Skriv dig op til Euroman Weekend her.
Da jeg forleden trådte ind ad døren til Gordon P. Henriksens fiskeskur, der ligger nede ved den lille å i hans baghave i Lejre, var jeg fem sekunder i hooked på at styre direkte mod den nærmeste lystfiskershop på vej hjem, smide et par stænger for en god stang og rive et par waders med hjem til samlingen af andet grej, jeg aldrig får brugt.
Jeg ved ikke, hvad det var ved den hytte. Måske var det de 10-15 fiskestænger, der hang i loftet, duften af friskbrygget kaffe blandet med et stænk af tørrende neopren og gammel høvlebænk eller bare den generelle drengerøvsvibe, som både Gordon og hytten i sig selv i den grad osede af.
Det var nærmest mediterende at høre på Gordon snakke om lystfiskeriet. Novembermorgener med slagregn, dug på indersiden af Volvoens forrude, fire-seks grader og en stiv vind fra vest lød pludselig magisk. Og som noget, der manglede i mit liv. Faktisk blev jeg enig med mig selv om, at det sgu nok manglede i de flestes liv. Eventyret. Den friske luft. At fange en fisk, tyre den i en Römertopf med nogle økologiske rodfrugter og lade som om dagene, hvor jeg bare kører en shawarma-tallerken nede fra den lokale, fordi jeg simpelthen ikke orker andet, er ovre. Mit liv skulle ikke være andet end disede solopgange og perfekte ottetaller tegnet i den klare kystluft med en skidelækker fluestang. En af dem med korkhåndtag.
Men.
Jeg har ikke tålmodigheden. Jeg er fra generationen, der ikke kan huske, hvordan det er at skide uden min telefon som forgrund til det hvidklinkede toiletgulv, for fanden.
Jeg gav det et skud, skal guderne vide. Med min fars gamle fiskestang. Kronborg stod flot og irret i horisonten, jeg havde taget min grønne Patagucci-skaljakke på og medbragt en af de der skælbefængte mini-baseballbat til at slå fiskene bevidstløse med. Men de bed ikke, de fandens fisk. Og minutterne begyndte at føles som dage. Fingrene begynder at fryse, fødderne begynder at gøre ondt, og man finder ud af, at en nordsjællandsk stenstrand ikke er et specielt ergonomisk godt sted at stå og glo i flere timer.
Hvad jeg havde forestillet mig skulle blive en storslået naturoplevelse – sådan én, hvor et David Attenborough-kommentarspor om mennesket, der finder tilbage til sine jæger-samlerrødder, ville have passet perfekt ind, blev til det stik modsatte. Måske var vejret ikke dårligt nok? Eller var det grejet? Fiskene, der havde rottet sig sammen mod mig? Jeg ved det ikke. Men jeg får nok aldrig mit eget fede fiskeskur.
