Gannis kreative direktør, Ditte Reffstrup, holder fri hver fredag: ”Det smitter af på både børnene og madpakkerne”
For kreativ direktør i Ganni, Ditte Reffstrup, 46, starter weekend-viben allerede om torsdagen, mandagen begynder med dans, inspirationen findes hos ungdommen, og kærligheden kredser om familien, boldsport, denim og København. Især på cykel.
Ditte Reffstrup i køkkenet hjemme på Østerbro. Hun er kreativ direktør i Ganni, mor til tre og gift med Nikolaj Reffstrup.
Hvornår sætter weekenden ind for dig?
”Faktisk mærker jeg allerede weekendstemningen torsdag aften, for jeg har fri om fredagen. Det betyder ikke, at der ikke kan snige sig et hyggeligt møde eller en frokost ind, men stemningen er bare anderledes, og det smitter af på både børnene og madpakkerne.
Vores datter, Rita, er otte år, så hende følger jeg stadig i skole. Jeg spiser tit fredagsfrokost med en veninde på Hos Fischer på Østerbro, og hvis jeg ikke skal hente, kan det godt blive en lang, sjov frokost.
Hvis jeg skal hente, slutter den klokken 13.30, og så kører jeg Rita til tennis. Hele familien elsker tennis og spiller tennis, og vi har sågar tv i køkkenet, så vi altid kan følge med i de vigtige turneringer.”