Budapest er muligvis ikke det oplagte valg til en storbyweekend, og det er i grunden en fejl. Den ungarske hovedstad er ikke alene ualmindelig smuk, den er også hyggelig, og du kan leve i den rene luksus uden at blive nødt til at sælge dit guldur og flybilletterne. Her er vores tips til Budapest.

Det tager kun halvanden time at flyve til Budapest, og når du er der, vil du næsten føle, at du har besøgt flere storbyer på én gang: Den er majestætisk og smuk som Paris. Den er tjekket cool som Berlin. Den er billig at være i, selvom der bestemt ikke går discount i den. Samtidigt er byen helt sin egen.

Her koster en liter god fadøl koster 15 kroner, og en hovedret på en Michelinrestaurant koster under 80 kroner. En by, hvor der virkeligt er noget for enhver.

LÆS OGSÅ: 11 hemmelige tricks der giver dig en billigere rejse

Vær en mentsh
Byens jødiske kvarter er et sted med en sørgelig historie, et smukt ansigt og et spændende forretningsliv. I murene ses ofte skudhuller og på fortovet ud for trappeopgange er skrevet, hvem der blev deporteret derfra for at ryge i koncentrationslejr. Begge dele vidner om en grum fortid. 

I dag har de jødiske beboere fået en ny selvtillid, og der er ikke langt mellem kosherbutikker og restauranter. Anbefalelsesværdigt er Mazel Tov, der er meget stemningsfuldt holdt i israelsk tema, hvis du savner en kop kaffe eller en sodavand.

Akácfa út. 47



Boheme og bajsere
En ting, Budapest er kendt for, er ruinbarer. Kort fortalt er det barer/caféer/spisesteder bygget på byggetomter og oftest i en lidt spraglet facon. Den uomtvisteligt mest kendte er Szimpla. Den åbnede i 2002 i en gammel fabrik, og det er stedet at være for byens bohemer og unge rejsende fra hele verden. 

Stedet er dog ikke mere undergrund, end at der gerne vader en gruppe amerikanere med ’I Love BP’-T-shirts ind og tager billeder, men de forsvinder hurtigt igen. Udover bar og restaurant indeholder Szimpla for øvrigt også lounges, designshop og indspilningslokaler.

Kazinczy út 14

LÆS OGSÅ: 30 steder du bør besøge inden du bliver 40

En rap burger
Af den ene eller den anden grund er and en meget populær spise. Og det i så mange forskellige varianter, man kan komme på. De elsker bare at spise and. Fx har de i supermarkedernes kiosker ikke cigaretter udstillet, men dåser med andelever. 

Derudover findes der højest sandsynligt ikke en restaurant i byen uden en eller flere varianter af and. Bordó Bisztró serverer en rigtigt dejlig andeburger og har en meget flot udeservering i et hyggeligt kvarter og en gigantisk restaurant indenfor.

Nagymező út 3



Gourmet til hverdagspriser

I denne by er det billigt at gå ud og spise. Meget billigt. Her ligger verdens billigste Michelinstjernerestaurant, Borkonyha. Hvor ellers kan du få en hovedret til 78 kroner, hvis denne hovedret vel at mærke er i absolut verdensklasse? Stemningen er meget lose, og selve restauranten er ikke et sted, man behøver være stille og holde på bestikket med stiv lillefinger.

Sas út 3

Renser krop og øjne
En anden ting, Budapest er kendt for, er de mange spabade, byens underjordiske varme kilder har gjort mulige. Széchenyi er muligvis det mest imponerende kurbad og så absolut turen værd. 

LÆS OGSÅ: 9 måder turisterne bliver snydt i København

Byggeriet af spabadet begyndte i 1880’erne og stod færdigt i 1913 som en neobarok kraftpræstation eller en hybrid mellem Lalandia og Amalienborg. Det er en uvirkeligt smuk bygning, og man føler sig hensat til Baronens seng, når man ligger med halvt lukkede øjne i det 38 grader varme mineralvand og kigger ud over det enorme palads.

Allatkerti krt. 9-11

Promenér på paradealléen
Når man tænker på Budapest, uden at have været der, forestiller man sig en betongrå planby fra den tidligere østblok. Sådan ser byen bestemt ikke ud. Forestil dig, at Østberlin og Paris fik et barn: Det er Budapest!

Byen er spækfyldt med smukke bygninger. De enkelte bygninger er pænt bevarede og renoverede nænsomt. Prøv en tur op ad paradealléen Andrássy út.



Et historisk udkig
Byen har en lang og spændende historie, og det lader sig ikke fornægte i gadebilledet. Der er ikke en åben plads eller blank mur, der ikke er prydet med enten en statue eller en mindetavle for en af Ungarns stolte sønner. 

Den mest markante er Szabadság Szobor på toppen af Gellértbakken, der mindes den sovjetiske ’befrielse’ i slutningen af anden verdenskrig. Gå op ad sydsiden, hvis du vil undgå at gå langs med turistbusserne, stå på toppen og tag et kig udover byen, og lad slutteligt værd med at gå hen til slottet, men nyd det bare på afstand.

Gamle bøger og god kaffe
Hvis du er på udkig efter nogle gamle, sjældne bøger, eller hvis du bare elsker duften af antikvariater, så er Budapest byen for dig. Det er svært at finde en boghandel med nye bøger, så man formodes, at bøgerne i Budapest bare kører rundt i evig cirkulation. Gaden Múzeum körút er et godt sted at gå hen, hvor der ligger i hvert fald syv brugtbogshandlere næsten dør om dør. Der er også mulighed for at få en god kop kaffe på samme gade.

LÆS OGSÅ: 8 ting du skal opleve i Stockholm

LÆS OGSÅ: 7 turister du møder på din ferie

LÆS OGSÅ: 7 eksperters forslag til de fedeste ski-ferier