Janus Friis

Janus Friis

Janus Friis: "Som 18-årig vidste jeg, at jeg ikke ville være lønslave"

Mød IT-milliardæren og hans robotter.

Janus Friis har prøvet lidt af hvert. Han er blevet fyret, sagsøgt og tvunget til at sælge en virksomhed alt for billigt. Men han har også satset stort, vundet endnu større og foret sin konto og sin selvtillid med milliarder.

I dag er han en ekstremt privat, sjældent fokuseret og helt igennem kompromisløs forretningsmand, der trækker på skuldrene ad sine nederlag og taler entusiastisk om de robotter, som han er ved at slippe løs i de europæiske storbyer.

Udenfor er et pludseligt skybrud i gang med at forvandle fortovet i London til et mudret flodleje. Regndråberne ligner hagl. De vælter ned over tagene, som der er fri udsigt til her fra Janus Friis’ kontor i London. Drivvåde briter søger ly og spejder febrilsk efter ledige taxaer.

Sommerstormen er nærmest symbolsk, det er dagen, hvor briterne stemmer om, hvorvidt de skal forlade EU, og om få timer er Storbritannien uden premierminister og en plan for fremtiden.

På Janus Friis’ etage er der ro. Iværksætteren, der for 12 år siden blev milliardær på IT-telefonivirksomheden Skype, ser tænksomt ud ad vinduet.
”Forhåbentlig betyder det ikke, at englænderne bliver hjemme i stedet for at gå ud og stemme,” siger han bekymret.

Selv kan han ikke stemme i England, fordi han ikke er britisk statsborger, men heller ikke i Danmark, som han forlod for små 20 år siden.

På kontoret, der ligger øverst oppe under taget, sidder hans sekretær, en venlig og moden britisk kvinde, der med sit skrivebord spærrer vejen ind til Janus Friis’ kontor. Her er der ikke adgang til i dag.

Der er ikke nogen reception, og i mødelokalet, hvor interviewet skal foregå, sidder Janus Friis i gang med et andet møde. Sekretæren viser ind på et kontor, der ser spritnyt ud, som om det stadig venter på at blive taget i brug, og ud over et skrivebord og et par stole, en computer og en printer fyldt med blankt papir er her hvidt, nærmest sterilt – tømte skraldespande, hvide vægge, rene flader.

Her plejer de partnere og ansatte i Janus Friis’ firma Starship Technologies, der flyver ind fra udlandet, at arbejde, når de er i London, fortæller Janus Friis’ pressechef, en dansk kvinde, der er fløjet med fra København, og som er med til interviewet.

Kl. 15 dukker Janus Friis op som aftalt, afslappet klædt i jeans og polotrøje, og viser os ind i møderummet. Han virker ved første øjekast tilbageholdende og en smule genert i sit kropssprog. Under interviewet er han høflig, hans ord falder i nøje afmålte doser, og han ser ud, som om han hele tiden overvejer situationen og den måde, samtalen udvikler sig på, så han ikke lader sig føre et sted hen, som han ikke har lyst til at besøge.

Fx siger han absolut intet om de mange retssager, der verserer mellem ham selv og hans ekskæreste, sangerinden med kunstnernavnet Aura Dione, som Janus Friis har sagsøgt for et millionbeløb, efter deres forlovelse blev brudt. Samtidig kan manden, der i medier som Time Magazine og The Economist er blevet kåret som en af de mest indflydelsesrige erhvervsmænd i vor tid, ikke lide at tale om sig selv, hvilket gør et interview om ham til en lidt svær samtale.

Flere gange afviser han blot et spørgsmål med et langt ”Hmmm” og så et velovervejet ”Det ved jeg ikke” eller ”Det er jeg ikke den rigtige til at svare på,” men han ved godt, hvor han vil hen i stedet:

”For mig handler det ikke om mig selv som person. Jeg fokuserer på projektet. Jeg har aldrig søgt opmærksomheden,” siger han og griber fat i en miniatureudgave af en robot, der står på bordet foran ham.
”Det er den, der er interessant, ikke andet. Jeg fokuserer kun på den.”

Robotten i miniatureformat står ved siden af en højttaler, og lige præcis de to elektroniske ting vil han gerne tale om. Den ene har han brændt sig på. Han løfter højttaleren op og drejer den rundt, den er lille og fiks og har form som en megafon.

