Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du sig over, aldrig er blevet en hype?
”Min søster er gift med en italiener, og jeg elsker simpelthen, hvordan de i hans hjemstavn Torino holder fast i livet igennem at klæde sig pissefedt. I Danmark får man jo nærmest udleveret en vindjakke, en rygsæk, en frisk korthårsfrisure og en let stålbrille i lilla, når man fylder 60.
I Norditalien udlever den ældre generation jo nærmest deres prime, når sølvstænkene og ansigtslinjerne kommer til. De gør sig umage livet igennem, og det er jeg vild med. Overalt i byen fører de sig frem, mens de er iført velsiddende chinos, cashmere i lange baner og fede solbriller fra ukendte mærker. Jeg har planer om præcis det samme, så vent lige med at bestille det danske 60 års-sæt til mig.”
Hvad har dit hjem, som de færreste har?
”Et stort nordmakedonsk flag. Min søn Leo er lige nu besat af nationer, flag, landegrænser, NATO-medlemskaber og tidligere stormagters alliancer. Vores lejlighed er et stort virvar af kort, globusser og andet merchandise. Jeg løber i skjul på badeværelset, når han jagter mig rundt i lejligheden med spørgsmål om for eksempel Bosnien-Hercegovinas beskedne kyststrækning, eller til det nye land, som i den nærmeste fremtid løsriver sig fra Papua Ny Guinea (landet hedder i øvrigt Bougainville, har jeg lært… af en 11-årig).
Jeg vidste, dagen ville komme, hvor jeg ikke længere ville kunne udgøre kilden for hans videbegær – men allerede nu, hvor han stadig når mig til skulderen, det havde jeg ikke forventet. Det uundgåelige faktum fylder mig med lige dele glæde og afmagt.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på?
”I sidste uge blev jeg udsat for en yderst overbevisende og udspekuleret salgsteknik af vores dyrlæge. Egentlig skulle jeg blot købe det sædvanlige tørfoder til vores golden retriever, Kenya, men dyrlægen fortalte mig længe og dedikeret om denne her fantastiske nye hundemad, som vil sikre Kenyas skrøbelige led og indre organer i nærmest al tænkelig fremtid.
Jeg forestillede mig kortvarigt børnenes grådkvalte øjne, den dag Kenya ikke er her længere, og udskød det scenarie så længe som muligt. Så jeg købte en ordentlig røvfuld af den åbenbart livsforlængende og ekstremt dyre mad, så nu har Kenya bare at blive mindst 100 år.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Jeg ved udmærket, at I andre valfarter til Sydfrankrig, Spanien eller Italien om sommeren. Og gerne gør det i kilometerlange motorvejskøer ned gennem Tyskland. Jeg vil meget hellere til Norge og vandre.
En uforglemmelig tur med Oslo-båden, nogle timer i bil og så befinder du dig midt i Geilos storslåede bjerglandskab. Intet, absolut intet, slår oplevelsen af at komme hjem til hytten med trætte ben, tømte termokander og røde kinder. Det skulle lige være synet af ældre, velklædte italienske mænd på en café i Torino, ha ha.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”At jeg var god nok, har jeg altid vidst. Jeg er nemlig så heldig, at jeg blev rullet i kærlighed gennem hele min opvækst, og jeg har aldrig praktiseret at nedgøre mine egne evner.
Når det kommer til at skrive bøger, så føler jeg konstant, at jeg skal uppe mit game. Jeg hviler ikke et sekund på laurbærrene, men søger konstant udfordringer, læring og sparring. At have mange læsere er et privilegium, som jeg aldrig kommer til at tage for givet. Føler du dig selv lidt for meget, så er jeg overbevist om, at du mister kontakten til dit eget mørke og den nerve, som er altafgørende som forfatter.”
Følg Anne Mette her.
