Der er vintage, late bottled, tawnies og såmænd også et par af de forkætrede hvide portvin på kortet. Der er omkring 10 vintage på kortet, dog kun en enkelt glasvis, ’ugens vintage’, der i sidste uge var Burmester 1998 til 120 kr. glasset. Man skal være et lidt større selskab for at gå om bord i de øvrige vintage-helflasker – man skal vel minimum være 3-4 stykker om en flaske portvin, og der er også en vis økonomi at tage hensyn til.
Hvad man kan savne af enkeltglas på vintage-kortet, får man til gengæld i udvalget af colheita og tawnies med aldersbetegnelse, hvor der er omkring 30 glas at vælge imellem. Den del af kortet er Portvinsbarens force. Jeg fik et skønt glas 30-års-tawny fra Taylors til 225 kr. Hvis man er i det humør, så kan man også få sig en ’port tonic’ i sød og tør udgave, og har man behov for at skylle efter, så er der blandt andet øl og diverse most fra Bornholms Mosteri. Skal der fast føde på bordet, så tilbyder Portvinsbaren en ostetallerken og/eller en ostekage.
Portvinsbaren er virkelig et prisværdigt initiativ, søsat af ildsjæle, der elsker det under, portvin er. Det er lidt ærgerligt, at der kun er én vintage at få på glas – og at vintage-udvalget i det hele taget ikke er større. Man kan så også mene, at Burmester (som der er et par stykker af på kortet) er prisvenlige, men det er også et portvinshus, som den danske importør virkelig har tæppebombet markedet med – og derfor er det måske ikke den vin, der hidser portvinselskere mest op. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort – at åbne (dyre) hedvine kræver en vis gennemstrømning i butikken.
Annonse
Indretningsmæssigt har Portvinsbaren et vist ’marskandiserpræg’, som der excelleres i på især Nørrebro og Vesterbro. Det er en smagssag, hvad man synes om den stil – jeg kan godt frygte, at der vil være portvinsaficionados, som vil være lidt ’finere på den’ og forvente en lidt mere trendy og stilsikker ramme om deres passion. Men uanset hvad så kan man kun hilse Portvinsbaren mere end velkommen.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
