Søren Lerby
Foto: Scanpix Søren Lerby (t.v.) og Frank Arnesen (t.h.).

Søren Lerby: "Min mor havde dårligt syn, så jeg spillede altid uden benskinner og med nedrullede strømper, så hun kunne genkende mig i fjernsynet"

60-årige Søren Lerby om at finde en ny tilværelse efter fodboldkarrieren, åbne sår, Guinness Rekordbog og om at give den én på frakken.

Søren Lerby er fodboldagent med virksomheden Essel Sports Management. I sin aktive spillerkarriere spillede han for Fremad Amager, Ajax Amsterdam, Bayern München, Monaco og PSV Eindhoven og var samtidig en del af det succesrige 80’er landshold.

Han står nævnt i Guinness Rekordbog, efter han i 1985 lykkedes med en utrolig mission: På samme dag nåede han at spille kamp for både landsholdet i Dublin i Irland og for Bayern München i Bochum i Tyskland. 133 minutter i alt på to forskellige baner. Privat bor han i Holland med hustruen Arlette van der Meulen. Sammen har de en søn og datter. Endvidere har Lerby en søn fra sit første ægteskab.

Hvornår vidste du, at du havde et talent som fodboldspiller?

”Jeg var aldrig noget kæmpetalent og skulle arbejde for det, men som 15-årig kom jeg allerede op på førsteholdet i Taastrup i Danmarksserien, hvor vi mødte Brøndby med Finn Laudrup på holdet. Han var stadig rigtig god og lagde boldene, som det passede ham. Men det var først, da Ajax henvendte sig to år senere, at det gik op for mig, at jeg kunne komme til at leve af fodbold. Jeg var i lære som bogtrykker på Østerbro og måtte tage ind til mester og bede om fri for at prøve lykken i Amsterdam. ’Du er en flink dreng, men nogen god bogtrykker var du alligevel aldrig blevet’, var hans reaktion. Det havde han ret i.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Da jeg manglede et halvt år af min fodboldkarriere (PSV i 1990, red.), sagde Ole Ritter til mig: ’Når du stopper, skal du hurtigst muligt glemme helt, at du var fodboldspiller. Kom i gang med et nyt liv og tilbage til virkeligheden.’ Der gik et stykke tid, før jeg kom til at forstå, hvad han mente. Jeg skulle pludselig ind i en anden rytme. Fra at være sportsmand til ikke at være sportsmand mere. Det råd tog jeg virkelig til mig og begyndte med det samme i erhvervslivet, hvor jeg eksporterede slagteriaffald som tarme og komaver til Østeuropa for en ven. Jeg havde en kæmpe ambition om at vise omverdenen, at jeg også kunne finde ud af noget andet end fodbold og var faktisk lykkelig for at stille støvlerne på hylden i en alder af 32 år, fordi jeg havde så mange smerter i mit gigtramte knæ og nærmest kun spillede fodbold på ét ben den sidste sæson.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Som 17-årig rejste jeg fra Fremad Amager til Ajax i Holland med Frank Arnesen, men efter to et halvt år ville klubben give Frank flere penge end mig. De mente, at han var en bedre spiller. Det fandt jeg uretfærdigt og fik mig til at sige til klubben: ’Så stopper jeg bare. Jeg gider ikke spille fodbold, hvis det skal være sådan’. Jeg tog kort hjem til mine forældre, og min far blandede sig ellers aldrig, men det gjorde han denne gang. ’Hvorfor giver du det ikke lige en sidste chance med et år mere? Du har altid elsket at spille fodbold.’ Først brokkede jeg mig til ham, men han havde jo ret. Derfor besluttede jeg mig for at smadre igennem og leve professionelt som spiller. Jeg gik pludselig i seng klokken 22.00 hver dag, spiste masser af kylling og droppede sukkeret. Det skabte en ’change’, gav mig lysten til fodbold tilbage og en ny forbedret kontrakt.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Vær dig selv, gå til den, og ingen er for store til ikke at kunne ligge ned. Det sidste var hans motto. Når jeg kom hjem fra skole i Valby og fortalte, at jeg havde været i slåskamp med en større dreng, spurgte han straks, om jeg havde slået igen. Hvis jeg svarede nej, råbte han: ’Kan du så se at komme tilbage og give ham én på frakken.’ Den gamle var havnearbejder i Københavns Frihavn, og sådan ville man aldrig sige til sine børn i dag. Men jeg kunne bruge den indstilling som fodboldspiller. Hav respekt, men vær ikke for imponeret. Min far spillede selv fodbold for B1903, og jeg kan huske, at jeg sad som tilskuer, da han fik rødt kort engang mod BK Frem. Han gik først ud på sidelinjen, men dommeren ville have ham helt ud af anlægget. ’Der er ikke nogen, der smider mig ud herfra’, svarede min far igen. Han måtte nærmest bæres ud. Det var hans anlæg.”

