Lars Løkke Rasmussen: "Heldigvis havde jeg en PET-fyr med, som selv er et bjerg af en cykelrytter. Jeg har aldrig kørt så hurtigt i mit liv"

Jeg har efterhånden haft mange ture, selvom jeg er motionscyklist – eller lad os kalde det hyggecyklist. Men den fedeste oplevelse, jeg har haft på en racercykel, var i forbindelse med, at Giro d’Italia skulle starte i Danmark, nærmere bestemt Herning, i 2012.

Som led i den store optakt blev der afholdt et velgørenhedsløb, hvor man skulle cykle den første etape af 2011-udgaven af Giroen. Det var en 19 kilometer lang holdtidskørsel, der startede lidt uden for Torino, hvor mange firmaer skulle køre mod hinanden. Tom Lund, daværende formand for Danmarks Cykel Union, inviterede mig med, og jeg blev forsikret om, at man ikke skulle køre stærkt, men at det mest af alt var for hyggens skyld.

Det eneste, vi skulle have med i flyveren, var vores pedaler og sko, og da vi kom frem, fik vi udleveret de fedeste Pinarello-cykler med elektronisk gear, som jeg aldrig havde prøvet at køre med på det tidspunkt. Jeg kom på hold med en italiener, der var tidligere verdensmester i femkamp, og selvom jeg godt kunne se, hvor det bar hen ad, blev jeg stadigvæk forsikret om, at vi bare skulle ud at trille lidt. Til at starte med gik det da også utrolig langsomt, og jeg tænkte, at det skulle jeg da nok klare. Men da vi endelig slap byen, satte resten af feltet strøm til pedalerne.

Da vi var på vej op ad en bakke, prøvede jeg at tage en slurk vand, fordi jeg allerede her var ved at dehydrere, men jeg kunne med det samme høre Tom Lund råbe: ”Man drikker ikke op ad bakke! Man drikker ikke op ad bakke!” Jeg tabte to meter på det flaskeroderi, og jeg nåede aldrig rigtig op igen. Jeg havde heldigvis en PET-fyr med, der hedder Peter, som selv er et bjerg af en cykelrytter.

Han lagde sig op foran mig som en anden luksushjælperytter og sagde: ”Nu cykler vi, Lars.” Og så cyklede vi som sindssyge. Jeg har aldrig kørt så hurtigt i mit liv før. I min følgebil sad min daværende personlige rådgiver Mikael Børsting på forsædet med hånden ude af vinduet, mens han bankede den ind på siden af bilen og råbte: ”Allez! Allez! Allez!”

Da vi kom i mål, havde vi kørt med omkring 40 km/t i snit. Men det var en fed cykeltur, for jeg har aldrig været så langt ude over kanten før, og det var vildt at opleve, hvor meget man kan gå ud over sin egen grænse. Et par dage efter begav de professionelle sig ud på selvsamme rute, og det fik jeg lov til at følge fra Bjarne Riis’ bil.