Dens navn er Aether, og den blev lanceret i 2014, og når Janus Friis troede på den som sit næste iværksætterprojekt, var det ikke pga. dens fine former. Aethers særlige egenskab er, at man kan tale til den og fortælle den, fx hvilket musiknummer man vil høre.

Men projektet lykkedes ikke. Måske var han for tidligt ude, måske var forbrugerne ikke klar, måske var prisen på højttaleren – omkring 2.000 kr. – for høj. Lige nu er den endda løbet tør for batteri, så han kan ikke demonstrere den.

Til spørgsmålet om, hvordan det føles, når det ikke går efter planen, siger han bare med den rutine, man får af at starte nye virksomheder så ofte, som andre mennesker går til tandlægen:

”Sådan er det at være iværksætter. Nogle gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke,” og trækker på skulderen.

”Det er essensen af at starte nye projekter op. Mange af ideerne bliver ikke til noget, men det er ikke en skuffelse eller et nederlag. Det er et grundvilkår. Man skal være risikovillig. Ofte ser man mange projekter, der sættes i gang af unge mennesker i tyverne. For dér er man mest risikovillig. Situationen er helt anderledes, når man har stiftet familie og skal tage sig af sine to børn. Så gambler man ikke lige huset væk på en startup-virksomhed. Den personlige risikovillighed er afgørende,” siger han.

Mens højttaleren ligger tavs på mødebordet, er robotten bogstavelig talt på gaden. Den ligner en blanding af noget ’Star Wars’ og en strømlinet støvsuger med sin kompakte krop og hjul.

Den vejer 10 kg, er CO2-neutral, har et indbygget skab på maven, hvor der kan ligge alt fra smykker og mærkevarer til pizza og frysevarer, og så kører den langsomt nok til, at den ikke er farlig for børn, dyr eller andre bløde trafikkanter.

Robotterne skal agere stik-i-rend-drenge og hente og bringe varer og bliver lige nu testet på fortovene i Greenwich i London.

”De skal aflaste vores travle hverdag. Ordne de ærinder, som vi ikke når. Vi ved alle, hvor irriterende det er at sidde hjemme og vente på levering af en pakke. I fremtiden går man kun de ærinder, man har lyst til. Robotterne skal være nyttige,” forklarer han.

Robotterne er noget, Janus Friis satser meget på – hvor meget vil han ikke sige. Men hans egen risikovillighed er stor, bl.a. fordi han har erfaringen til at vide, hvornår han skal gamble. Og så risikerer han heller ikke just at ryge på gaden, hvis han tager fejl.

”Jeg kan se, når noget kan lade sig gøre. At værktøjerne – teknologien – til at skabe noget er til stede. At dét at have robotter kørende på gaden faktisk kan lade sig gøre. Når jeg ved det, bliver det faktisk umuligt ikke at gøre det. Det er forskellen på mig og andre. For der må jo være andre, der har tænkt tanken tidligere. Men det er ligegyldigt, når de ikke er kommet videre.”

Janus Friis


Janus Friis er 40 år gammel (født 26. juni 1976), og han bor i London. Allerede i 2001 stiftede han musikdelingstjenesten KaZaA, i 2003 kom IT-telefonivirksomheden Skype, der efter to år blev solgt til amerikanske eBay og gjorde ham og medstifteren, den svenske IT-ingeniør Niklas Zennström til milliardærer. Siden fulgte kommunikationsnetværket Wire i 2014 og robotfirmaet Starship Technologies i 2015. Hans firma Iconical investerer i startups og har bl.a. investeret i vinappen Vivino (se s. 70). 

Det er første gang, Janus Friis har sit eget kontor. Tidligere er han flyttet rundt på må og få. Tilfældigheder bragte ham først til Amsterdam og siden til Stockholm. London landede han i, fordi han kunne låne en lejlighed af en ven.

At London blev hovedkvarter, er tilfældigt, det var seneste stop på en nomadisk tilværelse. Og da han endelig slog sig ned i byen, sådan for alvor, besluttede han sig for, at nu skulle han have et rigtigt kontor.

Gulvet består af vanvittig lange Dinesen-planker skåret ud af danske douglasfyrretræer, et langt bord er blevet bygget af det samme træ, vægge og lofter er hvidmalede, og glaspartierne er nypudsede. Derfor virker det sært, at der i et hjørne ligger en fyldt sort affaldssæk, og på mødebordet i midten af lokalet står en pyramide af gamle pizzarester og andet skrald.

