Denne lækre smørgule ost tør vi godt kalde én af verdens bedste

Denne lækre smørgule ost tør vi godt kalde én af verdens bedste 

Hvad skal der til at for at lave en af verdens bedste oste? Gastro har besøgt et lille gruyèremejeri og fået adgang til de mystiske bjergtunneller, hvor de store oste lagres og bliver – næsten – udødelige.

Offentliggjort

KØRETUREN GÅR GENNEM det bakkede landskab i Fribourg-regionen i det vestlige Schweiz. Der er seriøse bjerge i det fjerne, men her omkring de små landsbyer er bakkerne dækket af græs. 

Selvom det er først på vinteren, går der stadig køer på markerne – man hører dem, før man ser dem, for i Schweiz har køerne klokker om halsen, så når man er på landet, kan man ofte ane en fjern bimlen fra de græsklædte marker. 

Der tales fransk i det meste af Fribourg, men ikke over alt, så hvor gadenavnene i den ene landsby står på fransk, kan de være tyskklingende i den næste. Meget forvirrende. Men de lokale ved, hvilket sprog der er dominerende i hvilken by, og køerne er ligeglade.

Klokken er otte om morgenen, og jeg er på vej hen til det lille mejeri Jungo, som Alain Jungo på 35 år for nylig overtog efter sin far, der skal forestille at være pensioneret.