Startups - Raremond: "Forestil dig at overføre alt hvad du ejer, plus et lån, til en person, du kun har skypet lidt med på den anden side af jordkloden. Det var det, jeg gjorde."

Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle være. Der var aldrig noget, der var helt underholdende nok. Men så var jeg på besøg på Roskilde Handelsskole, og der var en iværksætterlinje. Jeg vidste med det samme, at det skulle jeg prøve. Jeg startede på skolen i sommeren 2014.

En dag på skolen så jeg en fyr med et par hullede sorte jeans. Jeg havde længe gerne villet have sådan et par, men dengang var de ikke til at få. Det viste sig også, at han selv havde lavet hullerne i sine bukser. ”Når han kan, kan jeg også,” tænkte jeg.

Jeg sagde til mine forældre, at jeg ville starte mit eget tøjmærke. ”Ja, ja,” sagde de. Men da det gik op for dem, at jeg mente det alvorligt, var de meget støttende. Og min mor lånte mig 20.000 kr.

Jeg brugte det næste halve år på at finde en producent, der kunne lave mine bukser. Jeg søgte rundt på nettet, det tog en evighed. Endelig fandt jeg en i Vietnam, en ung gut på 25 år med 10 ansatte.

Forestil dig at overføre hele din børneopsparing, alt, hvad du ejer, plus et lån, du har taget, til en person, du kun har skypet lidt med på den anden side af jordkloden. Det var det, jeg gjorde, uden den mindste form for garanti.

Først blev der lavet en prototype, og så gik produktionen i gang. Et par måneder senere var hele kollektionen færdig, og så skulle bukserne ellers på en 45 dages rejse mod Danmark.

Mens de var undervejs, fandt jeg ud af, at der var problemer med mit logo. Jeg havde fået lavet skoæsker til bukserne med mit logo af Den Lille Havfrue trykt på. Jeg anede ikke, at der var arvinger til Den Lille Havfrue, og at man ikke bare måtte bruge et billede af hende.

De ville have et ret stort beløb for, at jeg skulle bruge det, og det havde jeg ikke. I stedet fik jeg lavet klistermærker med det nye logo, som jeg måtte sætte på alle æskerne. Det var ikke perfekt, men det fungerede. Der kom også ekstraregninger fra fragtselskabet, og alle bukserne var tæt på at blive sendt retur til Vietnam, men de nåede frem. 75 par i denim og 75 par i læder.

Jeg skulle hente dem på et lager og havde taget en kammerat med og en trailer, vi havde lejet i IKEA. Jeg har aldrig kørt så forsigtigt før. Det var jo min lille baby, der lå i den trailer.

Den første kasse, jeg åbnede, var med læderbukserne. De var så fede. Helt perfekte. Så åbnede jeg en af dem med denim, og der faldt det hele til jorden. Det, jeg havde arbejdet på i halvandet år, var lige til at smide ud.

Producenten havde fuldstændig misforstået det med hullerne. Han skulle slet ikke have lavet nogen, det ville jeg selv gøre. Men han havde lavet fire alt for store, grimme huller. Jeg var helt ude af den og satte mig op på mit værelse. Jeg var rasende, ked af det, sur og skuffet.

Det hele var noget lort. Halvandet års arbejde var spildt, og hele min børneopsparing var væk. Og der var fem dage til, at jeg skulle skyde en reklamevideo med bukserne til min hjemmeside, der skulle åbne 24. december 2015.

Da jeg var kommet lidt til mig selv igen, ringede jeg til en af mine venner, der er designer. Han foreslog, at jeg syede noget stof inden under hullerne. De næste to dage opsøgte jeg 10 forskellige systuer og det samme antal stofbutikker på hele Sjælland.

Til sidst fandt jeg en systue og noget stof, der fungerede. Og vi nåede at have dem alle klar 24. december. Det var en stor dag. Jeg tror, jeg har lært mere det sidste år, end jeg har lært i alle de år, jeg har gået i skole. Jeg har lært, at det er o.k., at det hele går galt, for hvis man virkelig vil noget, skal man nok finde en vej.