Begge dele viser sig da også ved nærmere eftersyn at være moderne kunst ligesom et par hjemmesko, der står ved elevatoren og sender et forvirrende hjemligt signal i det professionelle forretningshovedsæde.

”Jeg besluttede mig for, at nu hvor jeg endelig fik mit eget kontor, skulle det indrettes ordentligt,” forklarer han.

Han er her i London det meste af sin tid. Når han ikke er i Los Angeles for at mødes med forretningsforbindelser eller i Estland, hvor robotterne bliver lavet, og hvor medstifteren Ahti Heinla kommer fra og stadig bor. Det var netop Ahti Heinla, han holdt møde med den dag, ideen om robotterne poppede op.

”Vi var i gang med et andet projekt, der ikke fungerede, og så sad vi her og talte om, hvad vi nu skulle gøre. Vi skrev alle vores ideer op på whiteboardet dér,” siger han og peger op på tavlen, der fylder hele den ene endevæg.

”Ahti og jeg taler tit om nye ideer. Vi analyserer os frem til, hvad der mangler i samfundet. Hvad har folk brug for? I disse processer bruger vi vores logiske sans, selv om det fundamentalt altid for mig handler om en følelse. Og dette her er en af dem.”

Den rigtige idé føles anderledes end de dårlige og de middelmådige. Selv om det er svært for ham at gennemskue følelsen i det øjeblik, hvor det sker, kan han se et mønster, når han skuer tilbage.

”De gode ideer har en legende lethed omkring sig. Man får en intuitiv fornemmelse af, at de er nemmere at føre ud i livet end den idé, der på sigt viser sig ikke at være holdbar.”

Robotterne blev skrevet på tavlen, og så begyndte det hårde forløb, der får de fleste med en god idé til at give op, før de for alvor kommer i gang.
”Der er mange, der får en god idé, som de desværre ikke får ført ud i livet. Ahti er en genial tekniker, jeg er iværksætter, så vi er et godt team.

Når man én gang har haft succes som iværksætter, lærer man, at det kan lade sig gøre. Fordi jeg har gjort det før, bliver det nemmere fremover,” forklarer han.

Teknikeren Ahti Heinla skyndte sig hjem til Estland og gik i gang med at bygge. Et helt hold blev sat i sving.
”Så var vi i gang. Det er ikke altid, at det går så nemt.”

Janus Friis voksede op i middelklassens Værløse hos sin mor, der arbejdede som bibliotekar. Han flyttede en del rundt med sin mor, i en periode på et par år boede han også på børnehjem, mens han stadig havde kontakt til sine forældre.

Han opdagede internettet som 18-årig og blev så fascineret af det, at han gik i gang med at nærstudere det. Især kan han huske en artikel, han læste på en rejse til Indien med sin far i 1995, der handlede om den første søgemaskine, AltaVista.

På det tidspunkt havde internettet stadig en størrelse, hvor en person i løbet af en rimelig periode ville kunne nå at læse alle siderne.

”Men lige om lidt ville det ekspandere så voldsomt, at en søgemaskine var essentiel. Jeg husker fornemmelsen af, at det var så sprødt. Og småt. Det var en følelse af at stå foran noget, der snart ville eksplodere.

Men det var umuligt at forudse, hvordan det ville udvikle sig. At alle ville have adgang til alt og til hinanden. Og at det ville ændre verden lige så meget, som trykpressen havde gjort.” 

Han kan ikke forklare, hvorfor han allerede dengang var helt sikker på, at han skulle være en, der fandt på ting. At han aldrig skulle sidde i et normalt lønmodtagerjob.

”Som 18-årig vidste jeg, at jeg ikke ville være lønslave. Jeg tror, at mit instinkt fortalte mig, at jeg ikke ville have lyst til at referere til en chef. Jeg ville have frihed til at kunne skabe. Den frihed har man jo ikke altid som almindelig lønmodtager.”

Da han kom hjem fra turen til Indien, havde han brug for at tjene nogle penge. Han fik arbejde i en børnehave, men det holdt kun i en lille uge – det var ikke lige ham. I stedet landede han ved et tilfælde på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

En dag forsøgte han at få faderens internetopkobling til at virke, men det lykkedes ikke, og han ringede til supportlinjen hos Klaus Riskær Pedersens Cybercity og brokkede sig. Da han fandt ud af, at damen i røret ikke kunne hjælpe ham, spurgte han i stedet, om der mon ikke var et job til ham i Cybercity.

