Én fodboldspiller du skal se før du dør

Fransk klubfodbold er hot (stumt h) for tiden. Paris Saint-Germain imponerede i onsdags hele verden ved at eliminere Chelsea på deres egen bane med 10 mand i halvanden time og ser ud til omsider at slå igennem efter flere års direkte arabisk olieindsprøjtning. 

AS Monaco overrumplede Arsenal og alle os andre for tre uger siden og skal virkelig f**ke up i banen hjemme i skattesnyd- og livsnyderland tirsdag aften, hvis de ikke skal gå videre til Champions League-kvartfinalerne sammen med PSG. 

Efter at have set Dimitar Berbatov udspille Arsenal besluttede jeg mig for at tage til Paris og se kvartfinalen i den franske pokalturnering mellem netop PSG og Monaco på Parc des Princes. Jeg var der første gang for to år siden, og dengang var det for at se fænomenet David Beckham spille live en sidste gang - og så selvfølgelig Zlatan.

Denne gang tog jeg ned for at se Dimitar Berbatov. Han er 34 år, og måske, sandsynligvis, er det sidste chance. Jeg har set ham spille før (seks kampe er det blevet til, har jeg regnet ud) men aldrig rigtigt værdsat ham, selv om han selvfølgelig lavede sine sublime ting i alle kampene. Det er altid først, når tingene er slut eller er ved at slutte, at man ved, hvad man har haft, som John Lennon sagde noget i retning af.



Jeg må leve med, at jeg aldrig kommer til at opleve gudsberørte Diego Maradona, gøgleren Paul Gascoigne eller geniet Eric Cantona live i deres storhedstid, selv om den fandt sted i min levetid. Jeg var for ung og for fattig til at se dem. Men da jeg så Dimitar Berbatov gøre sin magiske ting mod Arsenal i CL-ottendedelsfinalen vidste jeg på forhånd, at jeg ville ærgre mig, hvis jeg ikke så ham spille igen, mens tid var. 

Dimitar Berbatov var førstesolist i Bayer Leverkusen og Tottenham og blev så Manchester Uniteds hidtil dyreste spiller i 2008. Jeg så ham score sine to første mål for klubben i en Champions League-kamp, mens alt tydede på, at bulgareren ville blive alle pengene værd for de dengang regerende Champions League-vindere. Det blev han ikke. 

Ikke i mål og resultater, selv om han blev topscorer i en sæson og lavede hattrick i en 3-2-sejr over Liverpool. Berbatov blev aldrig en (igen: resultatmæssig-cost-benefit-business-kroner-og-øre-bundlinje) succes i Manchester United, og det kulminerede ved Champions League-finalen i 2011, da manager Sir Alex Ferguson end ikke fandt plads til ham på bænken, hvor han foretrak (den ved sammenligning og målt i boldbegavelse neandertalske) Michael Owen. Berbatov forlod Wembley i dyb skuffelse inden kampen, jeg så ham selv. 

Men Dimitar Berbatov var selvfølgelig alle pengene værd. Han var en entertainer og en publikumsfavorit, som han havde været og stadig er i alle sine klubber. Manchester United-fans siger stadig: ”We’ll always be in Berbalove.”

Jeg overværede ham til træning og kampe en del gange på Manchester Uniteds sommerturné i Nordamerika i 2010. Det var 35 grader varmt, og Berbatov, der er berygtet for sin indolente attitude, anstrengte sig ikke mere end højst nødvendigt. 

Men når bolden kom i nærheden af ham, han opsøgte den ikke unødigt, demonstrerede han detaljer, som ingen andre end Zlatan, Maradona eller Cantona kunne have serveret på sølvfade, og en sparketeknik, som kun Paul Scholes matchede blandt Berbatovs holdkammerater.



Berbatov kunne holde sin lange krop i naturstridige vinkler på under 45 grader, som en fjeder, der langsomt blev sluppet efterfulgt af en pirouette som en solodanser, mens kattepoterne kælede bolden overlegent rundt om de tætte markeringer. Cool, calm and collected.

Berbatov gik altid rundt for sig selv og lignede Andy Garcia i Godfather 3, hver gang jeg så ham under den turné. Lige før han forlod Manchester United i 2012, boede jeg på samme hotel som ham i Manchester før en kamp. 

Tindingerne var blevet højere, men han gik stadig rundt alene for sig selv, distræt neglebidende i sin helt egen verden og med en befriende aura af mystisk ulv og excentricitet i en verden af PlayStation, Louis Vuitton og lidt for god tid til håret.

Der eksisterer flere billeder af Berbatov med en cigaret i mundvigen. Det siges, at han ryger 20 om dagen.  Han har et image som en kunstnertype, som den bulgarske boheme, der er hævet over fodboldens almindelige dødelige. 

For selv om stjernerne bliver forgudet af alle os, der sidder og betragter dem på deres egen fjerne planet af overjordisk rigdom, status og et pænt talent, så er der også noget realitystjernefladpandet over fodboldspillernes planet, når de flasher deres nye helkropstatoveringer ned til os, når de smører håret ned til os, og når de snakker ned til os fra planeten langt væk. Som dumme, bøvsende guder.

Berbatov siger ikke nobelprisvindende ting i interview, det gør han langtfra. Han har tatoveringer. Men han har også en aura og en karisma, der er anderledes end næsten alle andre spillere. Han virker intelligent. Eller mystisk. I hvert fald befriende anderledes.

