Det er omkring halvandet år siden, at den første episode udspillede sig. Jeg husker det, som var det i sidste uge.
Vi var en gruppe venner, der havde besluttet os for, at vi skulle i teatret. Ingen af os havde i vores voksne liv frivilligt set en forestilling, der strakte sig ud over de dilettantstykker, som man fra tid til anden blev slæbt med til i folkeskolen og senere hen gymnasiet.
Aarhus Teater havde en moderne western-fortolkning af Ludvig Holberg-klassikeren ’Den Vægelsindede’ på plakaten, som vi skulle sidde og gnubbe os lidt i skægget over senere. Inden seancen mødtes vi til en bid mad hjemme hos en ven. Så kultiverede, som vi var, skulle vi starte aftenen med et ostebord, for det er vel det, man gør, inden man skal i teatret?
Der var købt gouda med chili, en vesterhavsost og en afart af en bidsk skimmelost, altså af dem med grøn mug og lugt af sure sokker. Jeg var ikke just begejstret over udsigten til et ostebord som et regulært måltid, og begejstringen blev ikke større, da jeg kunne konstatere, at 33 procent af ostebordet bestod af en skimmelost.
Ud fra min egen hverdagsindsamlede empiri er skimmelosten noget, der skarpt opdeler folk i to grupper; de, der er for, og de, der er imod. De, der er imod, skal virkelig ikke bede om den i nogen henseender.
Uheldigvis var jeg i selskabet alene om at være imod. Det accepterede jeg med den betingelse, at ostene havde hver sin kniv. For min erfaring har fortalt mig, at folk med hang til skimmelost af uransagelige årsager mister hæmningerne og lidt nonchalant slynger om sig med våde mugostefingre og bestik smurt ind i det bløde mejeriprodukt.
Kald mig bare sippet, men jeg kan simpelthen ikke have det. Jeg synes det er fælt, og hverken ost og den bidske væske, der altid følger med en skimmelost, skal jeg ikke have inden for min sfære.
Derfor blev ostebordet den aften også en kort fornøjelse for mit vedkommende. Vi var ikke langt inde i måltidet, før samtlige knive havde grønne stænk, chili-goudaen havde skimmelstykker i kanterne, hvilket også var tilfældet for det sidste stykke brød, der var efterladt tilbage på fadet.
Samme mønster gentog sig noget tid efter til en julefrokost i familien, hvor min søster og jeg udvekslede paniske blikke, da en i selskabet var ved at efterlade en solid klat skimmelost, der havde slået lejr på hans finger, i frugtsalaten, som blev serveret sammen med osten. Heldigvis blev det afværget i sidste sekund, men mens vindruerne i frugtsalaten kunne se sig fri fra at blive smurt ind, var det desværre ikke tilfældet for deres artsfæller på ostefadet, hvor skaden allerede var sket.
Og jo, jeg kunne sagtens hente en ny kniv, hvilket jeg muligvis også gjorde. Jeg kunne også sagtens tage en anden vindrue end den osteindsmurte. Men det er ikke pointen. Pointen er, at den dvaske mugost-kultur trænger til en begmand.
Os i mugostens udgruppe anerkender som regel indgruppens behov for at mæske sig i mug og skimmel. Derfor forventer vi omvendt også en forståelse for vores behov for, at den ikke rører vores mad. Vi forventer, at I forstår, at det betyder meget for os, hvorvidt jeres kniv har rørt ved vores mad.
Kald det en petitesse, men det er opgør, vi må tage nu.
På forhånd tak.
P.S. Ludvig Holbergs ’Den Vægelsindede’ fungerer ikke i en westeropsætning.
