Hvornår har du sidst taget fejl af bordeaux og bourgogne? Den engelske vinskribler Harry Waughs legendariske svar lød ”ikke siden i morges”. Ordvekslingen rummer overraskelser, morsomhed, ærlighed og syndefald. Er man blot en smule inde i vin, vil fejltagelsen mellem bordeaux og bourgogne være umulig… eller vil den? Netop de to er vanskelige at forveksle. Waugh indrømmer imidlertid på hele vinfolkets vegne at det sagtens kan lade sig gøre at forveksle de to. ”Ikke siden i morges…”, han afslører både fejlbarlighed og vel også drikfældighed.
I fredags var vi nogle stykker som forvekslede bordeaux for bourgogne. Dårlige undskyldninger var der nok og påstande om forfalskninger og skidt opbevaring. 1953 Château Margaux med Nicolas-stempel stødte os på vores faglige stolthed. Alderen gør meget. Vin ældes og som damer med blåt hår, kommer vin fra øst og vest til at ligne hinanden med tiden. Lugten af læderværksted bag San Lorenzo-kirken i Firenze, myntekviste hos den arabiske grønthandler og baller af spagnum, luftighed, lethed, raffinement og filigran – det ER da bourgogne! Nej, det er moden Margaux – så kan I lære det. Vi havde én blandt os, som insisterede på bordeaux. Vi drillede ham først, men han lo sidst og klart bedst!
Har du nu fået blod på tanden og vil modbevise Harry Waughs idiom skal du sætte kryds i kalenderen søndag den 4. maj 2014. gastro og Vinakademiet i samarbejde med Austrian Wine holder nemlig Danmarksmesterskab i den ædle kunst blindsmagning. Find dine to bedste vinvenner, digt et holdnavn og gå i skarp træning. Mere om tilmelding kommer snart på disse sider.
DM i blindsmagning finder sted på Hotel & Restaurantskolen i København og er et åbent mesterskab for tremandshold hvor både glade amatører, branchefolk, vintjenere og portvinsnæser kan deltage. Test dine evner i tidsrummet kl. 13-17.
Følg med her på siderne for tilmelding, regler og pris.