Og så burde der jo slet ikke være plads til ham i en Champions League-ottendedelsfinale 2015. Det går alt for stærkt, der er alt for meget og for højt genpres og generel kinesisk iPhone-komponent-fabrik til en type som Berbatov. Han tilhører en svunden, langsom, nærmest latterligt fjern fortid. 



Berbatov er den sidste koncertpianist. Han spiller for Monaco, og det er fin co-branding. Indolent X luksus. Flegmatisk X flaneur. Det ser langsomt og ineffektivt ud, når Berbatov flytter sit luksuslegeme, men det er det ikke, når det gælder. De langstrakte, kattesmidige behandlinger af bold og krop. 

Ud af intet lyner fodboldhjernen og den mageløse teknik. En ninja de luxe med kviksølv i touch og ryk, som dræber lydløst og økonomisk. Som i den første Champions League-ottendedelsfinale mod Arsenal for tre uger siden. 

Efter en scoring for Fulham 2. juledag 2013 trak Berbatov trøjen over hovedet og afslørede en t-shirt med budskabet ”Keep Calm And Pass Me The Ball”. ’Sådan spiller jeg bare,’ har Berbatov sagt. Man kan lige så godt bevare roen i stedet for at stresse rundt som en moderne fodboldspiller med hovedet under armen. 

Det meste af tiden flanerer han rundt, og når hans respektive hold taber, ser det ud som om, han ikke kunne være mere ligeglad. Alle andre ville blive buhet ud for manglende engagement. Blot ikke Berbatov. 

Hans elegance og øjeblikke af sublim skønhed transcenderer fodbold og normale spilleregler. Craven Cottage elskede ham selvfølgelig. For hans ro, hans uanstrengte cool, elskede de ham, som de gjorde i Leverkusen, på White Hart Lane, på Old Trafford og som de bør gøre nu, de få tusinde privilegerede på Prince Louis II’s kriminelt stemningsforladte stadion i Monaco, hvor Berbatov nu løber rundt og kaster perler i en absurd, tom gestus uden publikum. 

Men han lever. Han spiller. Han er aktiv. Det er endnu ikke for sent at se den endnu levende legende. Men snart… 

Jeg måtte med andre ord til Paris. For at se Berbatov spille en sidste gang.



Berbatov er blevet beskrevet som en eksistentiel fodboldspiller, som en fodboldens Albert Camus, eller en Humphrey Bogart/Philip Marlowe i en film noir, i kamp med sig selv og en absurd eksistens’ absurde spilleregler. 

Og denne kølige, tågede martsaften, hvor jeg sad på Parc des Princes i Paris, kunne man let se det for sig; Berbatov, der trækker kraven på sin velourforede overfrakke op, slukker sin Gauloise med støvleknopperne og helflugter lige ved siden af stolpen. 

Som en eksistentialismens Sisyfos-figur, dømt til at vandre rundt i al evighed på banen for en gang imellem at foretage en smuk gestus, en pirouette og en frispilning som ikke engang bliver forstået af omgivelserne. Det meste af tiden spadserer, flanerer, han rundt på banen, engang imellem simulerer han lidt opdækning og et alibi for det pres på boldholderen, som den moderne eksistens dikterer.

Det meste af tiden går han rundt og ser ud som om han keder sig bravt og hellere ville være alle mulige andre steder, og denne aften ser det ud, som om hvert skridt er en kamp for Berbatov. Når han skal sætte i løb, laver han en nedadbukkende bevægelse med hovedet, som om han samler sig selv op med sin sidste, verdenstrætte, vilje. 

Og så… lige pludselig runder den 34-årige veteran som det nemmeste i verden PSG’s David Luiz  og spiller i samme bevægelse med en nålepræcis ydersideaflevering over 30 meter  sin angrebskollega helt fri.

Én aktion, der kan ændre hele kampen. Men medspilleren brænder naturligvis, og Berbatov slår ud med armene. Trækker på skuldrene i håbløshed. Det gør han ofte. Han er omgivet af langt dårligere spillere, der ikke forstår ham. Som Michael Laudrup på det danske landshold under Richard Møller Nielsen. 

Monaco kommer bagud efter tre minutter, men rammer kort efter overliggeren på et frispark og forsøger ihærdigt at vende kampen. Undtagen Berbatov. Han gør, som han plejer. Nemlig som det passer ham. De hverdagsagtige, trivielle sider af spillet interesserer ham ikke. 

Berbatov bærer sine holdkammeraters utilstrækkelighed på sine eksistentielle skuldre gennem hele 2. halvleg. Cavani scorer til 2-0 for PSG. Hver gang Berbatovs medspillere ikke spiller ham eller ikke når frem til hans livsfarlige pasninger i hullerne, slår han verdenstræt og opgivende ud med armene, som en kunstner, tvunget til at male med kun de mest elendige materialer til rådighed.

Han laver sine graciøse pirouetter og silkebløde førsteberøringer, men lige lidt hjælper det. Berbatovs reaktion på medspillernes manglende forståelse, fejlafleveringer og generelle klamphuggeri er nøglen til forståelsen af ham.

Inkompetencen og den manglende forståelse er en fornærmelse mod hans raffinement, hans forfinede følsomhed, hans betoning af rationeret, økonomisk bevægelse. Berbatov er en idealist, han er ikke fleksibel, han kommer aldrig til at arbejde for kollektivet, ikke på dén måde, ikke som moderne fodbold kræver. 

Og jeg vil altid elske ham for det.

LÆS OGSÅ: Er europæisk fodbold blevet for forudsigeligt

LÆS OGSÅ: Video: 1001 film du skal se inden du dør

LÆS OGSÅ: Gary Neville sammenligner Manchester United og Liverpool med to pub-hold

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte