På den østerbroske esplanade har man i mere end 150 år kunne svinge forbi Restaurant Lumskebugten til en bid mad – siden 2011 under kyndig ledelse af Erwin Lauterbach. Den 73-årige Lauterbach har i årtier været bannerfører for en mere kultiveret dansk madtradition og har prædikeret vigtigheden af lokale sæsonråvarer helt ud i de danske stuer med kogebøger som ’Rigtig mad’ (1990) og ’Smukt & enkelt’ (2002).

Når Restaurant Lumskebugten i morgen tirsdag vender tilbage fra sommerferie, bliver det ikke med Lauterbach ved roret, men en nyt ledelseshold og en ny køkkenchef. Hvad fremtiden præcis bringer for Lauterbach er uvist, men han fortæller i en pressemeddelelse, at der er ”mindre arbejde og mere ro” på tallerkenen:

”Det gode, faste personale i både køkken og restaurant fortsætter. Og jeg er meget glad for fremtiden – både for de nye ejere og min egen.”

De nye ejere, Henrik Walbom og Michael Hedegaard Lyng, har rekrutteret 40-årige Andreas Møller som ny køkkenchef. Møller har i flere år været køkkenchef i Paris på Restaurant Copenhague i Danmarkshuset på Champs-Elysées. For 13 år siden var han selv kok på netop Lauterbachs Saison:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har drømt om at kunne fortsætte min kulinariske udvikling i Erwin Lauterbach fodspor. Det var en af grundene til, at jeg tog til Restaurant Copenhague i Paris, hvor Erwin også selv var for mange år siden,” siger Andreas Møller.

Ambitionen er i første omgang at drive køkkenet ud fra velkendte principper: Der vil blive serveret smørrebrød af fineste karat, der både trækker på klassisk tradition og innovative idéer.

Restaurant Lumskebugten er åben for frokost- og aftenselskaber fra i morgen tirsdag den 9. august.