Næste dag tog han ind på internetvirksomhedens kontor og fik jobbet med det samme. I lokalet på Esplanaden oplevede han en stemning, som fascinerede ham.
”Der var en pionérånd. Det var lige meget, om man var direktør, 15 år eller helt nyansat.

Der var ingen, der vidste mere end andre. Det var en guldgravertid. I dag er der meget mere konkurrence, alle konkurrerer konstant. Sådan var det slet ikke dengang.”

Det var første gang, han stiftede bekendtskab med iværksætterlivet. Hver måned fik han en check underskrevet af Klaus Riskær Pedersen på ca. 8.000 kr. Nogle gange var betalingen forsinket, så de ansatte måtte rykke for den, og en dag blev hele afdelingen fyret.

Sådan var det i iværksætterverdenen, og de ansatte tog det ikke som sådan ilde op. Da han kort tid senere fik tilbudt at få sit job tilbage, havde han allerede fundet et nyt arbejde på Tele2, hvor han fik svenskeren Niklas Zennström som sin chef, og Zennström blev siden hans partner og bedste ven.

Det var sammen med ham, at Janus Friis som 22-årig flyttede til Amsterdam og udviklede den fildelingsteknologi, som blev til KaZaA. Ved at downloade programmet kunne helt almindelige internetbrugere pludselig dele musik og film.

Brugerne strømmede til, og mastodonterne i film- og musikbranchen ringede til deres advokater for at sikre sig imod den nye virksomhed, som signalerede enden på cd’ernes og dvd’ernes tidsalder.

Et kæmpe sagsanlæg med afsendere som 20th Century Fox og Universal væltede ind over de to skandinaver, og selv om de vandt sagen i retten i Holland, blev det i længden alt for dyrt at kæmpe imod for de to unge mænd.

De rejste flere gange til USA for at lave aftaler med pladeselskaber og andre rettighedshavere, men aftalerne var svære at lukke, advokatregningerne voksede, og til sidst solgte de KaZaA for et beskedent beløb.

”Nu er jeg bevidst om, at der altid er en retssag i periferien. Det er et grundvilkår. Firmaer sagsøger hinanden. Dengang følte jeg ikke, at det var rart. Men jeg havde jo ikke selv valgt det,” forklarer han.

De to flyttede til London og startede virksomheden Skype fra Niklas Zennströms dagligstue i South Kensington. Først troede folk omkring dem, at det var en slags beskæftigelsesterapi efter salget af KaZaA.

Iværksætteren Morten Lund, der gik personligt konkurs i forsøget på at få gratisavisen Nyhedsavisen til at give overskud, har siden fortalt, hvordan han først ikke turde investere i Skype, fordi han syntes, det var en skør idé, men at han så pludselig kunne se, at det blev til noget, og at han derfor lånte 50.000 euro (375.000 kr.) af en ven til at putte i projektet.

Skype blev verdens hidtil hurtigst voksende internetforretning og blev solgt til den globale markedsplads eBay, hvilket gjorde Danmark og resten af verden opmærksom på de to skandinaviske iværksættere, der fik 2,6 mia. dollars (ca. 16 mia. kr.) for deres virksomhed.

Hvor meget de selv tjente, har de ikke fortalt, men til sammenligning fik Morten Lund ca. 46 mio. kr. ud af sin investering på 375.000 kr.
Da virksomheden blev solgt til Microsoft i 2011, ejede Janus Friis sammen med Niklas Zennström 14 % af firmaets aktier, og de tjente endnu en gang milliarder på salget.

Historien om Skype får Janus Friis til at understrege, at kapløbet i iværksætternes rækker ikke handler om at nå målstregen først.
”Før Skype kunne man også tale sammen via internettet. Det er ikke nødvendigt at være den første på markedet, for at produktet skal opnå succes. Skypes software var nemmere at bruge end konkurrenternes. Skype var først med det rigtige udstyr. Men allerførst var vi ikke.”

Privat

Privat har Janus været kærester med Christina Knudsen, der i sommer døde af kræft, og mellem 2011 og 2014 dannede han par med sangerinden med kunstnernavnet Aura Dione. Kæresteforholdet mellem ham og Aura er endt i en håndfuld retssager på både dansk og amerikansk jord, da Janus Friis vil have et lån på 15 mio. kr. tilbage sammen med en masse dyre gaver, som han gav hende, mens de var forlovede. For ham har sagen principiel karakter, bl.a. fordi han siger, at Aura Dione har levet et dobbeltliv og været ham utro. Aura nægter gennem sin danske advokat at have skrevet under på lånedokumenterne.  

