumentarserie om den italienske storklub på vej

LÆS OGSÅ: Hvad er meningen med de små træningsveste fodboldspillere har på?

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Boksning