Sponsoreret af Roskilde Kommune
Hvis der er en by, der kan magte den opgave, det er at beværte en Tour-etape, er det Roskilde. For Roskilde rimer på frivillighed, og de lokale foreninger og frivillige er jo som bekendt rygraden i Roskilde Festival. Nu skal byen beværte verdens største cykelløb, og at være en del af det glæder Lene Thormann og Manon Kejser, to af de kernefrivillige, der har været med til at gøre etapestarten til en realitet.
”Man kniber sig da lidt i armen, for det er stort, at Tour de France kommer til byen og at være med til at bygge det op. Roskilde er virkelig kommet på landkortet,” siger Lene Thormann.
”Det er en once in a lifetime-mulighed at være en del af det projekt, og det var en mulighed, jeg blev nødt til at gribe,” tilføjer Manon Kejser.
Manon Kejser og Lene Thormann mødte hinanden første gang til et borgerarrangement helt tilbage i 2019, hvor lokale kunne komme med ideer og indspark til afviklingen af Tour de France i Roskilde. Her troppede et væld af mennesker op, og når de to frivillige kigger tilbage på den aften, vidner det om, at der allerede dengang var gul feber i byen og en lokal vilje til, at projektet skulle lykkes. I alt er der omkring 300 frivillige personer i Roskilde Kommune, der på forskellige måder er involveret i byens og kommunens Tour de France-projekt.
Både Lene Thormann og Manon Kejser er og har tidligere været engageret i forskellige lokale foreninger og initiativer, og selvom de også har deres almindelige jobs at se til, er det vigtigt for dem begge, at det lokale fællesskab i de forskellige foreninger bliver prioriteret.
”Som tilflytter til Roskilde og Danmark er det vigtigt for mig at engagere mig så meget som muligt for at få et netværk. Det har jeg haft gode muligheder for her,” siger Manon Kejser, der oprindeligt er fra Holland.
”Det betyder meget for mig at møde andre mennesker, at netværke og at give en hånd rundt omkring. Fællesskabsfølelsen har jeg oplevet flere steder i forbindelse med frivilligt arbejde i byen – blandt andet på Roskilde Festival,” siger Lene Thormann.
Hun og Manon Kejser er begge enige om, at festivalen har haft en stor indvirkning på frivillighedskulturen i Roskilde. Den har gennem årene opbygget et symbiotisk økosystem mellem foreninger og frivilligt arbejde på pladsen, som både gavner foreninger og festival.
”Festivalen har skabt en mentalitet og en kultur, der har resulteret i et stærkt foreningsliv. Både i de enkelte foreninger og i foreningerne imellem,” siger Manon Kejser.
Et rullende erhvervsnetværk
Jesper Steen Christensen, Erhvervsdirektør i Danske Bank Roskilde og initiativtager til Dansk Cykelnetværk Roskilde, et cyklende netværk for erhvervsledere og virksomhedsejere med relation til Roskilde.
Hvordan opstod idéen til et erhvervscyklingsnetværk?
”For 3,5 år siden fik jeg en idé om, at jeg godt kunne tænke mig at kombinere det at netværke med at cykle. Jeg tog fat i et par lokale ildsjæle, der også driver virksomhed i Roskilde, og fortalte dem om min idé. Cirka fem måneder senere var vi ude på landevejene i vores egen cykeluniform. Den var vigtig for at give fællesskabsfølelsen og følelsen af, at alle er ens, når vi sidder på cyklen. Nu er vi omkring 70 erhvervsledere i cykelnetværket og cirka 30, der cykler sammen hver onsdag morgen klokken 7.”
Hvad giver det dig at cykle med det lokale erhvervsliv?
”Ud over det sociale giver det mig et kæmpe netværk. Jeg vil skyde på, at over halvdelen af de erhvervsfolk, der nu er i cykelfællesskabet, kendte jeg ikke før. Alle, der kommer ind i netværket, får fra dag ét adgang til 70 erhvervsledere fra byen, hvilket er en kæmpe gave. Jeg får nok en til to forespørgsler om ugen fra folk, der gerne vil være med i netværket. Vi cykler som regel 40 kilometer, og når vi er færdige efter et par timer, står vi gerne lige og taler lidt over en sodavand. Der har man mulighed for at lave lidt aftaler, sparre med hinanden og vende verdenssituationen.”
Er det lettere at lave forretninger, når man står i lycra med en sodavand i hånden?
”Ja. Jeg tror, det er en stor del af det. Hvis du fx mødes i den lokale fodboldklub, vil der være nogle i jakkesæt og nogle i T-shirts. Når vi alle står på cyklerne iført lycra, er vi alle ens og lige på en måde, som jeg ikke oplever i andre netværk.”
Får I indgået nogle aftaler på kryds og tværs i cykelnetværket?
”Masser. Der er mange, som er begyndt at handle med hinanden. Som bank har vi også fået en del nye kunder ud af det. Det er ikke, fordi jeg gør meget ud af at stå og planlægge alt muligt. Det er simpelthen bare folk, der godt kunne tænke sig at være kunde hos os. Det handler om de gode relationer. Hvis vi hjælper hinanden, og hvis vi styrker hinanden, styrker vi det lokale erhvervsliv.”
Det sker der i Roskilde på Tour de France-dagene
Cykelruten lukkes 2. juli for offentligheden fra klokken 9 til 14. Omkring klokken 10.15 kører reklamekaravanen, mens cykelfeltet har afgang fra Sct. Claravej ved Start Fictif, inden den officielle startceremoni på Stændertorvet klokken 12.15.
Inden selve løbet starter, vil der være paradekørsel med Tour de France-direktør Christian Prudhomme forrest i den ikoniske røde Skoda frem til start 75 meter vest for Astervej på Søndre Ringvej. Herefter begynder selve cykelløbet og 2. etape med kurs mod Nyborg.
I Byparken i Roskilde vil der både 1., 2. og 3. juli være storskærm, hvor publikum kan se de tre danske etaper. Derudover er der mulighed for at købe mad og drikke, og lørdag aften vil der være koncerter forskellige steder i parken. På Musicon er der også storskærm på Søjlepladsen 2. juli. Her vil aktørerne på Musicon lave diverse aktiviteter, mens der ligeledes her vil være et bredt udvalg af mad og drikke.