Hvad er din største succesoplevelse?

”Jeg er mest stolt over den karriere, jeg har haft efter fodbolden. Ens fodboldkarriere sker bare helt naturligt, hvis du har et talent, mens du i det normale liv virkelig skal arbejde for det. Samtidig var jeg også kommet i en alder, hvor alle mine jævnaldrende både havde en uddannelse og flere års arbejdserfaring. Det krævede, at jeg viste en ydmyghed og skulle lære alt fra bunden igen.”

Din største skuffelse?

”At jeg blev skilt. Der er mange ægteskaber, der går i stykker, men det er aldrig sjovt, når der er børn involveret. Det går ud over dem. Sportsligt var min korte trænerkarriere på seks måneder i Bayern München en fiasko. Vi røg ud til B1903 i europæisk fodbold, men det var en god erfaring. Jeg fik set den side af fodbolden og fandt ud, at jeg aldrig skulle være træner igen.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”I en Europa Cup-kamp i Tyrkiet for Bayern kom en modstander flyvende med knopperne først og ramte mig på siden af skinnebenet. Såret lå helt åbent, så jeg måtte holde fast med hånden, indtil lægen kom ind og klipsede det sammen med en maskine. Det var en absurd situation, for samtidig måtte jeg slå folk væk fra modstanderholdet, der ville have mig ud af banen. Hver gang jeg ser arret, tænker jeg på den bizarre situation. Et par benskinner havde ikke afværget skaden. Jeg spillede altid uden benskinner, fordi de først og fremmest ikke var behagelige at have på, og derudover havde min mor dårligt syn. For at hun skulle genkende mig i fjernsynet, spillede jeg med nedrullede strømper uden benskinner.”

Hvad er nøglen til at holde sig ung?

”At du omgås med unge mennesker. Jeg arbejder hver dag med unge fodboldspillere som Viktor Fischer og Pierre-Emile Højbjerg. Deres drive og positive sind smitter af. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig behageligt at blive ældre. Du får mere ro og ved, hvor du vil hen i livet.”

Hvornår er det o.k. at lyve?

”Som spilleragent bliver du ofte sat i situationer, hvor du skal beskytte din spiller. Der kan være informationer i en kontraktforhandling, der ikke må komme ud, for ellers går handlen i vasken. Hvis en journalist spørger ind til det punkt, er det i orden ikke at fortælle ham hele sandheden. Sådan er gamet. Det samme gælder dine børn. Hvis du beskytter dem bedst med en lille løgn, så gør det.”

Hvad bør mænd vide om kvinder?

”Hvis de beder dig om noget, så gør det med det samme, for du ender med at gøre det alligevel. Sig: ’Jeg er på vej’, når de spørger, om du vil gå ud med skraldespanden. Hvis du udskyder, skaber du flere timers ballade og dårlig stemning.”

LÆS MERE: Fodboldtræner Mark Strudal udlover dusør på 8.000 kroner, hvis du finder hans stjålne Mac

LÆS MERE: Blod, sved og knockouts: Datoen er sat for MMA-kæmperen Mark O. Madsens næste kamp

LÆS MERE: Kom med Manchester City i omklædningsrummet i den netop offentliggjorte dokumentarserie 'All or Nothing'

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Interview og Landsholdet