I september 2005, da salget af Skype var gået igennem, og Janus Friis og Niklas Zennström pludselig blev ringet ned af danske, svenske og internationale medier, mens investorer udtalte sig om kæmpesuccesen, og tech-eksperter hyldede dem som fremtidens erhvervsfolk, tog Janus Friis til Lyngby.

I Euroman kunne man to måneder senere, i december 2005, læse, at han i sin første weekend som milliardær havde sejlet i kano på Lyngby Sø med to venner, og på øen i midten havde de bygget et bål og snakket, til brændet var blevet til aske.

Han besøgte flere gamle venner og forsøgte at få ro på. Og den dag i dag er det stadig en lille skare af mennesker, som han deler sit privatliv med.

”Der er ikke så mange mennesker i verden, der kan sige, at de kender ham. Mit syn på ham kommer fra en meget lille del af ham, nemlig den professionelle. Han er altid fokuseret.

Han er ikke typen, som man lige tager en øl med efter arbejde. Han har en meget kompleks personlighed, og han er ikke nem at lære at kende,” siger iværksætter Allan Martinson, der er COO (Chief Operating Officer) i Starship Technologies.

Han arbejder tæt sammen med Janus Friis og understreger, at danskeren er ualmindelig intelligent, at han har stor respekt for hans kunnen, og at det kræver rigtig meget at gøre ham tilfreds.

”Det tager lang tid at arbejde sammen med Janus, fordi han ikke kan lide at gå på kompromis. Han sender tingene tilbage igen og igen, indtil det er 100 %, som han vil have det. Det betyder indimellem, at der kommer forsinkelser, men det vil han hellere have end et halvhjertet produkt.”

Selv om det er et kapløb at komme først med den rigtige teknologi, er det væsentligt for ham også at stå klar med det rigtige udseende.
”Han er meget striks med, at designet skal leve op til hans meget høje krav. I hans optik skal det være det bedste. Hvis designet ikke er, som han synes, det skal være, siger han ligeud, at det er noget skidt, og at vi bliver nødt til at lave det om,” siger COO Allan Martinson.

Med Skype vandt Janus Friis og Niklas Zennström på den bedste software, men robotterne er et mere kompliceret projekt. Her er softwaren langtfra nok, designet er heller ikke afgørende alene.

 

Modsat især KaZaA-projektet er Janus Friis denne gang nødt til at samarbejde med andre virksomheder og endda myndigheder for at få projektet godkendt. Og det giver udfordringer, som han aldrig førhen har mødt.

”Myndighederne har ikke tidligere skullet forholde sig til, om det er lovligt at sende en selvkørende robot på gaden. Selv om vi er de første, der lancerer robotter, er det i sig selv ikke en garanti for succes.

Denne branche er fyldt med aktører, og konkurrencen er hård. Det er derfor, der bliver lanceret så mange fantastiske produkter. Produkter, der nogle gange endda er med til at definere vores tid,” siger Janus Friis.

Teknologien fascinerer ham også, fordi en hel verden af helt forskellige mennesker bruger det samme produkt – fra den amerikanske præsident til forretningsmænd og studerende.

”På sin vis gør teknologien os ligestillede. Tag nu en iPhone. Det er mere eller mindre den samme iPhone, som alle bruger. Sådan er det ikke, når det handler om et ur eller om en bil, hvor der er markante prisforskelle. I teknologibranchen er alle lige.

Måske skal den studerende spare op i seks eller 12 måneder, men han kan godt få fingre i den samme Mac-computer, som en præsident også bruger. Dét synes jeg er fedt.”

Da interviewet er færdigt, hamrer regnen stadig ned i den britiske hovedstad med samme aggression som en tropisk monsunbyge. Det er umuligt at få en taxa, briterne står drivvåde i gaderne i eftermiddagsmyldretiden.

Janus Friis beder sekretæren om at ringe efter hans vogn, og på få minutter dukker en chauffør op udstyret med paraplyer med halvanden meter i vingefang. Når man er milliardær, kan man altid komme tørskoet gennem et London i opløsning.

LÆS OGSÅ: IT-iværksætteren Sebastian Stadil: ”Man bør flytte derhen, hvor pengene er”

LÆS OGSÅ: Dansk duo laver luksusure af gamle biler: ’På en måned fik vi samlet 3,5 millioner sammen’

LÆS OGSÅ: Google er ligeglad med dine topkarakterer, stræbertype