Er man urnørd, er der én tid på året, der er større end juleaften: urmessen
Watches & Wonders i Geneve, der i år løber af stablen 14. til 20. april.
Brian Lykke, der er Euromans urredaktør og vært på vores ur-podcast ’Watch Me’,
skal naturligvis derned for at se, hvad verdens største urmærker har i
støbeskeen.
Og det er netop omdrejningspunktet i en ny særudgave af ’Watch Me’, hvor
han sammen med urekspert Kristian Haagen taler om, hvad de regner med, bliver
nogle af de store nedslagspunkter på årets vigtigste urmesse.
Kristian Haagen lægger ud med et bud på en stor nyhed: Patek Philippes
ikoniske Nautilus-ur har nemlig 50 års jubilæum, og det ville ifølge Haagen være oplagt, at
det schweiziske urmærke markerer det ved Watches & Wonders.
”Men jeg kan jo sagtens forestille mig, at Thierry Stern (præsident og CEO
i Patek Philippe, red.) siger: ’Jeg gider ikke alt det Nautilus. Jeg vil godt
lave én i hvidguld og platin, måske’.”
Kristian Haagen spår også, at andre store urmærker vil markere jubilæer. Fx
fylder Tudor 100 år, og Rolex-modellen Milgauss runder de 70.
”Der er jo altid et jubilæum i urverdenen. Men Rolex er jo det, som jeg tror,
90 procent af dem, der kommer og besøger, står og venter på,” siger Kristian
Haagen.
”Ja, så du kan finde mig et helt andet sted,” supplerer Brian og fortsætter:
”Jeg synes, det er meget sjovere at gå rundt og møde nogle gode folk og holde lidt tråd i det der internationale netværk, jeg begynder lige så
stille at bygge op. Og selvfølgelig hænge ud med de danskere, man nu møder
dernede, som fx Kåre Peitersen og Michael fra Oris.”
En anden ting, der står på Brian Lykkes to-do-liste til årets Watches &
Wonders, er et møde med det amerikanske urmærke Jacob & Co., som han
egentlig synes laver ’ret frygtelige ure’.
”Det er bare for at se, hvad fanden er det for noget,” siger Brian Lykke.
”Jamen det er jo et af de hurtigst voksende ur-brands i de seneste år. Jeg
tror, de har pumpet nogle marketingkroner i det der,” siger Kristian Haagen.
Hvad Brian Lykke og Kristian Haagen ellers ser frem til ved årets største
urmesse kan du høre i det nye afsnit af ’Watch Me’, som er ude på YouTube lige her: