Overvurderede film
Foto: PR

Overvurderede film

11 overvurderede film der spilder din tid

Så gode var de heller ikke.

Har du også set Oscar-uddelingerne og revet dig selv i håret over, at den helt forkerte film løber med alle priserne, mens din favorit gang på gang bliver forbigået?

Eller er du af dine venner blevet anbefalet ’mesterværker’, der ved nærmere eftersyn viser sig at være nogenlunde middelmådige?

Så er du ikke alene. Der findes nemlig tonsvis af film derude, der bliver rost til skyerne og skrevet ind i historiebøgerne som vidunderlige film, men som mange alligevel har svært ved at se det fantastiske i.

Vi har samlet 11 film, som vi af den ene eller den anden grund ikke mener, lever op til hypen:

Avatar

I 2009 rendte vi alle sammen i biografen for at prøve at se en film, der krævede sjove briller. Men så snart man tog brillerne af, og 3D-effekten forsvandt, var der ikke meget tilbage af ’Avatar’.

Groft sagt er det Disney-tegnefilmen ’Pocahontas’ i ny indpakning. De indfødte er de gode, dem udefra er de onde. Referencerne til amerikansk nyimperialisme og krigsførelse er så tykt skåret, at de kan ses uden nogen form for briller.

’Avatar’ var nomineret til ni Oscar’er og ni BAFTA’er og vandt tre af den første og seks af den anden.

Star Wars Episode VI: Return of the Jedi

Det er den med bamserne. Historien går på, at George Lucas, manuskriptskribenten, havde skrevet under på at modtage en mindre del af ’Star Wars’-seriens filmindtægter for i stedet at få en større del af pengene fra salget af legetøj og merchandise.

Derfor skrev han ’ewoks’ ind i filmen som en familievenlig og nemt salgbar cash-cow. Det er dog stadig en ’Star Wars’-film, om dog den mindst gode – hvis man ser bort fra julefilmen ’Star Wars Holiday Special’ fra 1978.

Alle for en

Mick Øgendahl og Rasmus Heide ramte plet med ’Blå Mænd’ tre år før, de teamede op igen og lavede ’Alle for en’, der efter min mening ikke har skyggen af forgængerens charme. I stedet er ’Alle for en’ en 83 minutter lang kliché-parade. 

Den ellers fantastisk sjove Jonatan Spang overspiller et gumpetungt manus, Mick Øgendahl og Rasmus Bjergs sammenspil og platte ordlege virker kunstige, og det hele forsøges reddet hjem af komedie-krykker som ”se, de kan ikke danse”, ”se, han har en kuglepen oppe i røven” og ”se, de kan ikke tale tysk.”

Crash

Så har vi fattet det: Man skal ikke skue hunden på hårene. Sorte er ikke onde, hvide er ikke gode, politiet er ikke altid til at stole på, og vi ville alle komme bedre ud af det med hinanden, hvis vi lyttede først og skød bagefter.

Det behøver ikke tage 112 minutter at forklare det, men det gjorde det åbenbart, da ’Crash’ blev skabt i 2004 og året efter vandt den hidtil mest omdiskuterede Oscar for bedste film for snuden på bl.a. ’Brokeback Mountain’.

Filmen var også blandt de 400 nominerede til at komme på American Film Institutes liste over de bedste film de seneste 100 år.

Django Unchained

Som filmnørd og –kritiker er det næsten selvmord ikke at hylde samtlige af Quentin Tarantinos ni film.

Den amerikanske kultinstruktør plejer nemlig at være leveringsdygtig i fantastiske film, og både ’Pulp Fiction’ og ’Reservoir Dogs’ er blandt mine absolutte yndlingsfilm.

Men filmen om den frigivne slave, der går på hævntogt, savner så absolut den coolness, som Tarantinos film plejer at besidde – vekselvirkningen mellem det brutalt blodige og det iskolde. Lad os bare kalde ’Django’ for Tarantinos mindst fantastiske film.

De urørlige

En rig, lam fyr skal ansætte en ny personlig assistent. Alle ansøgerne har diplomer og manerer, undtagen en enkelt, der er en sort fyr fra ghettoen, der ikke er dannet med street wise. Hvem mon bliver ansat? Og gad vide, om de to lærer noget af hinanden?

’De urørlige’ eller ’Intouchables’ er en fransk feelgood-film af bedste skuffe, men derfra og så til at vinde priser ved Tokyo International Film Festival og ’bedste skuespiller’ ved César Awards (den ’franske Oscar’) for næsen af Jean Dujardin, der spillede hovedrollen i ’The Artist’ det år, er at gå for vidt.

The King’s Speech

Her er en anden diskutabel vinder af Oscar’en for bedste film.

Denne britiske film om Kong George 6. talevanskeligheder løb nemlig med den eftertragtede statuette i et ellers stærkt felt, der blandt andet bestod af ’Black Swan’, ’Inception’ og ’The Fighter’.

Filmen vandt i alt fire Oscars, herunder Colin Firth som bedste mandlige skuespiller og Tom Hooper vandt som bedste instruktør. Det er en udmærket film, om dog næppe en med samme bid og levedygtighed som de tre andre nævnte nominerede.

Gandhi

Nomineret til 11 Oscars og vandt de otte, herunder bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste mandlige skuespiller.

Ligeledes var ’Gandhi’ altædende ved BAFTA, Golden Globe og alle andre tænkelige filmpris-uddelinger.

Filmen er et bemærkelsesværdigt ensidigt portræt af den indiske folkehelt, der ikke på noget tidspunkt i filmen udfordrer det allerede eksisterende billede af Mahatma Gandhi eller bringer noget nyt på bordet.

Man kunne få den tanke, at de mange priser og den store ros, filmen har fået, i virkeligheden var møntet Gandhi selv og ikke filmen ’Gandhi’.

En kongelig affære

Filmen skildrer den sindssyge danske kong Christian 7., hans livlæge og hans dronning. De to sidste har en affære, og livlægen, Struense, ender med at miste hovedet.

Men så er det også dér, sandheden stopper. Struense var ikke lækker, dronningen var heller ikke, og hun var heller ikke fremadsynet demokrat. Filmen er så målrettet et internationalt publikum, at alt nationalt er tilsidesat som i ’1864’ og cirka lige så over-forenklet.

Dog har filmen mange imponerende skuespillerpræstationer, især fra Mikkel Boe Følsgaard, der her fik sit gennembrud.

The Hangover

High five-kulturens svar på ’Citizen Kane’. Den hyldes af alle med omvendt kasket, som var den instrueret af Vor Herre selv, og har derfor affødt en lang række catchphrases, kiksede T-shirts og unødvendige efterfølgere.

De sjove elementer i filmen kan ses flere minutter inden, de kommer, og er hovedsageligt baseret på stereotyper andre fællesnævnere så lave, at de kun rigtigt nydes af mænd i 30’erne, der har en Facebook-tråd kørende med deres venner, kun brugt til at tale om, hvor stive de skal være i weekenden.

Shakespeare in love

Endnu en kontroversiel Oscar-vinder, denne gang en der vandt over ’Livet er smukt’ og ’Saving Private Ryan’.

Filmen her er en fiktiv historie om William Shakespeares forelskelse i en skuespillerinde, mens han skriver ’Romeo og Julie’.

Havde filmen fået lov til at forblive den opfindsomme romantiske komedie i flotte kostumer, den i bund og grund er, ville den være lettere at acceptere. Men når den vinder syv Oscars, tre BAFTA’er og den Gyldne Bjørn ved Berlinalen, kunne man godt forvente mere uden at være grisk.

Interstellar

Hold da op, hvor alle, inklusive euroman.dk, glædede sig, da det begyndte at sive med teaser-trailers for Christopher Nolans apokalyptiske scifi-værk. Det så virkelig ud til både at kunne gribe os om hjertet og sætte aktuelle dommedagsprofetier i spil uden løftede pegefingre.

Hos filmmagasinet Ekkos anmelder var der total tilfredsstillelse efter det lange forspil: ”Et comeback af dimensioner. Et kosmisk blowjob, en sansemassage med asteroidestøv og ultralyd”.

Men for mange af os andre var det knap så sensuelt, da Nolans tynde plot og postulerede familiedrama sandede til et sted i det ydre rum.

Euroman.dk faldt faktisk i søvn, da dramaet for alvor forvildede sig ud af tangenten.

The Tree of Life

Det var en meget forløsende oplevelse, da euroman.dk var i Grand-biografen for at se den seneste vinder af Cannes’ gyldne palmer, og en blandt publikum, da rulleteksterne kom på, og filmen var slut, råbte: ”Hold kæft, hvor var den god!”

Hele salen brast i latter. Euroman.dk var åbenbart ikke alene om at synes, at det var en prætentiøs fis, en banal og langsommelig familiehistorie pustet op med umotiverede animerede klip af dinosaurer i urtiden (jo!).

Sean Penns flash forward-rolle virkede også unødvendig, og Penn selv bemærkede da også, at det aldrig rigtig lykkedes for instruktør Terence Malick at forklare ham, hvad han skulle gøre godt for.

Nuvel, Malick er sådan en, man enten røvkeder sig over eller forguder, så måske du skulle prøve den. Men må vi anbefale, at du tager lidt lsd og en Red Bull først, så du ikke falder i søvn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Star Wars