Thomas Warberg stand-up
Foto: Ulrik Jantzen

Thomas Warberg stand-up

Thomas Warberg: ”Jeg var spejder i 11 år af den ene grund, at det var et sted, hvor jeg kunne optræde”

Thomas Warberg har succes som standupper, men frygter at ende som nogle af komikerne i generationen før ham. Derfor bruger han en teknik, der udvikler ham – og som skræmmer livet af ham.

Hvordan forbereder du dig inden et show?

”Jeg har en urolig energi, så jeg bevæger mig rundt. For nylig er jeg blevet tvunget til at lave stemme­øvelser. Jeg fik på et tidspunkt så ondt i venstre side af halsen, at jeg måtte hyre en terapeut.

Det kom sig af for mange timer i bil, hvor jeg styrede med én hånd. Den spænding gik hele vejen op i halsen. Jeg lavede mit sidste onemanshow med store smerter og tog dampbad efter hvert show, fordi det skulle hjælpe. Hele turneen var én lang proces i at undgå smerter.

Jeg fik en stemmetræner, som så showet og konstaterede, at jeg råbte på de forkerte ord. Jeg havde en sketch med en nyhedsvært, der råber, at der er ’Uro i Ukraine’. Men bogstavet u gjorde ondt på mig, så jeg skulle i stedet bruge æ. Jeg ændrede showet, så det nu var ’Æresdrab på Ærø’. Det virkede.”

Hvornår fandt du ud af, at du kunne få andre til at grine?


”Jeg var på et spejderkursus i København med 80 unger fra hele landet. Der manifesterede jeg mig som ham den sjove i en hel uge. Jeg var on fire. Jeg var spejder i 11 år af den ene grund, at det var et sted, hvor jeg kunne optræde.”

Hvornår satsede du på en karriere som stand­upper?

”Jeg var 19, da jeg debuterede. Det gik vanvittig godt. Jeg er imponeret over folk, som har en dårlig debut og kommer igen. Havde jeg haft bare en middel debut, havde jeg tænkt: ’Aldrig mere.’”



Hvornår vidste du, at du var god?


”Jeg havde optrådt i to måneder, da jeg blev hyret til en fest på CBS. Jeg fik 500 kr. sort, det var mere, end hvad mine venner fik udbetalt i SU. Næste måned tjente jeg 1.000 kr. pr. optræden. Det faldt mig aldrig ind at lave andet. En dag slog det mig: ’Gud, jeg har levet af det her i et år.’”

Har comedy reddet dig ud af ubehagelige situationer?

”Jylland!”

Hvad har været den største nedtur?

”Ringe Statsfængsel. Jeg var 19 år og optrådte sammen med Simon Talbot. Vi var for unge. Sådan et sted skal man være erfaren. Fangerne sad få meter fra os, og vagterne stod helt omme bagved. Efter et par minutter var der en blandt publikum, som sagde til en anden: ’Hey, ti lige stille!’

Den griber jeg og siger: ’Nå, så er du vist hans bitch nu?’ Fyren, et ordentligt brød, rejser sig, kaster med bordet og råber: ’Det er jeg kraftedeme ikke!’ Jeg skyndte mig af scenen og præsenterede dem for Simon Talbot. Ham hadede de også, så han overlod scenen til mig igen.

Efter fem minutter var der en, som rakte en hånd op og helt tørt sagde: ’Kan vi få ham den anden på igen?’ Så kom Simon på igen. Sådan byttede vi 4-5 gange. Undervejs var der også en, som fik sagt til en kvindelig medfange, at hun var en narkoluder. Så rejste hele kvindefløjen sig og gik i raseri.”

Hvad er hemmeligheden bag dit fag?


”Mange komikere glemmer, at det vigtigste ved vores fag er at få folk til at grine. Mange vil enormt gerne mere med det, men man skal simpelthen kunne sit håndværk først. Lær, hvad der får folk til at grine.”

Hvad vil komikere ud over at få folk til at grine?

”De vil være kunstnere. De vil gerne have, at folk går hjem med noget andet. Det er der mange, der har brændt nallerne på. Det kan godt være, at du fortæller noget interessant, men så er det et foredrag. Så skal du være et andet sted. Der er ikke noget galt med foredrag, men det hedder jo Comedy Zoo, ikke Foredrags Zoo. Det er ligesom fodbold. Det er flot, at du vil spille fin fodbold, men du skal først og fremmest vinde kampen.”

Du er kendt for at improvisere, hvorfor gør du det?


”Jeg er skarpere og sjovere, når jeg ikke er forberedt. Hvis jeg fokuserer på 30 punkter, jeg skal igennem, glemmer jeg at høre, hvad der sker i publikum. Det er det, jeg er fokuseret på at udvikle. Jeg tager til Chicago til sommer for at gå på en improvisationsskole, som Bill Murray har gået på. Det er en lidt sindssyg teknik, som jeg ikke ved, om jeg kan lære. Med mine oneliner-shows vidste jeg: ’I aften bliver et godt show.’ Det kan jeg slet ikke med det her. Hvilket jeg tror er vigtigt. Ellers udvikler man sig ikke.”
Det lyder angstprovokerende?

”Det er forfærdeligt! Men jeg kigger med frygt på generationen, der er 20-30 år ældre end mig. Hvor er Thomas Eje, Finn Nørbygaard, Eddie Skoller i dag? De blev nok for magelige. Det blev for nemt for dem. Jeg er nødt til at finde et sted, hvor jeg er bange.”

Hvorfor?


”Jeg kan godt lide det mod og den dygtighed, der ligger i at angribe ting. Der sad for nylig en gut og kiggede ned i sin mobil under mit show. ’Hvad er der los?’ spurgte jeg. ’Jeg har mistet min pung i lufthavnen og prøver at få fat i den,’ sagde han. Jeg så fem indvandrerdrenge blandt publikum og sagde så: ’Vend dig om. De ved nok, hvor den er.’ Jeg var bange, idet jeg sagde det, men drengene syntes bare, at det var skægt. Vi skal være nogle galninge, som laver de maveplaskere fra femte.”

Hvad er den bedste joke, du nogensinde har hørt?


”Søren Dürrs oneliner: ’Hvad er sværere at sige end stativ, stakit, kasket? Jeg elsker dig, far.’ Det er spidsen af isbjerget sagt i én sætning.” 

Thomas 

 LÆS OGSÅ: Abdels ensomme morgenmad er det sjoveste på Twitter lige nu

LÆS OGSÅ: Anders Hemmingsen:"Alle mennesker grundlæggende er ens. Fx stjæler vi alle sammen blyanter i IKEA"

LÆS OGSÅ: Fjeder: Meningen med livet er den store kabelpakke, en skarp kniv og en god bager

Se, hvad vi ellers skriver om: Stand-up